Kulturguide til Grønland

Guide til grønlandsk kultur

Af Mikkel Larsen

Indledning

Introduktion til hvordan grønlændere tænker og handler.

Jeg boede i Sisimiut i Grønland fra Juli 2010 til Juli 2016, hvor jeg underviste på gymnasiet og de sidste fire år var en del af qajaqklubben, det meste af tiden som den eneste indvandrer. Størstedelen af denne vejledning er skrevet i 2013, og opdateret indtil 2016, med rettelser foretaget igen i 2020, så min indsigt i grønlandske forhold er derfor ikke særlig stor. Men så længe at jeg ikke fortæller noget forkert, vil jeg alligevel nedskrive min viden, så nye tilrejsende danskere (eller andre) kan lære af det, og at det dermed kommer Grønland til gavn.

Det bedste jo ville være hvis langt mere erfarne og indfødte mennesker ville skrive en sådan “vejledning”, men enten er man for høflige til dét (man udtrykker sig ikke på andres vegne) eller også synes man at det er unødvendigt…. på trods af at man ikke bryder sig om danskere der gør sig kloge på grønlændere.

Mine elever fra 2010-13 har dog læst og kommet med rettelser (i 2013, tusind tak til jer), og jeg har indført de fleste af disse i teksten. Hvis du har tilføjelser eller ændringer, er du meget velkommen til at skrive til mig.

Jeg har bemærket at enkelte forfattere af “rigtige” bøger om Grønland har stjålet passager eller omfortolket anekdoter fra denne kulturguide (som jeg er stensikker på kun kan komme fra mig, eks. den med de 3 danskere i klasseværelse som larmede mere end hele min grønlandske klasse som gruppearbejdede), uden at citere den, og mig. Lad venligst være med det, men citér mig eller skriv og bed om lov.

Mikkel – emailtilmikkel@yahoo.dk

Faktaene

..alt det vigtige udover det man kan slå op på nettet

Grønland har næsten alle moderne bekvemmeligheder, forudsat at du er i de store byer. Udvalget er lidt mindre og kan især svinge afhængigt af om forsyningskibene kan komme frem, i de mindre. Ting koster næsten det samme (alkohol dog meget mere, og er pr. 2020 ligefrem blevet forbudt i enkelte byer) – der er ingen moms men dén besparelse spises af transportomkostningerne eller mere. Det du ikke kan købe hér kan bestilles fra Danmark. Dét tager 3-7 dage med fly eller en måned med skib, hvilket er billigere.

Temperaturen føles varmere end i Danmark – teknisk set er det koldere, men fordi luften er tør så føles det varmere – så -10 grader i Sisimiut føles som 0 grader i Danmark. Kangerlussuaq [gangerslussuak] kan nemt blive -30, og så mærker man at man eksisterer på naturens præmisser. Det samme gælder transport – færger og fly fungerer altid før eller senere, som regel til tiden men hvis der er snestorm kommer du måske først afsted en halv eller en hel dag eller to senere.
Internettet er dyrt men virker næsten altid, uanset vejret.

Her indskyder jeg på opfordring at man ikke bor i såkaldte iglooer (og næsten heller ikke længere ved hvordan man bygger dem) og ikke har pingviner og isbjørne som kæledyr.

Det er ikke altid så nemt at komme til læge og tandlæger på grund af ventelister, men det kan sagtens lade sig gøre – måske får man en tid en uge senere og håber på at man da stadig er syg – eller rask. Hvis det er akut, kommer man naturligvis til med det samme og flyves gerne til Nuuk eller til Danmark hvis det kræves. Det kommer alt sammen an på mange forskellige forhold, men i grunden er her et fint – og helt gratis – sundhedsvæsen.

Der er stor forskel på byerne – Nuuk er meget storby og dansk, Sisimiut er mere vild og naturlig på grund af de mange slædehunde og det store bagland hvor man kan køre på snescootere og dyrke skisport. Qaqortoq og sydkysten er smukt landbrug – for det meste, for nogle få steder er naturen ødelagt af miner. Jeg har kun set (næsten samtlige byer på )vestkysten op til Ilulissat, men ikke selv været i nord og øst, så det kan jeg ikke sige noget om, udover hvad jeg har fået fortalt af mennesker derfra som jeg har kendt.

Resten kan du selv læse på http://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%B8nland

1af12 – Egoisme og altruisme

Man passer på hinanden – undtagen når man ikke gør det

I supermarkedet er der køkultur hvis disken er indrettet til det. Men hvis der er to kasser åbne, flytter folk til den med kortest mulig kø uanset om andre har ventet længere. Der er ikke andet at gøre end at være meget tålmodig og ikke tænke på det., lad være med at brokke eller klage – det vil sandsynligvis blive set som et brud på god opførsel.

Omvendt brokker man sig ikke hvis personen foran er lang tid om at gøre sig færdig, man venter blot tålmodigt.

Biler tager ikke hensyn til cyklister – måske er forklaringen at der først i disse år er ved at komme flere cyklister, måske fordi bilen logisk set er mere farlig, så man tænker at det er cyklisterne der skal passe ikke at blive kørt ned af bilerne. Biler kører gerne ind foran cyklister og fodgængere i sving, men omvendt pænt udenom folk der går på vejene eller de sænker farten hvor der er synlige vandpytter hvis der også er fodgængere.

Hvis du beder om hjælp, så får du det villigt – men du skal ofte bede om det selv. Man tilbyder ikke at hjælpe andre på en direkte måde eller kommer med gode råd hvis der ikke er bedt om det. (med mindre de ved at du er helt fortabt eller gerne vil have råd) Det ses som at umyndiggøre den anden – tanken bagved er at man ikke kan tillade sig at vide hvad den anden har brug for eller lyst til. Og så kan man godt lide at gøre tingene selv, være selvstændig.

Dette ses desværre også i forbindelse med selvmord eller “psykisk sundhed”, idet nogen helst ikke vil fortælle andre hvor kede af det de er eller bede om hjælp, men i stedet drikker sig sanseløst fulde og hænger sig en tidlig morgen.

Så inden du gør noget nyt, så spørg en lokal om vedkommende selv ville gøre som du er ved at gøre, eksempelvis tage ud i båd i det givne vejr eller bygge hundeslæden på den måde som du har gjort det.

Hvis man tilbyder hjælp og får et nej tak (eller stilhed, som i denne situation kan betyde det samme, eller måske at de ikke forstår hvad du siger), skal man heller ikke spørge igen eller ændre sit tilbud om hjælp. (som danskere vil gøre: “Vil du have en kop kaffe? Aaah, kom nu, bare en lille kop? Jamen den er stadig varm – er du sikker?”) Hvis situationen er mere selskabelig, for eksempel at tage med på jagt eller at drikke en øl, kan man godt insistere, bare ikke for ihærdigt.

Ofte kan tilbud om hjælp være forklædt som spørgsmål, og dét skal man være opmærksom på. Grønlændere kan nemlig udtrykke sig meget diskret, mens danskere er vant til store og kontante udmeldinger. Så spørgsmålet “Er din jakke varm nok?” kan altså betyde “Tag mere tøj på inden du tager ud, hvis du ikke vil fryse HELT VILDT MEGET!”)

Udover at kvinder har egne børn – måske med flere mænd ligesom i Danmark – så er der derfor nogle gange også børn som de ikke selv har født, men som behandles på samme måde. Jeg har kun læst om det, men der findes et udtryk – “gavebørn” – der dækker over en bortadoptering, som folk arrangerer imellem sig selv. Altså moderen giver barnet væk til et familiemedlem til opdragelse, eller tilbyder et familiemedlem at undfange og føde et barn til dem. (jeg har mødt ét eksempel på det sidste)

Jeg ved at der er mange der har plejefamilier og er adopteret – men de opdeler det ikke så skarpt (i halv-søster eller søster, eksempelvis) eller behandler det som et tabu. Dét er en måde at hjælpe hinanden på, når eksempelvis en ung kvinde ikke kan tage sig af barnet, eller et par har mistet eller ikke kan få flere.

Det er måske ikke noget der sker så tit længere, men det er et eksempel på at grønlændere kan være meget tætte, selvom de nødvendigvis ikke siger det til nogen. En vigtig handling/hjælp som man bare ikke skilter med.

Jeg har oplevet at man kræver en vis selvstændighed, man skal prøve selv i stedet for at spørge hele tiden. Jeg oplevede det indenfor håndværk, hvor jeg fik én instruktion, og så var det op til mig selv at prøve at gøre det. Jeg har prøvet det i andre situationer hvor jeg gerne ville samarbejde, men bare blev ignoreret og overladt til selv at finde ud af at min metode var socialt uacceptabel. Hvad du, som indvandrer, skal gøre er at være venlig, stille vedholdende og tilstede. IKKE ivrig og klar til handling og vild og blodig. Når folk vænner sig til dig, begynder de at inkludere dig, hvilket kan ske før du ved af det, og på en uventet måde. Men alt i alt kræver det ydmygt tålmod fra din side. (Jeg skriver dette udfra min erfaringer som den eneste dansker i qajaqklubben)

Folk er vant til at lære praktiske ting med familien, men vil gerne spørge danskeren som de snakker med, om de udtaler sproget rigtigt. Jeg korrigerer dog aldrig folk – jeg er alt for høflig – men jeg ved fra min egen grønlandskundervisning at det er en stor hjælp at folk gerne vil lære grønlandsk fra sig, og i øvrigt selv lære at udtale dansk korrekt.

Selvom folk på mange måder er meget inkluderende, så kan der i nogle situationer være en “alles kamp mod alle” når det angår visse ressourcer. En gruppe der har en sum penge, vil måske ikke være så glade for at dele med andre, men omvendt vil uinviterede gæster til en kaffemik vil være meget velkomne. Jeg er ikke helt klar over hvor grænserne går, men iblandt den store fælleskabsfølelse er der også en interessant snert af egoisme. En tom stol kan også være “optaget” og ikke engang venner må således sidde der, mens man omvendt gladeligt deler ud af den mad eller spiritus man har. Måske kommer den fra gamle dage hvor hver fanger skulle sikre sig sin egen andel, selvom man også hjalp hinanden som gruppe til nogle fangster og situationer.

2af12 – Glæde, sorg og følelser

At grine med eller grine af, dét er spørgsmålet

Folk griner meget af ting som man ikke har indflydelse på. Det gælder også små ulykker eller fejl, eksempelvis når man glider på isen eller når danskere ødelægger det grønlandske sprog i forsøget på at lære det. Det er ikke for at være nedladende, man synes bare at det er dejligt at der er nogen der gider at lære deres sprog. Store ulykker tages naturligvis meget seriøst og med øjeblikkelig handling.

Som ny i landet, skal du hurtigt vænne dig til at blive grint af og til at grine med de andre af dig selv – det gør dit liv meget nemmere og giver ikke så grimt et indtryk af danskere i landet. Det er naturligvis en almindelig menneskeligt fornuftig ting, men som gæst i dette land er det virkelig nødvendigt, synes jeg.

Folk ser ikke grineri som at drille, man nyder bare det der sker.

Hvad er grønlandsk humor? Først og fremmest fysisk: man fortæller historier om fysiske bedrifter der gik galt eller forskrækkelser eller griner af uheld. Parodier og “klovneri” er et sikkert hit! Højpandet humor på intellektuelt plan iblandet en smule sarkasme har jeg aldrig hørt i Grønland, som i Danmark – mens skuespil og fysisk komik er sikre vindere. Dernæst griner man af det uventede eller reaktionerne på det – man stiller det ikke op for andre og griner når de oplever uheldet, men hvis det sker, så griner man.

Humor baseret på sex – eller rettere tabu omkring sex – findes ikke ret meget – noget er i hvert fald ikke “frækt”, det er kun sjovt. Den britiske/danske humor hvor folk bliver uenige og kommer op at slås, er heller ikke så populær hér – mentaliteten med at man ikke skaber ufred, ligger meget dybt i folk.

Jeg har oplevet at en hel skoleklasse grinte af et rensdyr der blev skudt og gav et dybt brøl fra sig, hvorimod jeg forventer at en dansk klasse ville have enormt ondt af dyret. Jeg har hørt om et elektricitetsværk der købte en meget dyr maskine, som en inkompetent truckfører formåede at ødelægge totalt mens resten af de ansatte så grinende på mens han gentagne gange tabte den og kørte ind i den, selvom det betød at bygden nu var uden strøm i endnu 2 måneder. Jeg har set 3 grønlandske teenage-piger gå sammen, og da den ene glider på isen og lander på røven, begynder de alle 3 at grine og de to andre står afventende indtil hun kommer på benene igen.

For at kontrastere med en danskers reaktion, kan jeg fortælle at jeg så en besøgende dansker kravle ubehjælpsomt rundt, og efterfølgende sidde fast i, en snedrive nedenfor vores hus. Hun blev meget fortørnet over at jeg leende betragtede hende, selvom hun hverken var i fare eller havde begivet sig ud i noget fornuftigt ærinde – hun havde erfaret at tøsneen ikke kunne bære hende men fortsatte rundt i den alligevel, for at “redde” nogle børn der ubesværet hoppede rundt ovenpå sneen fordi de jo vejede meget mindre. Selvom jeg kom hen til hende for at se om hun alligevel ville have min hjælp, overfusede hun mig.

Omvendt er der ingen der griner når en qajaqroer tipper rundt, fordi man ved hvor farligt det kan være. Det er ofte turister der kommer galt afsted, eksempelvis ved at lade små børn gå hen til hundene (der som hovedregel IKKE er kæledyr og som altid er mere sultne!) eller ved at gå ud på tynd is, men hvis grønlændere ser at nogen er i fare så kommer man til hjælp. Man ler naturligvis ikke af alvorlige ulykker eller andres smerte. Og det er også ekstremt sjældent at folk bander over fejl, uheld eller mister temperamentet – eksempelvis taber en ting og derefter bander og svovler. Man kan ærgre sig over det men man hidser sig ikke op over det.

Et interessant fakta er at “tornaarsuk”, “toornaq” (ånd) [dornaarsuk] blev indsat i ordbogen som et bandeord af Hans Egede (der kristnede Grønland) fordi han så det som påkaldelse af onde ånder, mens det faktisk siges for påkalde gode ånder til at beskytte sig selv eller én man elsker. Dette ved mange grønlændere faktisk heller ikke.

Folk kan godt blive meget emotionelle, og fordi man til dagligt ikke er det, overrasker det nogle.

Man “blander sig” ikke i en rørt persons følelser, altså kommer med råd eller trøstende berøring, man lader som oftest personen tale eller græde ud, og lader stilheden gøre sin ting. Og oftest er det den værdigste måde.

Jeg har været til kaffemik, hvor en gæst fortalte om hvor taknemmelig han var for at have kommet i huset igennem mange år, og imens han forttalte, blev han stadig mere berørt – helt til tårer. Mens han fortalte, blev alle de tilstedeværende (10-12) helt stille, og lyttede blot. Til sidst var han ved at græde, og begyndte i stedet at synge fødselsdagssangen, der traditionelt synges meget stille. Vi andre begyndte også, og hele stuen fik en meget værdig aura. Da vi var færdige med at synge, sad vi et stykke tid og var stille.

Ved en anden lejlighed, fik en pige et opkald hjemmefra om at et familiemedlem i Danmark var død, og hun sank sammen i et hjerteskærende skrig. Jeg forsøgte at holde om hende, men hun var naturligvis for oprørt, og heldigvis kom en anden kvinde og tog pigen med udenfor. De andre tilstedeværende var helt stille, bortset fra pigens ven der også begyndte at græde. Efter at pigen var taget hjem til noget familie i byen og vi alle var faldet lidt til ro, var der meget stille i meget lang tid. Vi var kede af det for én vi kendte og holdt af og vi kender alle enten at være langt borte fra nogen vi elsker, eller at have mistet familiemedlemmer eller venner. Det er en betingelse i Grønland.

Sejre fejres for fuld udblæsning. Vindere af qajaq- og hundeslædekonkurrencer løftes nogle gange op af vennerne og bæres rundt – siddende i qajaqen/på hundeslæden. Man er stolt af sine sejre og bakkes op af venner og andre tilstedeværende, der umiddelbart efter sejren kommer hen for at give hånd som tillykke. Faktisk er et håndtryk den rigtige tilgang i mange situationer: hvis du møder én der har gjort eller modtaget noget godt – eller har fødselsdag – ønsk tillykke med et håndtryk og sig “pilluarit” [bichluarit] (tillykke).

En sejr – selv for ens politiske parti eller sportshold – fejres med begge arme i vejret. Den danske tilgang med tilbageholdenhed og negligeren af egen indsats, forstås ikke. Forfatteren og sygeplejersken Kim Leine, der har boet i alt 15 år i Grønland, blev overrasket da han trådte ind af døren til sin forlægger, og fik at vide at han havde vundet en vigtig litterær pris. Han kiggede sig først forvirret rundt, og hævede så begge armene lige op i vejret i triumf! For de tilstedeværende danskede, har det nok set en smule mærkeligt eller barnligt ud, men for en grønlænder er det den eneste rigtige reaktion til dén situation, og giver fuld mening. Denne glæde ved at vinde, er sat i kontrast af ydmygheden ved ens egen indsats eller evne. Sportskonkurrencer er måske mere om at være sammen og fejre sporten, end om at vinde – og fremmede som tager det hele lidt for seriøst (efter konkurrencen) er ikke holdt i høj kurs.

Og derfor forsøger man omvendt ikke at vinde på bekostning af andre, og man er lige så glad for sine konkurrenters bedrifter som af sine egne. Det ses også i mange grupper, hvor man ikke fremhæver sig selv fremfor andre, men ofte formulerer sit udgangspunkt som “vi”. Sig ikke “Du gør det forkert”, men hellere “Måske er der nogle ting der kan gøres anderledes.”

De dybe årsager til dette er flere: folk vidste at jagt var baseret på held, og den ene dag ovenpå, næste dag nedenunder, med brug for andre menneskers hjælp. Og i disse små samfund kender alle hinanden og er afhængige af hinanden hver dag og i alle situationer. Selv HVIS folk ikke kan lide hinanden, undgår de simpelthen kontakt.

Til grønlandsmesterskaberne i qajaq 2012, deltog jeg selv, som den eneste dansker/qallunaq, dette år. Jeg havde bygget en qajaq – naturligvis med stor hjælp – og deltog i konkurrencerne efter kun 5 timers træning i at sidde i én. Mine klubkammerater ville ikke høre tale om at jeg ikke kunne tage med til konkurrencerne eller bare tage med uden at deltage: “Du lærer at ro under selve konkurrencen!” Efter næsten hver konkurrence var der medaljeoverrækkelse, og folk blev nævnt ved navn og gik eller løb ud til skamlen for at få medalje om halsen. Publikum klappede og hujede begejstret når folk blev nævnt og især når folk med medaljen om halsen, rakte begge arme triumferende i vejret. Som den generte mand jeg dybest nede er, valgte jeg i stedet at bukke, hvilket folk slet ikke kunne forstå – de forsøgte vedholdende at overtale mig til at triumfere, og da jeg ved den sidste overrækkelse gjorde dét, klappede man ekstra højt. Tilbage på pladsen, eller efter ceremonien, giver man høfligt hånd til hinanden, uanset alder. Også medhjælpere, kantinepersonale, dommere og andre der har hjulpet med projektet, får hver især klapsalver og hurra-råb.

Man drøfter heller ikke følelser i offentlighed, men kun til nære venner. Danskere kan have svært ved at forstå tilbageholdenheden, fordi danskere sætter ord på alting. “Kan du uddybe den følelse??”, “Hvad tænker du?”, og så videre. Grønlændere er ikke så hurtige til at finde ud af hvad de føler og tænker – de giver sig simpelthen mere tid til den slags. Og derudover kommer også sproget, hvis man taler med en dansker: måske føler de ikke at de kan give ordenligt udtryk på dansk, og så vælger de at være stille eller trække på skuldrene.

Omvendt fortæller man nøjagtigt hvad der er sket: hvis du spørger hvordan en person har det, kan det godt være at du får at vide at kæresten har tævet hende eller hun har hjemvé – eller en mand fortæller at han har tævet kæresten eller at hans bror engang begik selvmord. Til gengæld kan de ikke uddybe det – måske fordi de ikke føler at der er brug for dét. Det bedste man kan gøre, er bare at lytte – eventuelt stille simple spørgsmål som får den anden til at fortælle mere. Jeg har ofte oplevet at folk, når de møder mig for første gang, siger ting som (for en dansker) synes private. Men det skal opfattes som sympati eller tillid, fra deres side.

Der er en ny tendens i landet, det at man sidder i en rundkreds og fortæller om sine følelser og indtryk om et emne – hvis man har lyst til at sige noget. jeg har oplevet at folk har sagt ting som de ikke før har fortalt andre om sig selv, og jeg synes at det fungerer meget positivt, til at tage trykket i en gruppe eller situation. Det handler ikke om at udtrykke sin mening og derefter at debattere den – kun at hver person har mulighed for at udtrykke sig.

3af12 – Fjeldet, havet og naturen

Om den store psykolog..

En vigtig grønlænder, Jens Simonsen, sagde engang at Grønland er et lille land og Danmark er et stort land – selvom opfattelsen i begge lande er den modsatte. Det havde han opdaget som ganske ung da han kom til Danmark på uddannelse. Han skulle rejse med tog for at komme til sin skole, og på den meget lange togrejse dukkede der hele tiden nye byer op, bondegårde, huse, biler, fabrikker og alt muligt andet. I Narsaq, hvor han havde levet hele sit liv, skal man blot gå ud af byen og ind i dalen, så er det som om at man er fuldstændig alene i verden.

Dette har jeg selv oplevet, under kursus i Danmark mens jeg har boet i Grønland. Selv en relativ – i dansk sammenhæng – kort køretur, bringer én igennem tilsyneladende endeløse veje af altid skiftende landskaber. Man kan køre og køre og køre på vejene, og der er så meget at se at det er ret overvældende.

I Grønland bevæger man sig i fjeldet (af nødvendighed) i et roligere tempo, og der er “bare” fjelde, sne/græs og hav. Simplere.

Naturen former mennesket, og Grønlands landskab har bestemt formet dets folk. Grønland er et lillebitte fangersamfund, så de er fleksible og tilbøjelige til improvisation, og de er åbne, accepterer og udnytter alle tilrådestående kræfter. Omvendt er Danmark et (relativt) stort bondesamfund, der kræver langtidsplanlægning, og giver en rigid samfundsstruktur med regler. Grønlænderen sætter pris på frihed, vil gerne kunne se ud på verdenen og føler sig fanget i en storby. Danskeren sætter pris på rammer og regler, ønsker ikke at andre kigger ind i hans verden og føler sig fortabt ude i det åbne landskab.

Begge lande har fordele og ulemper, men de stammer grundlæggende fra landets udseende/natur.

Mange grønlændere der bor i Danmark har en slags længsel efter at vende tilbage til Grønland – i hvert fald en dyb kærlighed eller følsomhed – og ingen der besøger landet kan gå fri at føle et dybt indtryk efter at have været alene i fjeldet. Stå stille, og du kan bogstaveligt talt høre blodet løbe gennem dine egne årer. Litteraturen og sangene er fyldt med natur og kærlighed til landet, undtaget en periode i 1970erne rettet mod danskerne og i 90/00’erne rettet mod svigtende forældre, og måske kan grønlænderne generelt siges at være et romantisk folk, for naturen og det at være selvforsynende (i det mindste delvist) er en vigtig del af folks bevidsthed.

Vejret og ikke uret har bestemt rytmerne, og det ligger stadig i folk. Afstand måles snarere i tid end i kilometer: hvor langt er der til næste by? 2 timer – i båd, forståes. Der er ikke ret mange der har hundeslæder og næsten ingen ror i qajaq – selvom en del har gjort det gennem tiden. En hel del har været på rensdyrjagt – det vil sige 2-4 dages vandring i fjeldet, langt væk fra mennesker – og mange har været på fiskeri eller sælfangst med jolle, og det er ikke usædvanligt, som lille barn, at skyde sin første sæl. Mange mennesker ejer en jolle og en del har snescooter – dem bruger de til familieudflugter. Charley Kinney siger at “der er mange biler og de hedder både!” – en naturlig reaktion fra en amerikaner – med mindre at man flyver, så tager folk gerne både 4, 6 eller 8 timers sejlture til de nærliggende byer eller ud i fjeldet på udflugter eller fangster, selvom 12-14 timers rejser ikke er ualmindeligt. Længere ture er med færgen, der koster det halve af flyveren, men er en mere storslået oplevelse.

Byerne ligger langt fra hinanden, og da der ikke er veje imellem, er det med båd og fly at man rejser. Byerne er meget forskellige fra hinanden, på alle måder. Men de sidste år har folk rejst meget imellem dem, og man har familie og gamle venner i mange forskellige byer. Faktisk er Grønland et land af rodløse, det er de færreste der har hele familien i samme by som de bor i, og dertil kommer der de tilrejste danskere. Roden består så i selve landet, kulturen, naturen. Tidligere måtte man rejse derhen hvor fangstdyrene var, og familiemedlemmer døde af sygdomme eller på havet. I Sisimiut igennem 1910-20 var der cirka én der kæntrede på havet hvert halve år.

I dag rejser man på grund af uddannelse eller for at hjælpe sin familie dér hvor de er, eller for at leve sammen med en anden i dennes by. Så afsavn behandles forholdsvis logisk, uden de store følelsesudbrud selvom det er dybfølt – det har både været en historisk og er en moderne nødvendighed. Men folk har en stor forkærlighed for deres hjemby, og besøgende fra dén by vil blive modtaget overstrømmende, og man vil tale om hvem man kender derfra, og andre lokale nyheder. Ofte vil besøgende til en anden by have fået besked på at medbringe pakker eller genstande eller hilsner til nogle der bor i den anden by – selvom han ikke selv kender dem.

Grønland er i manges tanker synonymt med isbjørne, men det er de færreste der har set eller skudt én. Når det sker – fordi de forvilder sig for tæt på byerne og derfor er til fare for mennesker – så tilfalder skindet dén der ser den først (selv børn!), og resten til dén der skyder den. Så stimler alle sammen – eventuelt informeret via mobiltelefonkæder – for at se den blive parteret. Ofte bliver kødet undersøgt for trikiner og distribueret til skoler eller alderdomshjem, og resten taget af staten. Det er ikke lovligt at skyde dem ude i fjeldet, så hvis det alligevel sker som en form for jagt, får man bøde og kroppen og skindet konfiskeres.

I dag er det mere sandsynligt at bjørne kommer tæt på byerne fordi de er sultne, og så er der kapløb mellem folk der vil se dem tæt på – med mindre at isbjørnene er MIDT INDE i byen, så er det et kapløb om at komme ind i husense og væk fra dem! Det sker med et par års mellemrum i vestgrønland, og i Øst tager de en riffel med hver eneste gang de tager i fjeldet. Jeg er usikker på hvordan det er i nord.

Men de fleste grønlændere har set isbjørn samme sted som danskere har set elge eller ulve: i avisen.

Hvis du googler “Sermitsiaq” og “isbjørn”, så kan du finde en hel del historier og billeder.

Et jagttagn koster 100kr, udstedes til alle der beder om det, og at have et gevær er lige så normalt i Grønland som at have webergrill i Danmark. Der er næsten aldrig mord (statiskkerne er dog uenige – men i absolutte tal….) – og endnu sjældnere med geværer – og hvis de stjæles under indbrud, er det kun for at blive solgt videre. Geværer ses simpelthen som et redskab, ikke andet (nå ja, også selvmord) – og kan da også købes i friluftsudstyrsbutikker og havnekioskerne.

Behandling af fangstdyrene har rod i religionen, tror jeg. Ganske vidst er alt nu reguleret af kvoter og fangstperioder der varierer gennem året, men der er ingen der tænker på at opdrætte rensdyr og moskus i indhegninger.

I gamle dage sagde man at dyrene havde en “inua” – da “inuk” betyder (menneske), har dyrene altså en sjæl ligesom os. Når dyrene er lige med mennesket, behandler man det med respekt – sådan som man tror at dyrene vil behandles. I gamle dage var der ritualer omkring fangsten (meget få af dem ses en gang imellem stadigvæk), i dag er opfattelsen at man kun fanger det man selv skal bruge eller kan sælge og at man bruger eller bortgiver det man fanger. DSer har været enkelte tilfælde af døde sæler fundet uden skind, og rensdyrkroppe hvorfra kun køllerne var taget (de kødfyldte bagben) – og folk er altid rasende over den måde at spilde godt kød på. Og europæiske turisters praksis med at fange fisk og derefter sætte dem ud igen regnes direkte for dyrplageri. På samme måde ses det for unaturligt at holde rensdyr og moskus i indhegninger – der er en smule tale om det på grund af den stigende efterspørgsel, men jeg tvivler på at det vil ske.

Grønlændere har ikke nogen forståelse for EUs forbud imod salg af sælskind, når sælbestandene netop er så store at de truer visse fiskearte, og alle grønlandske sæler fanges ude i naturen som voksne, af lokale fangere i små både. EU gik endelig med til at tillade grønlandsk sælskind, men måske er skaden sket. At Great Greenland firmaet, der behandler og videresælger skind og færdige produkter, ser ud til at have været drevet mindre heldigt og per januar 16 har skjiftet direktør, hjælper ikke. De har sendt blandede signaler – både at skind hober sig op på lageret og smides ud OG at priserne for små systuer og andre virksomheder tilsyneladende er steget 125% på 3 år og levering er ustabil. De er fokuserede på luksusprodukter, og negligerer derfor billige varer – selv almindelige skind kan man slet ikke købe i deres webshop – hvilket således ekskluderer en bredere appel. (inklusive i Grønland) Det ødelægger det økonomiske grundlag for en god økonomisk eksportmulighed, som også er en vigtig, næsten vital, kulturel funktion. Og sælsind er jo smukt!

Der er ikke så mange fangere tilbage – kun folk der fanger i fritiden. Det er også kun folk med jobs der har råd til gode joller, så det er svært at være fuldtidsfanger, eller storfanger. Og der er ingen der fanger fra kajak længere.

Inde i landet, er det kun tilladt at jage fra hundeslæde eller til fods – det er både for at holde traditionen i live men også fordi snescootere er så effektive at dyrebestanden ville blive udraderet for hurtigt.

Fangst/jagt er MEGET vigtigt for folk – selvstændigheden er vigtig for grønlændere, herunder dét at kunne fange sin egen føde, sørge for sin familie. Det er langt fra alle der gør det i det daglige, men de fleste har været på jagt eller fisket i deres liv. At tage på jagt/fangst er derfor ikke bare at sørge for mad eller at komme “i pagt med naturen” – det er at føle sig knyttet til landet i dybeste forstand – som grønlænder, som menneske.

“Fjeldet” betyder det samme for en grønlænder, som “freedom” for en amerikaner eller “ytringsfrihed” for en dansker: det er dybt rodfæstet og dets betydning kan slet ikke overdrives.

De kalder det “den store psykolog” af en årsag.

Der ligger masser af affald rundt omkring i byerne, end dog i den nærliggende natur. Noget er fordi det blæser rundt i stormene, noget er tilsyneladende fordi folk simpelthen er ret ligeglade med affald. Det er i hvert fald mit indtryk, selvom andre har sagt mig at det er forskelligt fra by til by. Jeg tror at folks praktiske tilgang spiller ind igen.

Der gryer i disse år en forståelse af at vi skal passe på vores omgivelser, men endnu er den ikke så stor i det daglige. Til gengæld er diskussionen om storindustri ophedet – man er klar over at eksempelvis det planlagte aluminiumsværk ved Maniitsoq kan ødelægge store områder.

Udover at vandet lige omkring byerne ikke skal fiskes i, så er naturen helt ren – der er sjældent brug for at tage store mængder vand med ud i fjeldet, for der er mange kilder og elve at drikke fra – og det smager fantastisk.

4af12 – Mad og fest

At være sammen er at leve.

Kaffemik er en forholdsvis officiel komsammen, i en anledning. Nå ja, grønlændere siger oftest “kaffisortitsineq” til hinanden, men ikke altid. Danskere siger altid kaffemik, fordi de ikke gider besværet med at lære sproget, så det er sådan blevet standard nu. Ordet kaffemik betyder “ved kaffen” eller “stedet med kaffe”, forstået som “vil have kaffe”. Sæt aldrig suffixet “-mik” efter en kvindes navn bare fordi det lyder sjovt – medmindre hun allerede vil have dig. For at kunne forstå det mere direkte, er det ligesom “åbent hus” som det hedder i Danmark – uden fastsat tid og hvor alle kan komme uden indbydelse. Dog ses det især i store byer at værten nogle dage i forvejen går rundt med en lille skreven invitation, som hun/han uddeler til de fjernere venner og kollegaer han møder, eller måske sender en email invitation eller enddog poster på Facebook med ekstremt kort varsel. Men tager man med som uinviteret gæst, bliver man budt varmt velkommen alligevel. Husk at tage en lille gave med –hvilket jeg dog ofte glemmer. Gør ikke som jeg.

Kaffemik er muligvis en slags fortsættelse for den ældre kultur – når en jæger kommer hjem med masser af fangst, så inviteres hele bopladsen til middag. I dag er det en fejring af børns første skoledag, af fødselsdage og barnedåb og bryllupper og den slags. Selve begivenheden holder familien selv for de inderste, men inviterer til kaffemik bagefter for alle de kender.

Måske får man invitationen et par dage i forvejen, måske samme dag. Jo mere officiel, jo længere tids varsel – men sjældent mere end nogle dage. Hvis én du kender skal afsted, er det okay at tage med – bare husk en lille gave. Tag gerne pænt tøj på (officielt “pænt tøj” er hvid anorak og sorte bukser, men ditto skjorte og cowboybukser er helt fint – anden form for pænt tøj er naturligvis også i orden), men hvis du ikke har pænt tøj, er der ingen der kritiserer dig for det.

Man tager skoene af i forgangen, næsten altid. Mange grønlandske huse har 2 forgange af den grund, først et rum til at stille skoene og overtøjet i, og derefter en “rigtig” entré. I private huse og visse institutioner tager man altid skoene af i forgangen, inden man går ind. Bare vær opmærksom når du selv går ind af døren – hvis der står sko på gulvet, skal du også sætte dine.

Selvom folk går med sko indenfor, eksempelvis i store skoler og butikker, er der aldrig sjappet. Folk børster selv den værste sne af, og gulve vaskes flere gange dagligt.

Vel indenfor, bydes du velkommen af værten med et “takanna” der vel betyder “værsågod at spise, hér er maden” Du afleverer gaven – måske sætter du den på gavebordet – og hilser pænt på vært/-inde OG på disses forældre og bedsteforældre og sig “pilluarit”. [bishluarit] (tillykke)

Bemærk at gaver ikke pakkes op mens du ser på det – det kunne skabe pinlige situationer. På denne, og mange andre måder, minder Grønland om Japan, måske andre asiatiske lande.

Måske introduceres du til de forskellige retter på bordet. Typisk er der…

En steg – rensdyr eller moskus efter årstiden, grønlandsk lam og okse

Fisk – ørred, laks, torsk, hellefisk, marineret eller saltet eller røget

pil-selv-rejer, måske krabbeklør

Tørret fisk

Sælspæk

Mattak [madæk] – der er rå eller letkogt hvalhud.

Hval- eller sælkød, kogt eller stegt

Suaasat, suppe med ris og hval- eller sælkød

Kager – et VÆLD af kager.

Måske er der alkohol, men det er ikke meningen at man skal blive fuld.

Alt er på tag-selv-basis, og man flytter rundt og spiser som man har lyst til. Nogle gange serveres der små forretter, men det er forskelligt fra sted til sted. I mellemtiden render børn rundt og leger, og det svarer vel lidt til “anden halvleg” i en dansk fest.

Man sidder måske en time eller to – jo flere mennesker der er, jo kortere bliver man. Det siges dog at danskere sidder i mange timer, men så længe at der er plads så tror jeg at det er i orden. Det gør jeg i hvert fald – det er sjovt at se hvem der kommer forbi i løbet af dagen, og man møder så mange mennesker på den måde.

Nogle gange er der medlemmer af kor på besøg, og så er der naturligvis korsang – ofte den specielle, stille, langtrukne, tostemnige form for grønlandske salmer. Måske er der taler, men det er undtagelsen – taler holdes mest om aftenen ved store arrangementer.

Hvis der kommer mange mennesker, så er det høfligst at den der har været der længst, forlader stedet – og måske er der flere kaffemik man skal til. Og måske møder man nogle af de samme mennesker dér også. Men ellers kan ens besøg ved kaffemik vare fra en halv til tre timer, afhængigt af hvem man besøger: om det er familie og venner eller naboer og fjernere bekendte. Og naturligvis med arrangementet – er det konfirmation eller allmindelig fødselsdag – og med ens egen plan for dagen: skal man til flere kaffemik eller ud af sejle, eller har man weekenden fri.

Nogle folk, uden så mange penge, kan godt have en presset økonomi efter en stor kaffemik, for nogle går meget op i at bevare traditionen. Måske især aleneboende. Der ER status i at have holdt en god kaffemik – jeg har hørt grønlændere kommentere at danskeres kaffemikker aldrig har et tilstrækkeligt stort udvalg af kager! (og det er sandt ;-P)

Fester kan være alt fra 3-15 mennesker som man har inviteret i forvejen (eller inviteret på “hej-kig-forbi-basis”), der samles hjemme i sofaen. Så tager man selv alkohol med, og værten giver chips og slik. Og efter den første genstand eller 3, er der praktisk talt fri bar – så det er ligesom i Danmark.

Men fester kan både være larmende og stille – nogle unge lader anlægget køre for fuld drøn, mens andre (også nogle gange unge) sidder samlet om en eller to guitarer og synger. Så sidder hele bordet og synger grønlandske klassikere – og det kan også ske på en bar, i en lufthavn (eller en lufthavnsbar, naturligvis) eller et andet halvofficielt sted, så kommer fremmede mennesker hen og deltager. Mange kan spille guitar, og alle kan synge nogle sange – med sikkerhed når de er fulde. Det kan også være at man fortæller historier om nogen man kender, så sidder resten af bordet og lytter.

Hvis du deltager som ny i festen, kan det godt at være at folk ikke taler til dig det første lange stykke tid. Men blot vær sød og venlig, og folk vil begynde at spørge dig om hvem du er, eller af sig selv fortælle ting til dig. Især hvis man er relativt stille og lytter, fortæller folk meget.

Danskere holder også “kaffemik” men udvalget er ikke så stort (hvilket grønlændere også bemærker), og man kan ikke holde ud at deltage i lige så lang tid. Generelt er fest med danskere heroppe en larmende affære – folk snakker (højt) i munden på hinanden, og der er altid mange samtaler i gang.

På diskoteker og værtshuse er der naturligvis også høj musik – omend genren er forskellig fra sted til sted. Diskoterne spiller dance, mens værtshuse nemt kan have grønlandsksproget livemusik, hvilket altid er et hit. De ældre mennesker danser til alt der har swingbeat, og i det hele taget er folk gladest for sange med rytmer og tempo – man er jo i byen for at have det sjovt. Hvis der er livemusik, kommer en gæst (som orkesteret kender) tit op og synger et nummer.

Fordi det er et lille samfund, så kender alle hinanden – i hvert fald de overfladiske oplysninger. Man kan gå i byen de fleste aftener og møde nogen man kender, om ikke andet så af udseende. Til gengæld kan man ikke snakke, fordi musikken er så høj – så er “øjenbryning” jo praktisk. Så render folk rundt i et væld af blandinger mellem vinter-overtøj og det flotteste fest-tøj. Nogen drikker sig bogstaveligt talt i gulvet, mens andre surmuler i en sofa, og andre igen – både unge og gamle – tonser rundt på dansegulvet i fuld livsglæde.

I det hele taget er folk meget ekstreme: når de fester, så fester de igennem. At gå hjem klokken 3 når værtshusene lukker er ikke så normalt, man tager i stedet til efterfest. Derfra er det forskelligt hvornår man tager hjem: nogen tager hjem kl 5 eller 7, andre fortsætter hele næste dag.

Det er meget vigtigt at være sammen. Man forlader helst ikke et selskab eller en fest – og de der gør det, ses på med skjult bekymring eller undren.

Især i de store byer kan man købe alt man har brug for. I de små er udvalget lidt mindre og man kan i de fleste byer komme ud for at man løber tør for bestemte varer inden forsyningsskibet kommer igen. Som regel er det ikke noget problem, dog.

Alt fra havet og fjeldet kan naturligvis skaffes til billige penge, alt efter årstiden. Hvis du ikke kender nogen, så har byerne “brædtet”, eller en lille butik hvor fangerne sælger deres fangst – og alt har levet et godt liv, er lokalt og økologisk. Jeg har ligefrem sendt pakker med 15kg fisk tilbage til familien i Danmark, de var meget imponeret da fisk koster det dobbelt dér – men mine grønlandske elever synes at grønlandsk mad er meget dyrt, og at priserne stiger. Det bedste er naturligvis hvis du kender nogen der (eller du selv ) fanger og fisker. (Se afsnittet om naturen, nedenfor)

Rejer og krabber får man dog kun igennem nogen der arbejder på trawlerne eller Royal Greenlands produkter i supermarkederne – meget utiltalende forbyder Royal Greenland nemlig fangerne at sælge den slags, som om at landets 55.000 indbyggere ville udhule gigantens overskud…. Så man får rejer ved at betale 150-250,- for 5 kg letkogte frosne rejer til én af sømændene der er gået i land fra trawlerne – de får nemlig to kasser hver som en del af hyren. Eller naturligvis ved at betale dobbelt pris nede i supermarkedet. Uanset hvad, spis dem halvfrosne – så er de bedst.

Generelt spiser man hér uden at tilberede det for meget – jeg har aldrig fået serveret kogt torsk eller stegt rødspætte hér nogen sinde, og først hér i Grønland er det gået op for mig at danskerne således er helt galt på den. Fisk marineres eller saltes eller tørres (tørret fisk hænger udenfor mange vinduer på tørrestativer – spises som mellemmåltid), eller ting serveres råt, såsom mattak [madæg] og rejer/krabber. Røget fisk og rensdyr vinder langsomt frem og smager fantastisk. Rensdyr, moskus og lam serveres som stor steg. At putte kvan i drikkevand er også meget brugt og smager dejligt. Mad er oftest simpelt og praktisk.

Man spiser naturligvis meget dansk-inspireret mad, såsom flødekartofler eller steg med kartofler, men tilberedte grønlandske specialiteter kan være torskelever blandet med sortebær, mågeæg og naturligvis de mange kager. Oh himmel, de mange kager!

Når du besøger, vil du høre historier om at folk spiste rådne alke der var opbevaret indeni sælkroppe (“kiviaq”), eller tang, muslinger og ænder. Jeg har mødt en kvinde der kom til København som barn og ikke kunne forstå at man bare lod ænderne være i fred i Søerne, midt i København – det gjorde man sandelig ikke derhjemme.

Alt er sandt – men det spises ikke længere. Jeg ved ikke hvorfor.

5af12 – Forholdet til/med danskerne

Had og kærlighed for evig og altid

En grønlænder ved alt om Danmark, men en dansker ved ingenting om Grønland.

..og en grønlænder kan sige lige hvad hun vil om Grønland – og Danmark – men en dansker kan ikke sige noget kritisk om Grønland / grønlændere. Folk er hypersensitive overfor kritik, både på grund af danskernes uvidenhed og fordomme, men måske også fordi de ikke har “mentalt afkolonialiseret” sig selv – læs slutningen af dette afsnit.

Man hader og elsker Danmark på samme tid – præcis som i et usundt ægteskab, som ingen af parterne kan tage sig sammen til at blive skilt fra. Jeg møder mange ældre (50 år og opefter) der hjemmevant fortæller om danske byer som jeg aldrig har været i, fra da de var plejebørn eller på uddannelse i Danmark. Eller når jeg er i byen, møder jeg fulde folk der, lidt nysgerrigt og lidt fjendtligt, spørger hvem jeg er og måske siger grimme ting på grønlandsk. Men som, når jeg svarer på den smule grønlandsk jeg selv taler, løser op for det fjendtlige og i stedet begynder at fortælle om danske eksmænd der var nogle svin eller om da de studerede i Danmark eller lignende. Og alle har de familie og venner der bor i Danmark. Alle har de kærlighed til, og sår og sorg fra, Danmark.

DR har brugt begrebet “syddansker”, underforstået at grønlændere er “norddanskere” – og det kan kun være en blåøjet (i betydningen dum og idealistisk) dansk humanioraprofessor der har opfundet det begreb.

En grønlænder tænker og opfører sig, udtrykker sig, føler sig, indtrykker og udtrykker sig, meget anderledes og forskelligt fra en dansker. På virkelig mange måder.

De heroppe der stammer fra Danmark, får ikke lov at kalde sig grønlændere. Folk heroppe værner meget om identiteten, og det er i disse år på mode at tale grønlandsk (men mindre end i 2010, og nu også mere indstillet på offentlig tosprogethed), kalde sig Inuit (der sjovt nok betyder (mennesker) i al almindelighed), og der er mere respekt for én der sejler qajaq (ikke det der plastic-halløj) end én der spiller håndbold – selvom der er langt flest håndboldspillere.

Udefrakommende danskere har gennem århundreder fortalt grønlændere at de gamle væremåder og verdenssyn ikke var gode nok, de har indført en masse lavteknologi som erstattede den grønlandske, og en masse højteknologi som man skulle vænne sig til at bruge. Under det hele lå ligger en idé om at “de grønlandske metoder” ikke er at foretrække.

I Danmark er udvikling sjældent kommet fra landet selv, men gennem idéer udefra – men det er sværere at pege fingre af nogen. Også i Danmark findes de små landmænd og fiskere ikke længere, også i Danmark har man måtte lære informationsteknologi og fremmedsprog for at kunne klare sig godt. Men i Grønland har det kun været danskerne der har været “porten til verden” – i hvert fald har det været nemmere at pege danskerne ud fordi de har været nemmere at se – så grønlændere har i dag et billede af at danskerne har presset udviklingen ned over deres hoveder, uden at man måske var klar til det.

Og i mange tilfælde har danskere været de der synligt har indført disse forandringer – som tilrejsende håndværkere og lærere – og når de har gjort det, har det været uden forståelse for grønlændernes kultur. Tidligere fik danske tilrejsende håndværkere endog en meget højere løn end grønlændere med samme arbejde – fornuftigt men uretfærdigt. Der måtte tiltrækkes nogen der kunne bygge de mange boliger og anden infrastruktur, men for grønlændere var det naturligvis ondskaben og imperialismen selv. Og endnu en mursten i den mur der hedder “mindreværdig”, og som jeg tror findes inde i mange grønlændere, måske ubevidst. Med Aviaaja Egede Lynges ord mangler der en “psykisk afkolonisering” i samfundet.

Dansk er elitens sprog (de bedst uddannede og nogle headhuntede folk kommer direkte fra Danmark), og man taler det helst – forstået på den måde at man gerne vil vise en dansker at man taler dansk. Forsøger en dansker at tale grønlandsk, bliver han relativt ofte svaret på dansk – måske fordi der er status i at kunne tale dansk, men måske fordi man ved at danskerne alligevel ikke forstår hvad man siger på grønlandsk, at deres grønlandsk er meget begrænset. (men hvordan får danskere så lært grønlandsk?)

Jeg har oplevet at der blandt mine gymnasieelever er en smule hetz BLANDT grønlændere af dem der ikke taler/staver ordenligt dansk – men jeg er usikker på hvor udbredt det er. Det skal her også siges at nogle af mine elever korrigerer mig når jeg taler eller beder dem lære mig grønlandsk: “Snak dansk, Mikkel! Vi har dansk nu!” (…fordi jeg jo er deres dansklærer) Men det kan jo være at de bare gerne vil lære, uden at der ligger noget elitært i det, for de kan jo godt lide at jeg gerne vil lære deres sprog.

Et eksempel på forholdet mellem Danmark og Grønland, kan være “Eksperimentet”: Red Barnet foreslog at en flok børn fra fattige hjem – men med over-middel intelligens – blev udvalgt af til at være i Danmark i ét år, for derefter at skulle vende hjem som fremtidens ledere af det grønlandske samfund. Planen blev forelagt det grønlandske landsting, som efter en grundig debat stemte 22 for og 4 imod. I 1951 blev 22 børn fra hele landet sendt afsted til Sydsjælland i Danmark. Efter halvandet år hos plejefamilie og i dansk skole kom de hjem til Grønland, men på børnehjem – ikke hos deres familie. Hér måtte de ikke tale grønlandsk, i skolen holdt de sig til danskerne fordi de blev drillet af de grønlandske elever, de blev nægtet at rejse hjem til deres biologiske familie og i det hele taget blev de på alle måder “holdt fast” i at skulle blive i det danske.

Kun 3 bor i dag i Grønland, halvdelen kom aldrig til at tale grønlandsk igen og ikke en eneste af dem har haft ledende stillinger, sådan som det var intentionen. Derimod er 7 ikke længere i live – og resten er forholdsvis bitre…

Da der blev lavet en film om det hele, blev den en kolossal publikumssucces i Grønland – i Danmark gad næsten ingen se den.

Altså: Grønland er blevet påvirket af dansk uovervejet ønske om at hjælpe, grønlandske ledere har set op til Danmark og derfor villigt medvirket. Den menige befolkning har gjort som de fik besked på, men er endt med en følelse af mindreværd og bitterhed. I 20’erne spredte grønlandske kateketer kristendommen, i 60’erne accepterede de grønlandske politikere implementering af industri og velfærdsstat som kun danske arbejdere kunne levere, og i dag sætter grønlandske politikere danske standarder for den grønlandske befolkning, som (næsten) kun danske akademikere kan levere.

De sidste 30 år håbede man ville blive transformation til fuld ligestilling, fuld uafhængighed – men virkeligheden er en anden: grønlandske politikere og frontfigurer – danske embedsmænd, rådgivere og offentligt ansatte med specialviden såsom sygeplejersker og gymnasielærere. I praksis er det danskerne altså meget synlige i hverdagen.

Fordi man er tæt knyttet til Danmark, vælger man også at blive bedømt på danske præmisser, og det kan man ikke leve op til. Det er jo fuldt forståeligt – eksempelvis har man i Grønland kun 20 års erfaring med udbredt gymnasie mod danskernes 100 år (eller i hvertfald 60 år) og mange elever er første generation der overhovedet GÅR i gymnasiet – men det giver et mindre nederlag. Et eksempel er at selvstyret / regeringen har bestemt at mine elever skal undervises i Dansk A – på linje med danske elever i Danmark, selvom disse grønlandske elever har dansk som fremmedsprog, og nogle af dem ikke taler det særligt godt. Måske ville de have gavn af, eller en succesoplevelse med, faget Dansk på B niveau? Og de dårlige karakterer uddeles af importerede danske lærere, ofte med meget lidt forståelse for det grønlandske samfund og elevernes udfordringer.

Hvis du som person vil modarbejde dette i det daglige, så lær noget grønlandsk – det er nøglen.

Der er også nogle der drømmer om praktisk uafhængighed af Danmark, men man vil sandsynligvis aldrig kunne have en velfærdsstat på dansk niveau når man kun er 55.000 mennesker – og slet ikke når der kun bor 15.000 i den største by, 5.500 i den næststørste, og så videre. Det vil kræve at samtlige mennesker bidrager med noget konkret – og sådan forholder det sig ikke… heller ikke i Danmark, men der er puljen af tilrådestående mennesker bare meget større.

Man kan formode at det skaber en følelse af at have solgt sin sjæl.

Som jeg selv sagde til mine elever: “Hvis i synes at danskerne tager alle de gode jobs, så skal i bare følge med i undervisningen og færdiggøre jeres uddannelse – så har danskerne ingen grund til at komme. Det er ikke MIG der skal stå her og undervise – det er én af JER!”

Omvendt er der meget få praktikpladser eller kollegiepladser i landet – så mange rejser i stedet til Danmark. Desværre.

Man er i disse år ved at indse at man aldrig slipper af med danskerne – 70’erne og 80ernes omvæltning gik mest på politik og økonomi og 00’ernes mest på sprog – og er i stedet i gang med at genskabe sin identitet, og stoltheden ved den. “Den der mister troen på egne evner, er glad for at blive domineret af andre. “ – en stærk omskrivning af Robert Petersen, via Aviaaja Egede Lynge i “Den bedste koloni i verden”. Hér fortsætter hun med at skrive at “..hele meningen med at blive uafhængig (er ikke) at blive lige så gode som danskerne, økonomisk eller materielt set.” (…) “Tiden er inde til at vi fortæller vores egen historie og definerer vores egne følelser og vores syn på hvordan vi er blevet påvirket af 250 års kolonialisering – hvis vi agter at blive mentalt uafhængige.” Det er dét hun kalder en “psykisk afkolonialisering”.

Og som kommentar hertil kan man spørge hvorfor dette – efter min mening kloge – udsagn nu er blevet kopieret ind i ENDNU en tekst skrevet AF en dansker OM grønlændere. Men så igen, grønlændere er velkomne til at gøre det, så danskerne ikke behøver. Hvis man ikke fortæller om sig selv, så kommer der på et tidspunkt en fremmed og gør det. Og man kan måske ikke lide den fortælling.

6af12 – Kropssprog og at udtrykke sig

Øjenbryning og stilhed

Man taler ikke så meget hér – og slet ikke i munden på hinanden. Det er ikke fordi man er stille altid (grønlændere kan sludre rigeligt når humøret er til det), men oftest er det kun én af gangen der taler mens resten lytter, og man taler oftest ret lavt. 20 grønlændere i alle aldre kan larme lige så meget som 3 danskere. Jeg tror også at det handler om respekt for den der taler, men i virkeligheden er det fordi at man på grønlandsk er nødt til at høre hele sætningen tydeligt for at kunne forstå meningen – på dansk kan man ret hurtigt forstå hvad der bliver sagt. Så danskere (og andre fra vesten) afbryder ofte og taler højt, grønlændere gør ikke.

Når der fortælles historier “omkring bordet”, gøres det ofte med fagter og stor mimik – mange folk er fantastiske historiefortællere – men i det daglige bruger man ikke fagter. Måske fordi man er vant til at have hænderne i lommen i det kolde vejr eller ikke har så meget temperament? Det fortælles at især gamle grønlændere ikke talte så meget men i stedet fortalte (fortæller?) historier med fagter og kropsbevægelser.

Det første man lærer, som ny i landet, er at “øjenbryne” som jeg har døbt det – at løfte øjenbrynene kan betyde et væld af ting: “tak”, “okay”, “ja”, “jeg accepterer”, “jeg forstår”, “hej”, “velkommen”, “du behøver ikke at bekymre dig”, “du har min opmærksomhed”, “jeg lytter” eller “Jeg er ikke sur”. Faktisk det samme som det sidelæns nik i Indien. Med tiden lærer du at se bevægelsen hos andre, hvor kort og diskret den end kan være. Folk der lige er kommet til landet, kan ses på at de går rundt og forsøger at få deres øjne til at falde ud.

Den anden bevægelse er at rynke på næsen, men det ses meget sjældnere – det betyder “jeg forstår ikke”, “hvilken?”, “nej det tror jeg ikke””. Når man bliver spurgt, kan man altså svare på ret mange ting uden at sige noget med ord – det er meget praktisk.

Denne mimik hænger sammen med grønlændernes sparsomhed med ord, tror jeg. Ligeledes kan du nemt opleve at blive mødt med stilhed – det kan betyde at man ikke ved hvad man skal svare dig, at man ikke forstår dig eller at man simpelthen ikke har noget at tilføje. Ligeledes kan man sidde eller stå ved siden af hinanden eller være til fest uden at snakke sammen hele tiden. Men stilheden er noget af det sværeste for en nyankommet fordi danskere er vant til at sætte ord på alting og at uddybe de simpleste ting, og samtale er et tegn på interesse og venskab – til gengæld er stilheden noget af det som resten af verden kunne lære en masse af. Stilheden giver plads til eftertanke.

Når man taler, bruger man ikke sarkasme. Folk er gode til ironi, min ynglings-vittighed er en ven der sagde at han ville hjælpe mig med at finde en kæreste til mig – og han ville prøve dem først for at se om de var gode nok til mig.

Ofte understreger folk tydeligt at “..det bare er sjov”, når de har lavet grin med dig eller været ironiske. Udtrykket “nagu” eller et langtrukkent “Saaa” bruges i Sisimiut, hvilket er kort for (Sallu) [sæeschlu] som betyder “Det passer ikke”, “løgn!”

Så de er gode til at bruge og forstå ironi, men jo tydeligere, jo bedre – sprogbarrierer har indflydelse hér. Sarkasme, den ondsindede form for ironi, bruges ikke og skaber kun forvirring – så undlad det.

Ofte er folk meget ærlige – især når folk er fulde, men bestemt også i ædru tilstand. Vær forberedt på at et simpelt “hvordan har du det?” kan give dig svar som du ikke havde forventet eller måske ikke selv ville have fortalt. Til gengæld forventes det ikke at du kan løse problemerne eller hjælpe den anden. Bare vær medfølende, det er alt.

Man bruger heller ikke tid på at “fordømme”, altså tænker på om du gør det godt nok eller om du kan gøre det bedre. Ej heller er man “interpersonelt paranoide” – altså bruger tid på at at tænke hvad andre tænker om én. Faktisk så forsøger man slet ikke at gætte hvad andre tænker, det føler man nemlig at man ikke kan tillade sig. Jeg har selv brugt tid på at gætte på/tænke over andres mulige reaktion på mig eller motivation, og har oplevet tilrejsende danskere der var det i højere grad, i forsvarsposition overfor nysgerrige spørgsmål såsom “Hvordan har du det?” (ja, jeg ved det – det er ekstremt!) I det hele taget er Grønland og dets mennesker en vidunderlig mulighed for at lære sig selv at være umiddelbar og leve i nuet.

Bemærk at det IKKE betyder at folk vandrer omkring, fri for bekymringer – men de tænker bare på deres egen situation – ikke på hvordan andre ser dem.

Folk er karakteriseret af en stor respekt for andre i dagligdagen. Man kan ligefrem finde på at kalde det en “konfliktskyhed” som danskerne ser det. Folk kritiserer ikke hinanden offenligt, og hvis nogen synes at du er en idiot, er det ikke sikkert at du nogensinde finder ud af det. Med mindre de naturligvis pludselig afsender en klage over dig til din chef, og får dig flyttet eller fyret – dét er den grønlandske måde: pludselig og indirekte.

De gamle sagn og historiebøger fortæller mange historier om hvordan man traditionelt set lokkede den forhadte eller truende part ud i fjeldet, på jagt eller vandring, og så vendte de andre parter hjem uden vedkommende, og uden et ord. Men alle vidste….

Hvis man er uenig, tier man i stedet stille. Måske stiller man et modspørgsmål eller et forslag, men hvis man stadig er uenig med den anden, siger man ikke mere. Der er simpelthen ikke grund til det.

Det skal naturligvis siges at der er afvigelser, nogle folk er mere direkte end andre.

Jeg selv, som tilrejsende og personligt meget åbentmundet dansker, har ubevidst tillagt mig denne konfliktskyhed. En person der “taber mig” i en samtale, vil jeg ikke kritisere men hellere nikke høfligt til med et minimum af engagement. Bagefter vil jeg så foretage mine egne valg. Hvorfor? Fordi jeg sandsynligvis kommer til at møde denne person igen, får brug for denne persons hjælp eller han møder nogle som kender mig. Hvis jeg vil passe på mit omdømme eller have de samme fremtidige muligheder, kan jeg ikke tillade mig at skabe uvenskab.

Så en huskeregel til dig i en samtale kan være at hvis kommunikationen holder op og kun går én vej, da skal du nok ikke tro at det er fordi at du har overbevist den anden. Læg i hvert fald mærke til kropssproget og om der bliver “øjenbrynet” anerkendende.

Jeg har i min tid her (fra sommeren 2010 til sommeren 2016) kun oplevet omkring 12 ubehagelige mennesker – men 8 af dem har været danskere (eller er født i Danmark), på trods af at kun 10% af befolkningen er danskere. Måske har jeg bare været uheldig, men det er tankevækkende.

Oven i det, kommer folk der har gjort grimme ting ved andre, men opført sig høfligt over for mig. Over årene lærer man ting om hinanden i sådan et lille samfund – og løsningen er at holde høflig afstand.

På internettet kan folk være særdeles kritiske eller ligefrem grove ved hinanden – den egenskab opstår i alle der sidder bag en skærm, og “smitter”også grønlændere. Til møder kan man godt høre folk der tydeligt giver deres mening til kende, såsom “Det synes jeg ikke – jeg synes hellere man burde…” eller “Det kan man ikke.” Men sædvanligvis formuleres det mere passivt, uden aktivt at nævne bestemte personer: “Måske kunne man også prøve at…” – denne indirekthed er vigtig at lære, når man kommer som ny.

Men i det daglige er folk altid høflige, afbryder ikke, taler lavt, og så videre. I forsamlinger, uanset om det er fester eller faglige møder, er man altid stille når nogen taler – børn og voksne. Derfor kan grupper af grønlændere være endog meget stille, hvilket man hurtigt lærer at sætte pris på.

Typisk taler danskere meget højere – især hvis de lige er flyttet hertil eller er turister – og gerne i munden på hinanden. Især børnene. I undervisningen har vi haft gæster fra Danmark, og de 3 talte højere end mine 25 elever under gruppearbejde. Til kaffemik er det en særpræget oplevelse at kunne gå fra en “dansk” med 10 deltagere, og over til en “grønlandsk” med 30 deltagere, og føle det første som en larmende oplevelse og det sidste som en behagelig. Dette sker naturligvis også fordi man til en vis grad opdeler sig, holder sig til “sine egne”. Der er en opdeling i samfundet, som der er i alle andre samfund: privat, ser grønlændere som oftest andre grønlændere, og danskere lige så.

Mange sygeplejersker er fra Danmark, og er her kun i et halvt år eller et helt. For ganske nyligt var det normalt kun at blive sendt hertil i tre måneder – en økonomisk og kulturel katastrofe, i mine øjne. (og en nødvendighed, idet folk af mærkelige grunde ikke har lyst til at bo hér i bare et par år, og derfor skal hives hertil for dyre omkostninger i så lidt som 3 måneder af gangen – folk er afsindige) Jeg har endog mødt en dansk tæppelægger, der i 3 måneder rejste op af kysten og lagde tæpper i en række huse. Mærkeligt at en grønlænder ikke skulle kunne varetage dét job.

Jeg havde en ven der i en periode var meget syg, og jeg så derfor med egne øjne hvorledes falckreddere med uendelig tålmodighed og blide berøringer – modsat min egen frustration i øjeblikket – afventede til patienten var ved bevidsthed, førend de langsomt gik i dialog med patienten og hinanden og først efter lang tids samtale, næsten modvilligt, tog hende med på hospitalet. Det var alt sammen af respekt for patienten, og ikke udtryk for inkompetence eller rådvildhed.

Hun fortalte senere at i Danmark, havde den samme sygdom resulteret i lussinger, knoer i brystet og hårde ord fra falckreddere.

På byens sygehus blev hun behandlet af grønlandske sygeplejersker og tilkaldte danske ditto. Førstnævnte vækkede og talte til hende blidt og tålmodigt, mens sidstnævnte var mere “fagligt orienterede”.

En dansk sygeplejerske, der i skrivende stund har været her i næsten et år, kalder det at man hér ikke er resultatorienterede, men snarere menneskeligt orienterede. Det er en meget god beskrivelse af livet hér.

Det skal hertil siges at jeg med disse ord IKKE har beskrevet sundhedsvæsenet – dét er der nemlig delte meninger om. Jeg har blot omtalt en måde at omgåes patienterne på.

Folk ser ofte hinanden i øjnene – jeg har i hvert fald observeret at folk ofte hér kigger mig i øjnene. Jeg ved ikke om det er endnu en form for respekt, men mere nærliggende er måske at det er for at tyde min intention, når sproget er en (delvis) barriere. Jeg har opdaget at jeg selv gør det, når jeg skal forstå hvad folk siger til mig på grønlandsk.

På gaden, i det mindste i mindre byer, kigger folk på næsten alle de passerer på gaden – fordi chancen for at møde én man kender er meget stor.

Danskere bruger ordet “man” når de omtaler sig selv i en ubehagelig situation men har ikke noget imod at sætte navn på en der kritiseres – grønlændere bruger “man” om andre der kritiseres men har ikke noget imod at sige “jeg” om sig selv i en ubehagelig situation.

7af12 – Den anden side

At være naturlig

Der er ikke den samme berøringsangst overfor sex hér som i resten af verden. Af samme grund taler man om det på en helt anden måde, en mere fri måde. En tur i byen kan nemt resultere i et tilbud (formuleret som “hvem er du sammen med? Skal du med dem?” eller det mere direkte “Må jeg tage med dig hjem?”), og de kan faktisk ikke forstå hvis man afslår det. Jeg har selv oplevet det fra fire kvinder, og kender to kvinder der har oplevet tilbud i hverdagen fra unge mænd – den ene mand var en håndværker på arbejde i hendes lejlighed der straks blev fyret da hun (kunden, min danske kollega) ringede og klagede.

Vær opmærksom på at hvis du får tilbuddet fra én du kun har mødt dén aften, så er hun måske meget fuld og har et flosset hjerte – så det handler mest om at være sammen med en rar person: sex til gengæld for et sikkert sted at sove. Hvis du får et tilbud og ikke har lyst, så bliv IKKE fornærmet – et “nej tak” bliver altid accepteret. (måske først efter et enkelt “ååh, kom nu….” eller “Hvorfor ikke?”) Umiddelbarheden viser sig hér – det er nemt at spørge, og det er nemt at sige ja eller nej tak – måske er det derfor at der ikke findes pornoblade her?

Og det gør folk naturligvis – kønssygdomme florerer, og det samme gør desværre aborter.

To af mine elever har skrevet følgende: “Som sagt, tror vi, at det er fordi grønlændere er lukkede og hemmelighedsfulde, at de ikke taler så meget når de skal kende hinanden, og derfor springer de over dating, i stedet vælger de samleje.” Flere elever erklærer sig enig i denne beskrivelse.

Der findes ikke porno eller sex i det offentlige rum eller sexologer sådan som man kender det fra Danmark. Måske er det regnet for så normalt at problemer omkring det er en lille smule tabu? Omvendt er folk – de unge i hvert fald – ikke fysisk hæmmede, folk der er venner ses tit omslynget eller holden om hinanden, og kærester kysser og holder i hånden uden at nogen ser ud til at bemærke det. Og gårsdagens kæresteri resulterer kun i ganske kort drilleri, ikke i nogen fordømmelse eller forbavselse.

Trods ovenstående beskrivelse, er det IKKE lig med at alle vælter sig i sex – tværtimod. Men hvis man kan lide hinanden, er der ikke så meget “overjeg” og der er mere umiddelbarhed. Desuden er der mange sjove bemærkninger om sex og festlege har ofte et frækt skær.

Det skal også siges at mange er blevet sexmisbrugt – mellem en fjerdedel og tredjedel af kvinderne afhængigt af hvem man spørger: aviserne eller folk med kendskab til de unge mennesker. (Sermitsiaq 8 Marts 2011: “Hver 3. kvinde i Grønland udsat for sexmisbrug”) Det er forholdsvis 16 gange flere end i Danmark. (jeg ved ikke hvor mange mænd)

Måske er det alkoholen, måske er det den selvsamme umiddelbarhed der kobles med nedenstående malplacerede macho-opførsel – altså mænd der bilder sig ind at kvinden, pigen, barnet(!) har lyst, selvom hun/det ikke har – og hun tør måske ikke give udtryk for sin ulyst og derved konfrontere og skabe uvenskab. Jeg tror at disse faktorer spiller én eller anden rolle i det store sexmisbrug.

Så lad være med at fortælle vittigheder om pædofile, lad være med at vise “Festen” uden at fortælle handlingen først (en fejl jeg selv har begået). Måske overdriver jeg, men måske er det bedst at være på den sikre side.

Følgende afsnit er temmelig kontroversielt – mange af mine elever der har læst det, bliver oprørte over det og mener at jeg ikke har begrundet det.

Det er et voldeligt samfund, men det er kun ægtefæller og børn der mærker det: 62pct kvinder har selv fået tæsk og “under” 25pct børn har set mor få det. En ven med forstand på den slags, mener at det er halvdelen af de unge kvinder får tæsk af deres kæreste – eller giver ham tæsk. Jeg har da selv mødt tre danske mænd heroppe der havde voldelige kærester, og mindst tre grønlændske (og én dansk) mænd der tævede deres kæreste – som i øvrigt blev sammen med dem.

Psykologerne mener at lidt under en tredjedel af unge mennesker hér har tæt på dét der kaldes Post Traumatiske Symptomer, som ellers oftest kun ses hos soldater der har været i krig – en følge af den megen vold, drukneulykker, selvmord og andre ting. Omkring 70% unge mennesker kan kategoriseres som “tilbageholdende”.

Se iøvrigt Politiken: “Grønland er verdens mest voldelige samfund” og Marianne Krogh Andersen: “Grønland…” side 59, der har lignende tal)

Mine elever der har gennemlæst dette dokument, mener i høj grad at ovenstående er forkert – måske har de ikke læst de angivne kilder, måske har de ikke selv oplevet det eller kender nogen der har. Jeg kan kun fortælle hvad jeg har oplevet, hørt og læst.

Hvorfor det er et voldeligt samfund, vil jeg selv gætte på hænger sammen med at man ikke taler så meget. Det er næsten kun i vesten at man “taler sammen” om problemer eller lærer at udtrykke følelser – og i Grønland, bliver forsøg på at italesætte denne triste situation, ofte mødt med tavshed: folk vil helst ikke tale højt om det, især ikke i aviserne.

I Danmark ses det at indvandrere fra tredjeverdenslande i langt højere grad er voldelige, og det er måske fordi at de ikke lægger vægt på dialog men kun på dominans, den stærke har ret, patriakalisme. De bliver således ikke trænet til at sætte ord på tanker og følelser eller til at “forhandle”. Dette er ved at ændre sig i disse år, selvhjælpsgrupper og psykologsamtaler spreder sig langsomt.

I Grønland har det historisk set været mandens rolle at fange, og senere at fiske, men der bliver færre af den slags job, og hans rolle er i dag mere udvisket. Dette er dog IKKE den primære årsag, tror jeg. Dét er måske at man i Grønland ikke er vant til at tale om tingene. Hvis man er uenig med en fremmed, tier man – hvis man er uenig med sin kæreste, slår man. (Eller hvis hun boller udenom, slår man!)

Måske mangler nogle grønlandske mænd at finde ud af hvordan man kan være en “rigtig mand”, uden at dominere sin kone? Eller i hvert fald at sætte sin vilje igennem uden brug af vold eller trusler.

Her understreger jeg naturligvis at det langt fra gælder alle – men jeg har mødt det tilstrækkeligt mange gange til at jeg ser det som et udbredt fænomen. Måske kunne dygtige psykologer, som der nu kun er ganske få af, gøre en forskel over en årrække?

Kan man se hvem der er “dem der slår” eller “dem der bliver slået”? Nej – jeg troede jeg kunne, indtil jeg opdagede det modsatte. I hvert fald ikke indtil de selv sætter ord på det eller dukker op med blå mærker – eller du hører det gennem væggen eller ser det foregår ude på gaden.

På den måde ligner Grønland Danmark: De samme grunde til og forhold mellem hustruvold og alkohol, men i proportionalt større omfang, og tydeligere at se, i disse små samfund.

“Alkohol er et opløsningsmiddel, og det løser alt andet op, end problemer.” (Maria Forberg)

Problemerne med vold og alkohol, har at gøre med opvækst, naturligvis. Fra 1950 og især til midt i 1960erne, var der både stor flytning til de store byer fra små bygder, samt en masse danske tikaldte, primært håndværkere. Grønland skulle moderniseres! På den ene side var dette en enorm forandring som yderligere skete hen over hovedet på de fleste grønlændere – alene dette må have fået folk til at føle sig intet værd. Men de demografiske forandringer førte til mange alenemødre – hvis man ville have job skulle man til byen, og status gik gennem de rige danske håndværkere. Selvom håndværkerne måske i nogle tilfælde ville vedkende sig børnene, måtte de ganske enkelt ikke: det var fyringsgrund.

Disse danske mænd var sæsonarbejdere – nogle boede her også om vinteren – og mens de var her, arbejdede de meget dage, hele ugen. En ven af mig har fortalt at han engang arbejdede i Paamiut, nær den enormt smukke kirke, med at bore ud til fundament i fjeldet. Pludselig mærkede han en hånd på skulderen, han vendte sig rundt og opdagede præsten der i præstekjole stod foran ham, og nu bad ham om at vente med arbejdet indtil gudstjenesten var forbi. Han havde ikke engang opdaget at det var søndag!

Tænk – danskerne kommer til landet, overtaler alle til at blive kristne – på den ene eller den anden måde – og så snart det er gjort, kommer de tilbage som en ny strøm af danskere, der ikke respekterer de kristne traditioner!

Men rodløshed har altid været en del af grønlændernes liv. I gamle dage flyttede man rundt efter fangstdyrene eller familiemedlemmer døde af sygdom eller på havet. Årsagen har i dag en anden årsag – om jeg så må sige – og alkohol får den til at vise sit ansigt.

Ondskaben opstår altid når der drikkes, alkohol slipper dæmonerne løs i os alle. Danskerne tror at grønlændere drikker mere end danskere gør i Danmark – det er forkert. Desuden er den lille gruppe danskere her i landet i højeste grad i stand til at drikke igennem. Dette har jeg med egne øjne observeret, men grønlændere er selv hurtige til at fortælle dette – for man er meget ked af at det (forkerte) image som hersker i Danmark.

Det skal siges at det kun er i weekenden der drikkes, eller folk der tager en håndfuld dage på druk, når de er kede af det. Jeg har ikke mødt nogen der drikker konstant igennem mange måneder eller år, ligesom i Danmark. Jeg tror at det hænger sammen med at når man fester, så fester man igennem: et levn fra gamle dage hvor man skulle spise når der endelig VAR noget at spise. Faktisk synes man at danskere er lidt mærkelige hvis de (også jeg) tager hjem klokken 3 eller takker nej til en øl mere eller til en fest i det hele taget.

Det er dog vigtigt at sige at jeg kender adskillige familier hvor man nyder alkohol til fester, uden at man bliver decideret fulde.

Hash er der en del af og der er tilsyneladende mange der bruger det regelmæssigt – eller også så kommer jeg bare de forkerte steder. Det koster en bondegård, men heldigvis er der ikke noget stærkere end dét. Den grønlandske mafia har åbenbart en form for moralsk grænse.

Næsten alle har oplevet én eller flere venner eller familiemedlemmer der har slået sig selv ihjel – enkelte kender helt op til 5-6. Jeg selv har oplevet to af mine egne elever der har gjort det – og en håndfuld der har forsøgt det – og jeg har fået fortalt om mange andre. I aviserne ser man en gang imellem at en ung person er forsvundet en aften, og man finder dem sjældent igen. Oftere sker det at man finder dem i et reb derhjemme.

Grundene er flere, og de har alle en større eller mindre bevidst eller underbevidst indvirkning:

1: Man har ikke tradition for at udtrykke sine følelser, i almindelighed. I gamle dage kunne man kun udfordre hinanden i en sang-kamp, ligesom et moderne rap-battle, og på den måde irritere eller dominere hinanden. Man boede mange mennesker tæt sammen og var afhængige af hinanden – sådan er det i højeste grad stadig – og kan derfor ikke tillade sig at have fjender. Det er simpelthen meget dårlig opførsel at være aggressiv og ophidset, at påkalde sig selv opmærksomhed eller fremhæve egne fordele, eller endda bede om hjælp.

Så mange grønlændere gemmer ofte deres følelser lidt væk.

2: Samfundet er alting, individet er ingenting: man er jo afhængige af hinanden, og det værste der kan ske, er at blive udstødt fra samfundet. I gamle dage måtte man forlade bopladsen hvis man gjorde noget foragteligt eller hvis man måtte flygte – man blev qivittoq: én af de skuffede, der forlader samfundet. (ordet har i dag ikke dets oprindelige rod (vestgrønlandsk) og kan derfor ikke findes i den form i ordbogen)

Selv i dag er der en del grønlændere der – ligesom i alle andre samfund i verdenen – flygter, nogle helt til Danmark. Samfundet kan både være byen man bor i, men er jo også familien, kæresten.

3: Døden har ikke været forbundet med noget negativt, som i kristendommen. Det vil sige at selvom Grønland er kristent, har de tidligere tiders syn på døden været gennemtrængende. Døden har endog i visse tilfælde været nødvendig, for at sikre andres overlevelse i ekstremt hårde tider.

4: Man har levet i nuet og ikke tænkt så meget på fremtiden. Når man har været afhængig af vejret og fangstdyrene, har der ikke været stor grund til at planlægge ud i fremtiden – og da danskerne ankom, var det dem der tog initiativerne og var cheferne / naalakkat. Så man føler meget stærkt, forbruger det man har i dag og håber at der kommer mere i morgen – men tænker ikke altid på næste uge. (Naturligvis har man dog gemt mad, så ofte det har været muligt, men man har vidst at tilfældet kan ødelægge planerne) Og problemerne i dag opleves tunge, uden tanke for at livet bliver bedre om en uge, en måned.

5: Som i det meste af verdenen, var det tidligere den førstefødte dreng der skulle efterfølge faderen som fangeren der skal sikre overlevelsen, derfor blev – og bliver han stadigvæk, forkælet. Og når man har fået alt, kan den første store fornægtelse eller det første nederlag føles uoverkommeligt.

Alle disse ting kommer så frem igen, når der drikkes, idet nogen helst ikke vil fortælle andre hvor kede af det de er eller bede om hjælp, men i stedet drikker sig sanseløst fulde, oplever et væld af følelser af forladthed og fortvivlelse eller blot såret stolthed og hænger eller drukner sig en tidlig morgen: unge mennesker der i en alder af 16-25 efterlader sig venner, familie, børn.

IngBritt Christiansen skriver om Isumaminik, “hans egen mening”, om det udbredte fænomen i samfundet at man ikke blander sig i andres sager. Det er bagsiden ved det ellers vidunderlige grønlandske kulturtræk, at enhver kan få lov at være sig selv: når man bliver ladt alene selvom man ikke har lyst til det, men ikke kan finde ud af at bede om hjælp. Det fører til at folk kan gå alene med deres problemer i lang tid, og til sidst føler sig så desperate at de ikke ser anden vej ud end selvmord.

Når vi i skolen har snakket om det, eksempelvis i rundkreds ladet hver person lette sit hjerte, har det altid haft en god virkning: folk HAR brug for at snakke om det – og ting som coaching , psykologer og terapigrupper er på vej frem. Men hvis man ikke tager initiativ, ville man have meget svært ved at opdage at folk har mistet en kusine, en bedste ven, en bror, en kæreste, en søn.

8af12 – Tid og planlægning

Tålmodighed er en….

Før man kommer til Grønland, kan det være at man hører om “immaqa” (måske) [immahra] – den grønlandske version af det spanske begreb “manana” (i morgen) der underforstået betyder et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Jeg har sjældent hørt udtrykket brugt, men attituden er udbredt – og ofte forståelig i dette land der er så afhængig af vejret. En dansker vil bede om præcise møde- og rejsetidspunkter hvortil grønlænderen måske vil sige et præcist tidspunkt men regne med at det kan være både en og to timer senere, eller måske vil sige “om eftermiddagen” og afsætte hele eftermiddagen til det – med mindre der lige opstår noget vigtigere. Har man et møde, og den anden ikke er kommet endnu, så bestemmer man jo selv om man vil vente, og på den måde er der ingen grund til at blive sur. I lufthavnen hidser man sig ikke op over at flyveren først kommer “når vejret er bedre”, og så afsætter man roligt nogle timer til at vente på at det bliver det.

En gang skulle jeg til festmiddag efter et idrætsarrangement, og mødte op kl. 19 til en låst dør. Så tog jeg hjem i afmagt og frustration, og da jeg kom tilbage kl. 20 sad der 70 mennesker som alle var færdige med hovedretten, og ikke kunne forstå at jeg først kom da.

Mere end et år efter, gentog det sig ved Brugsenis årsfest: jeg kom 15 minutter for sent til det angivne tidspunkt, og da var 200 mennesker færdig med hovedretten. Måske er jeg bare den der sidst får noget at vide?

Tid har ikke så stor betydning, kun vejr og afstand.

Det hænger også sammen med landet – tid har ingen mening når det om sommeren altid er lyst og om vinteren næsten altid er mørkt. Vejret og tidevandet bestemmer – eller har i hvert fald traditionelt gjort det – om man kan tage ud at fange, så dét har i stedet været motivationen. Vejret bestemmer meget, selv i dag: om flyveren tager dig til din destination, om du kan tage ud at fiske eller sejle ned til nabobygden, om det er for koldt til at male huset fordi malingen stivner og ændrer karakter eller grave anlægsarbejde fordi frosten har gjort jorden hård, og så videre.

Mange ting er baseret på hvad jeg vil kalde uofficialitet – hvis du har kendskab til tredjeverdenslande eller indvandrere i Danmark, ved du hvad jeg taler om. Der er ofte folk der bare hænger ud i (specielt de små) butikker eller andre steder, eller folk arbejder der selvom man ikke kan se det på deres tøj. Mange ting foregår på et “kend nogen der ved noget” eller “spred ordet” basis. Loven siger at der ikke må sælges alkohol efter kl. 18 og slet ikke i weekender og helligdage – men der er ikke nogen der gider sætte skilte op eller dække varerne til i butikkerne, så når man forsøger at købe en flaske alligevel, får man skældud og beskeden at “det ved alle!”. Men butikken gider stadigvæk ikke sætte et skilt op. I Sisimiut havde vi internet- og mobilafbrydelse i 3 dage – og da en tilrejsende dansker spurgte om hvordan man så havde nødberedskab og ringede efter ambulancen, fik hun svaret: alle ved at man kan kalde via VHF! Men det vidste hun ikke…. og jeg gør da heller ikke trods mine nu 4 år i landet. Plus det fakta at der konstant er en udskiftning af danske tilkaldte arbejdere som alle sammen forsøger at købe en flaske alkohol lørdag aften og for at vide at det kan man ikke….. men butikkerne gider stadig ikke at sætte et skilt op.

Nogle gange bliver man med særdeles kort varsel inviteret til kaffemik, fortalt om håndværkerarbejde som andre håber at man deltager i, møder som det forventes at man kommer til eller hvorvidt der er brug for én til et projekt. Hvis man kun taler dansk er mystificeringen endnu større, men heldigvis er folk søde til at oversætte. Omvendt bliver det ikke nævnt hvis man ikke deltager, altså man holdes ikke til regnskab.

Omvendt, hvis noget ikke kan lade sig gøre, spørger man sig bare for indtil man finder nogen der kan hjælpe én med en løsning. Og fordi alle kender hinanden, finder man ret hurtigt en løsning.

Har man brug for kommunen eller skal man indgive et officielt papir i sidste øjeblik, kan man ofte bare gå derhen og ind på kontoret til den relevante person og tale om det. Så går der et par dage og tingene sker.

9af12 – Børn og navne

Om naturlig opdragelse og naturlige navne

Mange børn er ude at lege til meget sent – især om sommeren da vejret er godt og det jo er lyst døgnet rundt – og større børn passer på deres søskende. Det har dog både har med byernes størrelse at gøre og hvor opmærksomme forældrene er.

Forældre kan naturligvis blive irriteret på børnene ligesom alle andre steder i verden, men det er sjældent at forældre irettesætter og skælder ud på børnene. Forældre forventer at de fra små har lært forskellen på gode og dårlige handlinger og dermed selv kan skelne. Men dertil kommer igen forskellen på forældre – nogle korrigerer tit mens andre er tilfredse med at børnene ikke laver noget ulovligt og passer skolen.

Generelt er det en større tillid til børnene her – de får simpelthen lov til at lave flere “farlige” ting her, som jeg har erfaret i Danmark straks vil blive forbudt af forældrene. Man lægger mærke til at børnene går på tynde planker højt over molerne, eller klatrer på yderkanten af fjeldene, eller hopper rundt på isflager men man irettesætter dem ikke. Jeg tror at børnene derfor er sundere hér, på den måde.

Ofte vil forældre, der er ude at gå med børnene, stå stille og vente på deres børn, som står et stykke bagved og kigger på noget. Naturligvis siger de “qaaniarit” [hraaniarit] (kom så), men de går kun sjældent hen til barnet, løfter det op og tvinger det med videre, eller trækker det afsted ved hånden. Og når de gør det, er det uden en vred tone. De fleste vil nemlig gerne have at børnene nyder barndommen.

Jeg har læst forklaringen at børn betragtes som voksne. Dét kan være et udtryk for den samme respekt som voksne viser hinanden, men måske også en rest af den tro at afdødes sjæle vender tilbage i børnene eller i hvert fald bliver i familien. Stadig i dag giver man gerne børn navne efter afdøde familiemedlemmer, men forventer ikke de samme gerninger som den afdøde har gjort.

Danske præster har siden omkring 1750 døbt grønlændere med danske navne – som folk så har grønlandiseret: Mette er blevet til Miiti, Kirsten er Kista [gista], Søren er Suulut, Simon er Siimut, Mads is Maasi – og nogle gange er det kun venner der må bruge den grønlandske form, mens fremmede skal bruge det danske døbenavn! – eller også sætter man bare et “i” på i slutningen: Mikkeli og Jensi. Dertil kommer kælenavnsformer som –eeraq og –nnguaq der betyder lille og søde/kære – eksempelvis Angu- -t (mand), -nnguaq (kære mand), -titsiaq (halvstor mand) og mange andre. Disse kan man naturligvis godt blive døbt med.

Christine Højlund Andersen: “..navnet bliver brugt som en identitetsmarkør, for hvor man står i søskendeflokken men også hvem man er i familie med og har forpligtelser overfor, det være sig både den biologiske og ikke-biologiske familie. Vi så at traditionen for navneskikken går helt tilbage til den førkristen period.”

Hértil anfører en af mine elever skarpsindigt at grønlændere jo stammer fra Asien, hvilket er grunden til at de kan minde lidt om buddhister – blandt andet at sætte afdøds navn på barnet, så vender sjælen tilbage. Jeg har selv tænkt at grønlændere har LANGT mere tilfælles med asiater end med danskere, med hensyn til ideologi og opførsel. I filmen/novellen “Shogun” forklarer Mariko at japanere er mange mennesker samlet på meget lidt plads og derfor skal tage hensyn til hinanden. Det samme gør sig gældende i Grønland – der er simpelthen en kortere mental / kulturel afstand (på nogle måder) fra Grønland til Japan.

Christine taler om hvad jeg vil kalde plads-i-familien-navnene: Aqqa- (navnet, dens navn) -luk, -ooraq, -lu, -luuti og så videre. Nuka- (lillebror/søster) er der virkelig mange der hedder – og det er forskellige mennesker der kalder en bestemt person for Nuka – nemlig kun dem der er personens ældre søskende af samme køn, Nunu (spædbarn), Naja (..vil en dreng kalde sin lillesøster), og Aqqalu. (..som en kvinde vil kalde sin lillebror)

En person kan således have 2 eller 3 navne, afhængigt af hvem der kalder – udover naturligvis “far”/”mor”, og så videre.

Jeg ser at især yngre mennesker har “grønlandske” navne – ting fra naturen – måske fordi det er dem jeg oftest omgåes. Det er naturligvis ældgamle navne, men det er interessant at se at folk i alderen 40-70 oftere – så vidt jeg kan se – har danske navne, eller grønlandiserede versioner.

Sorlannguaq (lille rosenrod)

Qivioq (fjer/uld/dun)

Sinniisoq (stedfortræder, “erstatteren”, den der fødes efter det første barn er død)

Sikkersoq, Sikkerninnguaq (blomst, lille kære blomst)

Angerdla (hjem – stavet på gammeldags måde)

Eqaluk (ørred)

Ilatsiaq (godt selskab)

Aviaaja (lille blomst)

Paninnguaq (lille datter, kommer af “panik” (datter))

Inuk (menneske)eller Enok eller variationer af Inu- for eksempel inunnguaq (lille søde menneske)

Malik (bølge)

Seqininnguaq (kære sol)

Katu (trommestik)

Aqissiaq (rypekylling)

Nivi- (første del af niviarsiaraq: pige)

Pilu- (blad fra en plante (piluaq)

Paarna (bær, sortebær (parnaq)

Pullaq (en boble, fyldt med luft)

Qulutaq (den frække)

Qilaq (den skinnende, blanke, blændende)

Salik (den rene, renlige)

Tupaarnaq (timian)

Taatsiaq/Taannguaq (ridekylling/lille søde ride (riden er en mågeart)

Uiloq (musling)

Ujarneq (lille sten)

Ulloriaq (stjerne)

Ungaaq (den yngste)

Tuilik (den dragt man tager på når man sidder i kajakken og skal vende rundt, så man ikke får vand ind – jeg kender drengens far, som har roet kajak det meste af sit liv)

Og sidst er der grønlandske navne, hvis betydning kommer af ord men som nu er næsten glemt:

Ivalu (kommer af Qaanaq dialekt for senetråd, men kan ikke findes i ordbogen og kan betyde flere ting – men typisk grønlandsk er det med sikkerhed!)

Natuk (fortaber sig i “inequnartoq”, at være sød)

Pipaluk (det kæreste man har)

Tvillinger kaldes ofte bare “Angaju” og “Nuka” (“storebror/søster” og “lillebror/søster”) – jeg er faktisk usikker på om de har “rigtige” navne, men to par enæggede tvillinger i Sisimiut, kaldes blot Angaju og Nuka. Det ene par har forskellige frisurer, men det andet par har jeg ret svært ved at kende forskel på, selvom jeg har set dem mange gange… men der er jo 50% chance for at gætte rigtigt. Jeg løser det ved at kalde dem for “marlulisat” (tvillinger) [marshlulisæt] når jeg ser dem sammen.

Børn larmer ikke som danske børn – så det der gælder for voksne er altså også sandt for børn. De svarer ikke igen eller er frække, men kan omvendt godt “vride sig i tøjret” – men det er uden at stampe i gulvet og hyle. Nogle mener dog at det er blevet mere normalt de senere år – at de er blevet smittet af “forkælede møgunger” fra Danmark, som de jo er sammen med i børnehaven.

Et godt opdraget barn er et der ikke blander sig, men afventer og lytter – det hedder naalaarpoq. Det må meget gerne kigge med i de voksnes gerninger, helst deltage aktivt eller stikke hovedet helt frem, men ikke fremstille egne meninger alt for voldsomt eller kritisere.

Så når danske lærere kræver verbal deltagelse og en kritisk holdning, er det altså PÅ TRODS af grønlandsk opdragelse – man kan sige at det er at gøre en smule vold på ungernes opdragelse.

Jeg har i mit daglige arbejde ikke nogen viden om børns forhold, men de der har, siger at mange børn har sørgelige opvækster. Men jeg møder dem som store teenagere, og en gang imellem løfter de sløret og fortæller om tæsk i familien eller af kæresten, sexmisbrug, selvmord blandt venner og familie, druk og ligegyldighed. Men det er naturligvis ikke alle der har problemer – og i Danmark er der også mange der har sådanne udfordringer at arbejde med.

10af12 – Kristendom og spiritualitet

De døde, de levende og alle derimellem

Grønland er et kristent land, med stærke førkristne traditioner. Kristendommens indførelse har for nogle bragt enden på lange slægtsfejder eller de mange ritualer og tabuer, men især de nødvendige luksusvarer kom med kravet om kristendom. De danske præster har været strenge – krav om deltagelse i Kirke om søndagen, uanset det gode vejr for den nødvendige fangst, eller at en mand kun havde én kone – efterladende mange kvinder uden en forsørger, og mænd med færre hjælpere til det daglige arbejde.

Finn Lynge skriver at Grønland et splittet land, hvad den kristne kultur angår, for landet vil gerne kristendommen, men de vil ikke missionærerne og kolonimagten, som bragte kristendommen til landet. Derfor kan denne splittelse også være medvirkende til, at skabe øgede interesse for at lære om og bevare den førkristne tradition i dag.

Christine Højlund-Andersen har skrevet om moderne spiritualitet i Grønland: Det er “..ikke bare en fortid der stadig dyrkes, det er en identitet der efter århundreders underkendelse kaldes frem igen, og eksisterer side om side med moderne teknologi og andre former for spiritualiteter.” “Gennem den fortælletradition der er tilstede her i Grønland, bliver de unge bekendt med myter, sagn og fortællinger fra deres førkristne periode, disse historier internaliserer de til brug i deres eget liv, og skaber dermed deres verdenssyn, baseret på både fortiden og nutiden, hvor sidstnævnte er funderet i en vestlig forståelse af moderne.”“Herigennem bliver deres verdenssyn nu en sammensmeltning af hvad der er foregået i Grønlands forhistorie, hvor traditioner bliver transformeret om til at passe ind i nutidens rammer. Derfor kan grønlændernes verdenssyn for en udenforstående forekomme lidt rodet, idet de arbejder på at fastholde gamle traditioner, mens de hverken kan eller vil fornægte den vestlige verdens rivende udvikling.”

Grønlænderne vil have at deres verdensbillede skal fremstå som noget uafhængigt af deres forhenværende danske kolonimagt. Man overser derfor den store vægt som kristendommen har haft – 98% er medlem af kirken. Her er iøvrigt forholdsvis mange Jehovas vidner og medlemmer af pinsekirken og andre små religioner.

Så her er både dåb, konfirmation, ægteskab, begravelse, påske og jul som i Europa – men der er også tale om trommesang i kirken og en udbredt tro på qivittut og spøgelser der skal respekteres og som lader os vide at de findes.

I gamle dage kunne man blive bortvist fra bopladsen, eller bortvise sig selv af skam eller hvis man ikke kunne blive enige med de andre beboere. Man gik også nogle gange til fjelds – og dermed i døden – hvis man som gammel kun lagde de andre til last, hvis der ikke var nok mad. Her er der en forbindelse til selvmord: selvdestruktionen af den (selvopfattede) nyttesløse. Den som bor alene ude i fjeldet kaldtes for qivittoq [fjeldgænger] og det siges at nogle fik magiske kræfter af at bo derude: de kan antage forskellige skikkelser og løbe og hoppe hurtigere og højere end almindelige mennesker. Sikkert er det i hvert fald at menneskene er/var bange for dem – selv i dag er der mange der tror på at der findes qivitut – ikke kun blandt de ældre.

Alle heroppe kan fortælle historier om qivitut der er blevet set eller fundet spor efter ude i fjeldet. Om de får overmenneskelige kræfter kan man jo gætte på, men der er stadigvæk mennesker der forsvinder – og det er ikke dem alle man finder. Andre har fortalt mig historier om forladte (men tydeligvis beboede) huler i fjeldet, og om vilde eneboere der stjal får og udstyr fra gårdene og derfor blev eftersøgt og hentet af politiet.

Selv i dag bruges tanken om qivitut – man flytter meget rundt i landet eller til/fra Danmark i disse år, på grund af arbejde og uddannelse eller behov for langvarigt hospitalsophold. Så hvis enkelte mennesker måske føler sig utilpas i byen eller skammer sig over noget man har gjort, kan man flytte til en anden by eller til Danmark. Det kan måske kaldes en moderne form for at “gå qivitoq.” (qivitorpoq?)

En anden førkristen tradition der overlever, er “mitaartut” (de udklædte eller de fjollede). I dag ved folk kun at de fejrer den kristne helligtrekongersaften: i middelaldererens Danmark splittedes dagene efter jul – Jesu fødsel – i adskillige højtider, bl.a. d. 5 januar, der blev til religiøst optog gennem byen, hvor man fulgte en “ledestjerne” der blev båret forrest. Efter protestantismens indførelse blev det til folkelige og festlige optog og fest, enddog drukture.

Jette Bangs film Inuit (1940) beskriver hvordan man i Qaanaaq om vinteren klædte sig ud og (tromme-)dansede for at skræmme de onde ånder væk, eller måske for at simulere de mange natur- og hjælpeånder. (“toornat”) Det er oplagt at mitaarpoq (at klæde sig ud) stammer derfra, og således er en førkristen skik der er bevaret, omend oprindelsen er glemt. Det er Emaanoraq Nathansen fra Sisimiut der – som den eneste – har gjort mig opmærksom på denne forklaring på hvorfor folk nu mødes til udklædnings- og skræmmekonkurrence hvert år i Taseralik d. 5. Januar.

Til gengæld ses denne udklædning og skræmmeopførsel også når en (som oftest kvinder) person maler sig sort, med hvide og røde tegninger i ansigtet, oppustede kinder og håret sat op i fletning på baghovedet, og forsøger at skræmme de tilstedeværende. Jeg ved i skrivende stund ikke hvad det hedder, men dét er også en form for at huske på de toornat der findes omkring os.

11af12 – Sproget

Kalaallisut – grønlandsk på grønlandsk

Man passer godt på sproget, og dyrker det intensivt: Sange på grønlandsk er altid populære, og proportionalt set er der voldsomt mange grønlandsksprogede sange og bands – men det har også at gøre med folks store glæde ved musik og samvær. Sproget bruges dagligt alle steder, selvom der indsættes låneord fra dansk og folk nogle gange bruger udbrud eller sætninger på dansk ind imellem – præcis som man gør det i Danmark med engelsk: et ord som “fuck” kan udtrykke noget som danske ord ikke helt præcist kan.

Modsat i Canada og USA, har Danmark som kolonimagt været blid indenfor dette og enkelte andre områder – med det mener jeg at det grønlandske sprog (DE grønlandske sprog eller dialekter) ikke er forbudt, men snarere støttet gennem produktion af ordbøger og brug af visse betegnelser istedet for at erstatte dem med danske.

I det daglige er folk tosprogede, men i meget forskellig grad.

Ligesom i det danske sprog, er mange udenlandske ord “grønlandiserede”: “barnevogni” og “bærbari”/“computeri”. En computer kan også kaldes en “qarasaasiaq”, der betyder en lille hjerne: hjerne er “Qarasaq” og endelsen “-riaq” er ”..det sted hvor man..”, mens en mere populær forklaring er at det betyder “noget der er ligesom en hjerne”.

Pointen er at der findes et grønlandsk ord – men ofte bruges bare det danske ord på en grønlandiseret måde. En anden lille sjov ting omkring det at spare tid, er at folk relativt ofte forkorter sproget, altså ordene – både når man taler og skriver. “Ipassaq” (i går) bliver til “ipass” og “nuannaaq” bliver til “nuann”. Det gør det iøvrigt lidt sværere at lære det, så man skal fokusere på roden af ordet. Desuden skal man høre hele sætningen på Grønlandsk for at forstå hele meningen – på dansk kan man afbryde halvvejs.. hvilket danskere da også gør. Så dér har du forklaringen på at grønlændere ikke afbryder hinanden (den sekundære forklaring er respekten for hinanden), hvilket er en positiv oplevelse/overraskelse for besøgende danskere.

Det siges at grønlandsk er meget svært at lære. Jeg er ikke helt enig. Det er dog desværre et faktum at hvis du som dansker lærer bare 20 ord/endelser på grønlandsk, vil folk blive særdeles imponeret over dig og konstant udbryde “pikkori!” (dygtig) og lægge mærke til dig. Men det fortæller mere om danskeres dovenskab end om kalaallisut som sprog.

Hvorfor vil danskerne ikke lære grønlandsk? Måske fordi alle i landet kan tale dansk, i det mindste forstå en del af det. Der er således ikke nogen grund. Især ikke når man måske bare skal være i landet i et par år.

Omvendt har jeg regelmæssigt hørt om fædre der forstod alt hvad familien snakkede om på grønlandsk, men bare selv ville svare på dansk.

Og hertil kommer hele problematikken med grønlændere der har boet mange år i Danmark, og har glemt deres grønlandske sprog.

Den nemmeste måde at lære grønlandsk på, er at flytte til en lille bygd: jo mindre dansk der tales, jo mere tvinges du til at tale kalaallisut. Dette har jeg hørt mange gange, men jeg har ikke praktiseret det selv – jeg var derimod gymnasielærer i Sisimiut fra 2010-2016, hvor jeg derfor talte dansk til hverdag, men hvor der var meget store muligheder for at tale/høre/lære grønlandsk. Jeg har været med i qajaqklubben, som eneste dansker, i 5 år. Problemet er at jeg taler så dårlig grønlandsk at folk vil hellere have at jeg taler dansk – men hvordan skal jeg så lære det?

Der er sprogskoler i de fleste store byer, men du kan også tage et selvstudium på nettet (http://oqaatsit.eforum.gl/) eller se Per Langgårds to DVDere – http://learngreenlandic.com/

Af de af mine danske kollegaer og venner der har været i landet i mere end 2 år, er der måske 15% der forstår 30 ord og endelser men kun i mindre grad bruger dem selv, og 5% der forstår 100 ord og endelser og måske bruger halvdelen af dem selv. Dertil kommer en lille håndfuld der har været mange år i landet – men ikke opvokset her – og taler sproget grundigt eller flydende.

Du skal også bemærke at du ikke kan se på folk om de taler sproget eller ej, man kan sagtens være inuit og være dårlig til kalaallisut [galarshlissut] eller qallunaaq [hrarslunaak] og tale det flydende.

Grønlandsk er et meget praktisk sprog der er smart opbygget. (til en vis grad)

Hvis toilettet er optaget, er det “inoqarpoq” – “inuk” (menneske) og “-qarpoq” er (har noget) – altså en ting der har mennesker i sig.

Han danser = “qitippoq” [hritibok] (qitip) + “-ppoq” (verbet), men “han danser igen” = “qitiqqippoq”. [hritiribok]

“Tømmermænd” er “i morgen mørke” (aqagu-taar) [arhragudaar] (“taaq” er “mørke”, interessant nok ligesom det engelske “dark”?)

Her er et lille grundkursus – bemærk at jeg muligvis STAVER det forkert! Jeg er IKKE særlig god til grønlandsk, og har mest hørt det udtalt, ikke øvet mig i at stave det.

Bemærk at jeg bruger lidt kodesprog nu. I anførselstegn er det “ordet som det staves” og i parantes er det (oversættelsen) mens de mærkelige kantede paranteser er [ordet som det udtales for en dansker]

1) Grønlandsk består af en stamme som der sættes en endelse bagpå:

“nuannaq” [nuan-næg] – forkortet i daglig tale til “nuann” (Dejligt)

“nuannarpoq” [nuan-nar-bok] (Det er dejligt eller godt).

”nuannarputit” [nuan-nar-butit] (Du har det godt (eller er glad)

“nuannarpunga” [nuan-nar-bunga] (Jeg har det godt)

“nuannarpisi” (I har det godt)

“nuannarpugut” (Vi har det godt)

Så meget simpelt fortalt skal du bare kunne genkende endelserne “-it” (dig, dit, dine), “-poq” (noget som er), “-unga” (teknisk set “-nga”) (jeg), “-isi” (jer) og “-ugut” (teknisk set “–gut”) (vi eller vores)

Når det bliver mere avanceret ændrer endelserne sig: “iliniartoq” er en elev, mens “iliniarpoq” er at læse, og “sumipaa?” er (hvor er han/hun/den henne?”) mens “sumipat?” [sumipæt] er “hvor er de henne?.

Og så bliver grønlandsk meget sværere, men der er et system bag det hele. ord der slutter med “-toq” er jobs eller stillinger (“piniartoq” (fanger/jæger) [biniardok] og “aalisartoq” (fisker) [alisardok], ord der slutter med “-poq” betyder at nogen eller noget gør noget: “sinipoq” (he/she sleeps) [sinibok], “kaffiliorpoq” (han/hun laver kaffe / “kaffe laver gør”), mens ord der slutter på “-neq” er begreber: “inuuneq” (liv) [inuunek], “asanninneq” (kærlighed) [asaninek].

Det sidste omkring (-neq” har jeg selv observeret – jeg håber at jeg har ret hele vejen.

Bare lær de simple regler, så kommer resten senere, alle undtagelserne og præcisionerne.

Nogle gange skal du bare huske et “ord” (teknisk set en sætning) og glemme grammatikken: Er der noget du vil have eller ønsker, kan du bare sætte “sumipaa” bagefter, så forstår man din mening:“Anders sumipaa?” (Hvor er Anders?), “computeri sumipaa?” (Hvor er computeren?) eller “kaffe sumipaa?” (HVor er kaffen?) – teknisk set hedder det “kaffiliorpit?” (laver du kaffe?) eller “har du lavet kaffe?” men folk forstår din mening.

2) Ligesom på dansk, er der ord som udtales anderledes end man læser dem.

LL = sl – “illu” [ichslu] (hus) – LL udtales faktisk mest som det tyske ord “ich”

RL = sl – “aarluk” [aarsluk] (spækhugger),

Q = r – “qamani” [hramarni] (derude, derinde) , Qajaq [hrajak] (kajak)

K = g – “Kassassuk” [gassasuk]

P = b – “neriupunga” [neriubunga] (jeg håber)

A = æ – “nuanaq” [nuarnæg] (dejligt), “kalak” [galæk] (latterliggørende eller lidt fornærmende begreb der dækker en “typisk” eller karrikeret grønlænder)

G er som regel stumt eller i hvert fald meget blidt udtalt, ligesom i (hængt), eksempelvis “nuannarpunga”

Dobbelte bogstaver skal strækkes en smule, men kan give helt andre betydninger: “nuannarpunga” (jeg er glad) kontra “nuanaarpunga” (jeg er lykkelig)

Start med at få styr på endelserne og ordlydene – og væn dig til at blive grint af eller sige det forkert. Det vigtigste er at komme igang.

Men for lige at gøre dig nervøs, blot fordi jeg kan, vil jeg fortælle dig at mange ord betyder noget helt forskelligt men lyder næsten ens: “nuanaq” [nuanæk] (dejligt) er meget modsat “nuaneeq” [nuænik] (kedeligt eller trist), mens anaq [anak] (lort) slet ikke er det samme som “arnaq” [arnak] (kvinde).

3) Derfor er grønlandsk et smart sprog fordi du kan gætte dig til mange ting, hvis du kender en række af disse ord. Et hus er “illu” – et sted har endelsen “-fik” – så en by er “illuqarfik”: et sted med huse. (Du behøver ikke at tænke på midten: “-qar-“, men det betyder at have, så altså (stedet der har huse).

Noget der er småt, har endelsen –araq, og derfor er en hytte en “illuaraq”. Nemt og logisk.

Det vigtigste er at du kan se endelsen og dermed gætte dig til ord.

Når du ved at en “aarluk” er en spækhugger og endelsen “-punga” er (jeg), hvad betyder “aarlupunga” så? (jeg ved faktisk ikke om bøjningen er helt rigtig, men hvis du følger dette mønster forstår du formen og så lader du bare folk rette dig i de enkelte situationer – det er den metode jeg selv har brugt: grimt men praktisk og nemt at huske)

Og når at læse (eller at lære) er “atua-“ hvad betyder “atuarfik” så?

Nu er du klar til at analysere en grønlandsk sætning:

“qaa” [hraa] (kom så)

“-it” er (dig)

“Illit” er (du, dig)

“uanga” er (jeg, mig)

“-nut” er (hvor der er, hos)

Så hvad betyder “qaagit uannut”?

Og hvad betyder “illinut” [ishlinut]?

4) Til dette omkring endelser, kommer en håndfuld udtryk der er gode at kende:

“ajunngi” (hvordan går det? / hvordan har du det?)

“bye” – låneord fra engelsk.

“ateqapunga” [atehrabunga] (hedder jeg) – indsæt selv dit navn først. Teknisk set betyder det ”navn har jeg”

“kaak kaak” [gakkaak] (gak gak, ih dog!, wow) – måske lånt fra dansk?

“qujan” eller “qujanaq” [hrujæn] eller [hrujarnak] (tak)

5) Fra nu af er det bare at tilføje ét ord af gangen til din indre ordliste. Når du hører eller læser et ord der er nemt at udtale, så finder du bare ud af hvad det betyder. Og derefter bruger du ordet tit – hvis folk forstår dig, udtaler du det rigtigt.

Når jeg har lært noget nyt, siger jeg det straks til en grønlænder, og lurer reaktionen.

Hvis jeg skal have noget oversat til grønlandsk, siger jeg “qanotarsaapat (dansk ord) kalaallisut?”, det er min egen primitive måde at sige “hvordan siger man det på grønlandsk?”

Ordbogen er på: <http://www.ilinniusiorfik.gl/ordbogen/daka og til Iphone/Ipad> og Android findes den som app, og hedder “Ordbogit”. De arbejder på en engelsk/grønlandsk ordbog, men hvem ved hvornår den er færdig.

12af12 – Dig som gymnasielærer

Virkelighedens skole-hverdag

Følgende er skrevet fra min egen baggrund som dansklærer på gymnasiet i Sisimiut, fra 2010 til 2016. Følgende dækker kun de grønlandske forhold, selvom jeg gerne ville skrive mindst lige så meget om generel pædagogik.

Du skal vide med dig selv at du har lyst til udfordringen som lærer i Grønland – i en kultur som du ikke forstår – i mindst 2 år. Du skal vide at det vil blive en stor udfordring for dig, menneskeligt og fagligt. Du skal derfor heller ikke have nogen i Danmark som du ikke kan undvære i dén periode – 2 år – sommer- og vinterferier undtaget.

Læser du stadig videre med interesse? Okay, så følger hér nogle pædagogiske/kulturelle råd:

I begyndelsen vil du have svært ved at tyde elevernes reaktioner – men lær deres ansigtsmimik at kende ved at spørge dem om de har forstået. Vær ærlig istedet for at stille gode miner til slet spil – så får du også deres tillid.

Dansk er IKKE deres førstesprog, og de har ofte nemmere ved at formulere tanker på grønlandsk, og sammen med en ven eller to. (..men ofte nemmere ved at nedskrive det på dansk end grønlandsk!)

Forstyr eller stop dem derfor ikke hvis de snakker sammen på grønlandsk, spørg i stedet stille om de finder frem til noget spændende eller i en venlig tone om hvad de taler om.

Den første regel for dig som lærer, er derfor at tale så lidt som muligt, formulér dig meget præcist. Tænk dig om, inden du formulerer dine sætninger. Du kan bogstaveligt talt gøre nogle elever irriterede på dig, eller selv sørge for at eleverne flytter opmærksomheden væk fra dig. De kan ikke kapere alle dine ord: det er mentalt hårdt arbejde at skulle oversætte hele tiden fra et sprog man kun forstår delvist. Dit indre ur skal stoppe dig når du har talt i 3 minutter.

Du skal også tale i lav lix, altså ingen svære ord – eller endnu bedre – efter hvert eneste svære ord eller danske billedsprog du bruger, skal du indsætte et nemt synonym: “Jeg har erfaret – jeg har lært, opdaget – at mange mennesker sætter pris på pandekager, at de kan lide pandekager.” Men lad dem bare læse de svære ord og tving dem til at slå ordet op i ordbogen, enten da-gl eller én med forklaringer/etymologi.

Som nævnt er DEN VIGTIGSTE TING at du skal tale meget mindre end du er vant til – øv dig i at sige ting på den kortest mulige måde først, og senere fortælle en udvidet version til enkelte elever. Få grundbegreberne på plads, og giv altid praktiske eksempler på deres brug, men giv ikke langstrakte forklaringer – det vil kede og forvirre eleverne.

Din praktiske daglige opgave er ikke at formidle fagligt præcist information, men derimod at formidle relevant information på en forståelig måde – denne tolkning er helt min egen: eleverne har nogle gange større udbytte af en simplificeret version end af en detaljeret og helt nøjagtig ditto. Dén kan man til gengæld give til de elever der ønsker det eller som skal have større krav.

Til opgaverettelse, vil de hellere have en kort verbal instruktion end en skriftlig liste med ting der er galt – ikke lange forklaringer, bare peg ned i deres opgave på to-tre ting de skal huske/ændre.

Tving ikke eleverne, eller pres dem til at tale eller begynde med opgaven. Oftest skal de bare have tid til at tænke – så vent! Mind dem blidt men bestemt/beslutsomt om opgaven hvis der går for lang tid – de skal nok begynde på et tidspunkt.

De er ikke opdraget med autoriteter, så en hård tone vil have store og negative konsekvenser – selvom de ikke viser dig det. Som lærer kan man sagtens være konsekvent uden at hæve stemmen.

Du skal vænne dig til IKKE at være kontrollerende, men snarere vejledende og opmuntrende. Dette er i mange forhold altafgørende for et godt forhold til eleverne.

De fleste vil ikke bede læreren (særlig meget) om hjælp – måske er de lidt flove, bange for at begå fejl? Måske planlægger de bare dårligt? Der er ikke meget at gøre ved det, udover gentagne gange – og på forskellige måder – at opfordre dem til at lade dig hjælpe dem.

Ligesom grønlændere generelt er stille, er eleverne det også. Det er en fryd at kunne hviske en besked til den bagerste elev i klassen, under gruppearbejde – hvilket klassen da også griner af. Jeg har haft 3 danske elever og deres lærer på besøg i undervisningen, og trods at hele klassen gruppearbejdede, larmede de 3 danskere mere selvom de sad bagerst og snakkede med hinanden.

Naturligvis kan grønlandske elever også larme – især når de ikke laver skolearbejde – men som helhed er det min erfaring at danskere snakker højere.

Følgende er taget fra afsnittet om børn, og det forklarer hvorfor eleverne opfører sig sådan: Et godt opdraget barn er et der ikke blander sig, men afventer og lytter – det hedder naalaarpoq. Det må meget gerne kigge med i de voksnes gerninger, helst deltage aktivt eller stikke hovedet helt frem, men ikke fremstille egne meninger alt for voldsomt eller kritisere.

Så når danske lærere kræver verbal deltagelse og en kritisk holdning, er det altså PÅ TRODS af grønlandsk opdragelse – man kan sige at det er at gøre en smule vold på ungernes opdragelse. Det er i hvert fald nyt for dem.

Stilheden kommer også til udtryk ved at det er svært at starte gruppediskussioner – der er en håndfuld der gerne snakker og bidrager, mens resten ikke gider. Måske har de ingen mening om emnet, måske har de ikke noget nyt at tilføje – i al fald kan gruppediskussioner tage lang tid, så det skal man tage sig. Til gengæld giver det et rart miljø.

Bemærk at de der ikke bidrager, kan nemt have udbytte af at høre på de andre – så skæld dem ikke ud for ikke at deltage, opsummér hellere til sidst: “Hvem har lært noget nyt i dag? Hånden op!”

Én måde at bryde det på, er at provokere dem – tag enkelte elever som eksempel og sæt dem i fiktive ekstreme situationer, så kan vedkommende relativt ofte få sig selv til at deltage. Men det ER svært – og dét er et vilkår, som lærer.

Når jeg nævner at man kan pege eleverne ud som eksempler, så er det vigtigt at huske på respekten for individet – folk er meget følsomme overfor at blive udpeget, fremhævet, kategoriseret. Selv checker jeg ofte med eleven bagefter, som det var i orden at jeg drillede ham/hende under timen. Så husk gerne at trække dig selv som eksempel også, eller vær tilfældig i din brug af eleverne som eksempel.

Husk naturligvis på at folk er forskellige – nogle elever kan ikke lide at blive taget frem som eksempel. Resultatet kan være at eleven holder op med at komme til timerne, så find en balance.

Nogle af dem formulerer sig dårligt, men det er mest af generthed. De er bedre på tomandshånd end i plenum. Så hvis du vil have noget at vide om eleven, så tag en evalueringsrunde ude på gangen, eller endnu bedre: fang dem i sofaen til en snak – start selv med at fortælle om din egen dag.

Udover de almindelige menneskelige problemer såsom kærester, flytning og børn, så slås nogle af dem med store ting som dødsfald og vold. Psykologerne mener at lidt under en tredjedel af unge mennesker hér har tæt på dét der kaldes PTSD – en følge af vold, drukneulykker, selvmord og andre ting. Omkring 70% unge mennesker kan kategoriseres som “tilbageholdende”.

Husk altid på dette – i faget dansk lader jeg nogle gange eleverne læse tekster om alvorlige emner, men har erfaret at de skal advares om det først, og eventuelt have en alternativ tekst at arbejde med hvis de ønsker det. Vis at du er klar over at den enkelte elev slås med nogle ting, men lad vær med at grave i problemer med mindre han/hun ønsker det.

Hvis jeg har lagt mærke til noget ved eleven som jeg (som den blødhjertede person jeg er) har lyst til at hjælpe med, så kan jeg måske fortælle en anekdote fra mit eget liv, om dét emne – men uden at gøre det personligt for eleven.

Når alt ovenstående er sagt, så er det vigtigt at tænke på at de er LIGE SOM DANSKE ELEVER! De gider heller ikke altid at gå i skole, de laver deres lektier i sidste øjeblik, de har nogle gange stort fravær, de kan sagtens tænke selv, de vil i virkeligheden gerne lave skolearbejde hvis det bare er spændende, de bruger hele tiden mobiler, computere, sociale medier og anden højteknologi, og tænker på kærester og tøj og champions league og bandet som de spiller i i fritiden og fritidsjobbet og alle sådan nogle teenagerting.

Eleverne vil gerne have et personligt forhold til dig – selv fortæller jeg gerne om mit liv (i det ringe håb at de kan undgå de fejl som jeg har begået) mens nogle af mine kollegaer har undret sig over elevernes ønske om at vide noget om læreren som menneske.

Grønland er et lille land, med små samfund. Det er umuligt at være privat – med mindre man aldrig går ud og aldrig fortæller nogen om sin tilstand og tanker. Du møder eleverne i supermarkedet og i baren – både som kunde og som ansat. Så rollen som lærer/elev bliver med tiden udvisket – og i bliver alle sammen til mennesker….. hvor du så bare tilbyder dem en faglig viden og bedømmer dem på dét punkt. Efter at du har givet lille søde Juaninnguaq FX/00 for hendes afleveringsopgave, synger i i kor sammen om eftermidddagen og om aftenen serverer hun din øl på værtshuset. Det er virkeligheden, og du kan lige så godt slappe af og affinde dig med det. Skellene er små.

Hvad fortæller om du passer ind, om du får en god oplevelse i landet? Jeg tror at du får det svært, hvis…

..du er seriøs og selvhøjtidelig – man skal have humor og lade sig blive grint af.

..du har vigtig familie og kæreste i Danmark – Hvis man længes bort, kan man ikke gøre et godt arbejde.

..du ikke skaber dig et netværk hér.

…du bruger energi på at tilpasse elevernes opførsel efter dit hoved – du vil fornærme folk og støde dem fra dig og kan dermed ikke undervise eller samarbejde . Brug i stedet energien på at opsamle viden og tilpasse dig selv til det sted du er – tag det hele som en oplevelse og øvelse i ydmyghed.

..du er utålmodig – ting hér har deres eget tempo, ofte uden logik. Hvis du hidser dig op, støder du folk fra dig og du bliver selv frustreret.

…du bruger energi på at forandre det sted du kommer til – alting har en forhistorie og en grund, og du kender den ikke. Brug i stedet tiden til at spørge og lære – ikke til at påvirke eller kritisere – man påvirker også gennem ydmyge spørgsmål, og dét på en langt mere rar måde.

…du tror at ting fungerer, eller at folk opfører sig, som i Danmark – du er ikke i Danmark længere.

.. du er en meget direkte person – du VIL opleve at folk kritiserer dig bag din ryg, måske til din chef eller kollegaer, men ikke til dig.

At være lærer i Grønland er at være elev – det BØR det i hvert fald være , for det gør dig til en bedre lærer.

Mit eget liv som gymnasielærer har gjort mig til et bedre menneske: mere tålmodig, mere afslappet. Jeg har begået MANGE fejl undervejs, og føler mig ydmyg over at eleverne for det meste har tålt mig og mine skøre påfund, trods alt.

De har ikke altid haft rare lærere – og nogle af dem har haft for få stabile eller søde voksne i deres liv. Så øv dig i at blive én – for man kan ikke altid se hvem der bruger ens fodspor til at gå efter.