Guide til grønlandsk kultur 8af12 – Tid og planlægning

Tålmodighed er en….

Før man kommer til Grønland, kan det være at man hører om “immaqa” (måske) [immahra] – den grønlandske version af det spanske begreb “manana” (i morgen) der underforstået betyder et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Jeg har sjældent hørt udtrykket brugt, men attituden er udbredt – og ofte forståelig i dette land der er så afhængig af vejret. En dansker vil bede om præcise møde- og rejsetidspunkter hvortil grønlænderen måske vil sige et præcist tidspunkt men regne med at det kan være både en og to timer senere, eller måske vil sige “om eftermiddagen” og afsætte hele eftermiddagen til det – med mindre der lige opstår noget vigtigere. Har man et møde, og den anden ikke er kommet endnu, så bestemmer man jo selv om man vil vente, og på den måde er der ingen grund til at blive sur. I lufthavnen hidser man sig ikke op over at flyveren først kommer “når vejret er bedre”, og så afsætter man roligt nogle timer til at vente på at det bliver det.

En gang skulle jeg til festmiddag efter et idrætsarrangement, og mødte op kl. 19 til en låst dør. Så tog jeg hjem i afmagt og frustration, og da jeg kom tilbage kl. 20 sad der 70 mennesker som alle var færdige med hovedretten, og ikke kunne forstå at jeg først kom da.

Mere end et år efter, gentog det sig ved Brugsenis årsfest: jeg kom 15 minutter for sent til det angivne tidspunkt, og da var 200 mennesker færdig med hovedretten. Måske er jeg bare den der sidst får noget at vide?

Tid har ikke så stor betydning, kun vejr og afstand.

Det hænger også sammen med landet – tid har ingen mening når det om sommeren altid er lyst og om vinteren næsten altid er mørkt. Vejret og tidevandet bestemmer – eller har i hvert fald  traditionelt gjort det – om man kan tage ud at fange, så dét har i stedet været motivationen. Vejret bestemmer meget, selv i dag: om flyveren tager dig til din destination, om du kan tage ud at fiske eller sejle ned til nabobygden, om det er for koldt til at male huset fordi malingen stivner og ændrer karakter eller grave anlægsarbejde fordi frosten har gjort jorden hård, og så videre.

Mange ting er baseret på hvad jeg vil kalde uofficialitet – hvis du har kendskab til tredjeverdenslande eller indvandrere i Danmark, ved du hvad jeg taler om. Der er ofte folk der bare hænger ud i (specielt de små) butikker eller andre steder, eller folk arbejder der selvom man ikke kan se det på deres tøj. Mange ting foregår på et “kend nogen der ved noget” eller “spred ordet” basis. Loven siger at der ikke må sælges alkohol efter kl. 18 og slet ikke i weekender og helligdage – men der er ikke nogen der gider sætte skilte op eller dække varerne til i butikkerne, så når man forsøger at købe en flaske alligevel, får man skældud og beskeden at “det ved alle!”. Men butikken gider stadigvæk ikke sætte et skilt op. I Sisimiut havde vi internet- og mobilafbrydelse i 3 dage – og da en tilrejsende dansker spurgte om hvordan man så havde nødberedskab og ringede efter ambulancen, fik hun svaret: alle ved at man kan kalde via VHF! Men det vidste hun ikke…. og jeg gør da heller ikke trods mine nu 4 år i landet. Plus det fakta at der konstant er en udskiftning af danske tilkaldte arbejdere som alle sammen forsøger at købe en flaske alkohol lørdag aften og for at vide at det kan man ikke….. men butikkerne gider stadig ikke at sætte et skilt op.

Nogle gange bliver man med særdeles kort varsel inviteret til kaffemik, fortalt om håndværkerarbejde som andre håber at man deltager i, møder som det forventes at man kommer til eller hvorvidt der er brug for én til et projekt. Hvis man kun taler dansk er mystificeringen endnu større, men heldigvis er folk søde til at oversætte. Omvendt bliver det ikke nævnt hvis man ikke deltager, altså man holdes ikke til regnskab.

Omvendt, hvis noget ikke kan lade sig gøre, spørger man sig bare for indtil man finder nogen der kan hjælpe én med en løsning. Og fordi alle kender hinanden, finder man ret hurtigt en løsning.

Har man brug for kommunen eller skal man indgive et officielt papir i sidste øjeblik, kan man ofte bare gå derhen og ind på kontoret til den relevante person og tale om det. Så går der et par dage og tingene sker.

Translate »