Guide til grønlandsk kultur 9af12 – Børn og navne

om naturlig opdragelse og naturlige navne

Mange børn er ude at lege til meget sent  – især om sommeren da vejret er godt og det jo er lyst døgnet rundt – og større børn passer på deres søskende. Det har dog både har med byernes størrelse at gøre og hvor opmærksomme forældrene er.

Forældre kan naturligvis blive irriteret på børnene ligesom alle andre steder i verden, men det er sjældent at forældre irettesætter og skælder ud på børnene. Forældre forventer at de fra små har lært forskellen på gode og dårlige handlinger og dermed selv kan skelne. Men dertil kommer igen forskellen på forældre – nogle korrigerer tit mens andre er tilfredse med at børnene ikke laver noget ulovligt og passer skolen.

Generelt er det en større tillid til børnene her – de får simpelthen lov til at lave flere “farlige” ting her, som jeg har erfaret i Danmark straks vil blive forbudt af forældrene. Man lægger mærke til at børnene går på tynde planker højt over molerne, eller klatrer på yderkanten af fjeldene, eller hopper rundt på isflager men man irettesætter dem ikke. Jeg tror at børnene derfor er sundere hér, på den måde.

Ofte vil forældre, der er ude at gå med børnene, stå stille og vente på deres børn, som står et stykke bagved og kigger på noget. Naturligvis siger de “qaaniarit” [hraaniarit] (kom så), men de går kun sjældent hen til barnet, løfter det op og tvinger det med videre, eller trækker det afsted ved hånden. Og når de gør det, er det uden en vred tone. De fleste vil nemlig gerne have at børnene nyder barndommen.

Jeg har læst forklaringen at børn betragtes som voksne. Dét kan være et udtryk for den samme respekt som voksne viser hinanden, men måske også en rest af den tro at afdødes sjæle vender tilbage i børnene eller i hvert fald bliver i familien. Stadig i dag giver man gerne børn navne efter afdøde familiemedlemmer, men forventer ikke de samme gerninger som den afdøde har gjort.

Danske præster har siden omkring 1750 døbt grønlændere med danske navne – som folk så har grønlandiseret: Mette er blevet til Miiti, Kirsten er Kista [gista], Søren er Suulut, Simon er Siimut, Mads is Maasi – og nogle gange er det kun venner der må bruge den grønlandske form, mens fremmede skal bruge det danske døbenavn! – eller også sætter man bare et “i” på i slutningen: Mikkeli og Jensi. Dertil kommer kælenavnsformer som –eeraq og –nnguaq der betyder lille og søde/kære – eksempelvis Angu- -t (mand), -nnguaq (kære mand), -titsiaq (halvstor mand) og mange andre. Disse kan man naturligvis godt blive døbt med.

Christine Højlund Andersen: “..navnet bliver brugt som en identitetsmarkør, for hvor man står i søskendeflokken men også hvem man er i familie med og har forpligtelser overfor, det være sig både den biologiske og ikke-biologiske familie. Vi så at traditionen for navneskikken går helt tilbage til den førkristen period.”

Hértil anfører en af mine elever skarpsindigt at grønlændere jo stammer fra Asien, hvilket er grunden til at de kan minde lidt om buddhister – blandt andet at sætte afdøds navn på barnet, så vender sjælen tilbage. Jeg har selv tænkt at grønlændere har LANGT mere tilfælles med asiater end med danskere, med hensyn til ideologi og opførsel. I filmen/novellen “Shogun” forklarer Mariko at japanere er mange mennesker samlet på meget lidt plads og derfor skal tage hensyn til hinanden. Det samme gør sig gældende i Grønland – der er simpelthen en kortere mental / kulturel afstand (på nogle måder) fra Grønland til Japan.

Christine taler om hvad jeg vil kalde plads-i-familien-navnene: Aqqa- (navnet, dens navn) -luk, -ooraq, -lu, -luuti og så videre. Nuka- (lillebror/søster) er der virkelig mange der hedder – og det er forskellige mennesker der kalder en bestemt person for Nuka – nemlig kun dem der er personens ældre søskende af samme køn, Nunu (spædbarn), Naja (..vil en dreng kalde sin lillesøster), og Aqqalu. (..som en kvinde vil kalde sin lillebror)

En person kan således have 2 eller 3 navne, afhængigt af hvem der kalder – udover naturligvis “far”/”mor”, og så videre.

Jeg ser at især yngre mennesker har “grønlandske” navne – ting fra naturen – måske fordi det er dem jeg oftest omgåes. Det er naturligvis ældgamle navne, men det er interessant at se at folk i alderen 40-70 oftere – så vidt jeg kan se – har danske navne, eller grønlandiserede versioner.

Sorlannguaq (lille rosenrod)

Qivioq (fjer/uld/dun)

Sinniisoq (stedfortræder, “erstatteren”, den der fødes efter det første barn er død)

Sikkersoq, Sikkerninnguaq (blomst, lille kære blomst)

Angerdla (hjem – stavet på gammeldags måde)

Eqaluk (ørred)

Ilatsiaq (godt selskab)

Aviaaja (lille blomst)

Paninnguaq (lille datter, kommer af “panik” (datter))

Inuk (menneske)eller Enok eller variationer af Inu- for eksempel inunnguaq (lille søde menneske)

Malik (bølge)

Seqininnguaq (kære sol)

Katu (trommestik)

Aqissiaq (rypekylling)

Nivi- (første del af niviarsiaraq: pige)

Pilu- (blad fra en plante (piluaq)

Paarna (bær, sortebær (parnaq)

Pullaq (en boble, fyldt med luft)

Qulutaq (den frække)

Qilaq (den skinnende, blanke, blændende)

Salik (den rene, renlige)

Tupaarnaq (timian)

Taatsiaq/Taannguaq (ridekylling/lille søde ride (riden er en mågeart)

Uiloq (musling)

Ujarneq (lille sten)

Ulloriaq (stjerne)

Ungaaq (den yngste)

Tuilik (den dragt man tager på når man sidder i kajakken og skal vende rundt,  så man ikke får vand ind – jeg kender drengens far, som har roet kajak det meste af sit liv)

Og sidst er der grønlandske navne, hvis betydning kommer af ord men som nu er næsten glemt:

Ivalu (kommer af Qaanaq dialekt for senetråd, men kan ikke findes i ordbogen og kan betyde flere ting – men typisk grønlandsk er det med sikkerhed!)

Natuk (fortaber sig i “inequnartoq”, at være sød)

Pipaluk (det kæreste man har)

Tvillinger kaldes ofte bare “Angaju” og “Nuka” (“storebror/søster” og “lillebror/søster”) – jeg er faktisk usikker på om de har “rigtige” navne, men to par enæggede tvillinger i Sisimiut, kaldes blot Angaju og Nuka. Det ene par har forskellige frisurer, men det andet par har jeg ret svært ved at kende forskel på, selvom jeg har set dem mange gange… men der er jo 50% chance for at gætte rigtigt. Jeg løser det ved at kalde dem for “marlulisat” (tvillinger) [marshlulisæt] når jeg ser dem sammen.

Børn larmer ikke som danske børn – så det der gælder for voksne er altså også sandt for børn. De svarer ikke igen eller er frække, men kan omvendt godt “vride sig i tøjret” – men det er uden at stampe i gulvet og hyle. Nogle mener dog at det er blevet mere normalt de senere år – at de er blevet smittet af “forkælede møgunger” fra Danmark, som de jo er sammen med i børnehaven.

Et godt opdraget barn er et der ikke blander sig, men afventer og lytter – det hedder naalaarpoq. Det må meget gerne kigge med i de voksnes gerninger, helst deltage aktivt eller stikke hovedet helt frem, men ikke fremstille egne meninger alt for voldsomt eller kritisere.

Så når danske lærere kræver verbal deltagelse og en kritisk holdning, er det altså PÅ TRODS af grønlandsk opdragelse – man kan sige at det er at gøre en smule vold på ungernes opdragelse.

Jeg har i mit daglige arbejde ikke nogen viden om børns forhold, men de der har, siger at mange børn har sørgelige opvækster. Men jeg møder dem som store teenagere, og en gang imellem løfter de sløret og fortæller om tæsk i familien eller af kæresten, sexmisbrug, selvmord blandt venner og familie, druk og ligegyldighed. Men det er naturligvis ikke alle der har problemer – og i Danmark er der også mange der har sådanne udfordringer at arbejde med.

Translate »