Der er ikke den samme berøringsangst overfor sex hér som i resten af verden. Af samme grund taler man om det på en helt anden måde, en mere fri måde. En tur i byen kan nemt resultere i et tilbud (formuleret som “hvem er du sammen med? Skal du med dem?” eller det mere direkte “Må jeg tage med dig hjem?”), og de kan faktisk ikke forstå hvis man afslår det. Jeg har selv oplevet det fra fire kvinder, og kender to kvinder der har oplevet tilbud i hverdagen fra unge mænd – den ene mand var en håndværker på arbejde i hendes lejlighed der straks blev fyret da hun (kunden, min danske kollega) ringede og klagede.

Vær opmærksom på at hvis du får tilbuddet fra én du kun har mødt dén aften, så er hun måske meget fuld og har et flosset hjerte – så det handler mest om at være sammen med en rar person: sex til gengæld for et sikkert sted at sove. Hvis du får et tilbud og ikke har lyst, så bliv IKKE fornærmet – et “nej tak” bliver altid accepteret. (måske først efter et enkelt “ååh, kom nu….” eller “Hvorfor ikke?”) Umiddelbarheden viser sig hér – det er nemt at spørge, og det er nemt at sige ja eller nej tak – måske er det derfor at der ikke findes pornoblade her?

Og det gør folk naturligvis – kønssygdomme florerer, og det samme gør desværre aborter.

To af mine elever har skrevet følgende: “Som sagt, tror vi, at det er fordi grønlændere er lukkede og hemmelighedsfulde, at de ikke taler så meget når de skal kende hinanden, og derfor springer de over dating, i stedet vælger de samleje.” Flere elever erklærer sig enig i denne beskrivelse.

Der findes ikke porno eller sex i det offentlige rum eller sexologer sådan som man kender det fra Danmark. Måske er det regnet for så normalt at problemer omkring det er en lille smule tabu? Omvendt er folk – de unge i hvert fald – ikke fysisk hæmmede, folk der er venner ses tit omslynget eller holden om hinanden, og kærester kysser og holder i hånden uden at nogen ser ud til at bemærke det. Og gårsdagens kæresteri resulterer kun i ganske kort drilleri, ikke i nogen fordømmelse eller forbavselse.

Trods ovenstående beskrivelse, er det IKKE lig med at alle vælter sig i sex – tværtimod. Men hvis man kan lide hinanden, er der ikke så meget “overjeg” og der er mere umiddelbarhed. Desuden er der mange sjove bemærkninger om sex og festlege har ofte et frækt skær.

Det skal også siges at mange er blevet sexmisbrugt – mellem en fjerdedel og tredjedel af kvinderne afhængigt af hvem man spørger: aviserne eller folk med kendskab til de unge mennesker. (Sermitsiaq 8 Marts 2011: “Hver 3. kvinde i Grønland udsat for sexmisbrug”) Det er forholdsvis 16 gange flere end i Danmark. (jeg ved ikke hvor mange mænd)

Måske er det alkoholen, måske er det den selvsamme umiddelbarhed der kobles med nedenstående malplacerede macho-opførsel – altså mænd der bilder sig ind at kvinden, pigen, barnet(!) har lyst, selvom hun/det ikke har – og hun tør måske ikke give udtryk for sin ulyst og derved konfrontere og skabe uvenskab. Jeg tror at disse faktorer spiller én eller anden rolle i det store sexmisbrug.

Så lad være med at fortælle vittigheder om pædofile, lad være med at vise “Festen” uden at fortælle handlingen først (en fejl jeg selv har begået). Måske overdriver jeg, men måske er det bedst at være på den sikre side.

Følgende afsnit er temmelig kontroversielt – mange af mine elever der har læst det, bliver oprørte over det og mener at jeg ikke har begrundet det.

Det er et voldeligt samfund, men det er kun ægtefæller og børn der mærker det: 62pct kvinder har selv fået tæsk og “under” 25pct børn har set mor få det. En ven med forstand på den slags, mener at det er halvdelen af de unge kvinder får tæsk af deres kæreste  – eller giver ham tæsk. Jeg har da selv mødt tre danske mænd heroppe der havde voldelige kærester, og mindst tre grønlændske (og én dansk) mænd der tævede deres kæreste – som i øvrigt blev sammen med dem.

Psykologerne mener at lidt under en tredjedel af unge mennesker hér har tæt på dét der kaldes Post Traumatiske Symptomer, som ellers oftest kun ses hos soldater der har været i krig – en følge af den megen vold, drukneulykker, selvmord og andre ting. Omkring 70% unge mennesker kan kategoriseres som “tilbageholdende”.

Se iøvrigt Politiken: “Grønland er verdens mest voldelige samfund” og Marianne Krogh Andersen: “Grønland…” side 59, der har lignende tal)

Mine elever der har gennemlæst dette dokument, mener i høj grad at ovenstående er forkert – måske har de ikke læst de angivne kilder, måske har de ikke selv oplevet det eller kender nogen der har. Jeg kan kun fortælle hvad jeg har oplevet, hørt og læst.

Hvorfor det er et voldeligt samfund, vil jeg selv gætte på hænger sammen med at man ikke taler så meget. Det er næsten kun i vesten at man “taler sammen” om problemer eller lærer at udtrykke følelser – og i Grønland, bliver forsøg på at italesætte denne triste situation, ofte mødt med tavshed: folk vil helst ikke tale højt om det, især ikke i aviserne.

I Danmark ses det at indvandrere fra tredjeverdenslande i langt højere grad er voldelige, og det er måske fordi at de ikke lægger vægt på dialog men kun på dominans, den stærke har ret, patriakalisme. De bliver således ikke trænet til at sætte ord på tanker og følelser eller til at “forhandle”. Dette er ved at ændre sig i disse år, selvhjælpsgrupper og psykologsamtaler spreder sig langsomt.

I Grønland har det historisk set været mandens rolle at fange, og senere at fiske, men der bliver færre af den slags job, og hans rolle er i dag mere udvisket. Dette er dog IKKE den primære årsag, tror jeg. Dét er måske at man i Grønland ikke er vant til at tale om tingene. Hvis man er uenig med en fremmed, tier man – hvis man er uenig med sin kæreste, slår man. (Eller hvis hun boller udenom, slår man!)

Måske mangler nogle grønlandske mænd at finde ud af hvordan man kan være en “rigtig mand”, uden at dominere sin kone? Eller i hvert fald at sætte sin vilje igennem uden brug af vold eller trusler.

Her understreger jeg naturligvis at det langt fra gælder alle – men jeg har mødt det tilstrækkeligt mange gange til at jeg ser det som et udbredt fænomen. Måske kunne dygtige psykologer, som der nu kun er ganske få af, gøre en forskel over en årrække?

Kan man se hvem der er “dem der slår” eller “dem der bliver slået”? Nej – jeg troede jeg kunne, indtil jeg opdagede det modsatte. I hvert fald ikke indtil de selv sætter ord på det eller dukker op med blå mærker – eller du hører det gennem væggen eller ser det foregår ude på gaden.

På den måde ligner Grønland Danmark: De samme grunde til og forhold mellem hustruvold og alkohol, men i proportionalt større omfang, og tydeligere at se, i disse små samfund.

“Alkohol er et opløsningsmiddel, og det løser alt andet op, end problemer.” (Maria Forberg)

Problemerne med vold og alkohol, har at gøre med opvækst, naturligvis. Fra 1950 og især til midt i 1960erne, var der både stor flytning til de store byer fra små bygder, samt en masse danske tikaldte, primært håndværkere. Grønland skulle moderniseres! På den ene side var dette en enorm forandring som yderligere skete hen over hovedet på de fleste grønlændere – alene dette må have fået folk til at føle sig intet værd. Men de demografiske forandringer førte til mange alenemødre – hvis man ville have job skulle man til byen, og status gik gennem de rige danske håndværkere. Selvom håndværkerne måske i nogle tilfælde ville vedkende sig børnene, måtte de ganske enkelt ikke: det var fyringsgrund.

Disse danske mænd var sæsonarbejdere – nogle boede her også om vinteren – og mens de var her, arbejdede de meget dage, hele ugen. En ven af mig har fortalt at han engang arbejdede i Paamiut, nær den enormt smukke kirke, med at bore ud til fundament i fjeldet. Pludselig mærkede han en hånd på skulderen, han vendte sig rundt og opdagede præsten der i præstekjole stod foran ham, og nu bad ham om at vente med arbejdet indtil gudstjenesten var forbi. Han havde ikke engang opdaget at det var søndag!

Tænk – danskerne kommer til landet, overtaler alle til at blive kristne – på den ene eller den anden måde – og så snart det er gjort, kommer de tilbage som en ny strøm af danskere, der ikke respekterer de kristne traditioner!

Men rodløshed har altid været en del af grønlændernes liv. I gamle dage flyttede man rundt efter fangstdyrene eller familiemedlemmer døde af sygdom eller på havet. Årsagen har i dag en anden årsag – om jeg så må sige – og alkohol får den til at vise sit ansigt.

Ondskaben opstår altid når der drikkes, alkohol slipper dæmonerne løs i os alle. Danskerne tror at grønlændere drikker mere end danskere gør i Danmark – det er forkert. Desuden er den lille gruppe danskere her i landet i højeste grad i stand til at drikke igennem. Dette har jeg med egne øjne observeret, men grønlændere er selv hurtige til at fortælle dette – for man er meget ked af at det (forkerte) image som hersker i Danmark.

Det skal siges at det kun er i weekenden der drikkes, eller folk der tager en håndfuld dage på druk, når de er kede af det. Jeg har ikke mødt nogen der drikker konstant igennem mange måneder eller år, ligesom i Danmark. Jeg tror at det hænger sammen med at når man fester, så fester man igennem: et levn fra gamle dage hvor man skulle spise når der endelig VAR noget at spise. Faktisk synes man at danskere er lidt mærkelige hvis de (også jeg) tager hjem klokken 3 eller takker nej til en øl mere eller til en fest i det hele taget.

Det er dog vigtigt at sige at jeg kender adskillige familier hvor man nyder alkohol til fester, uden at man bliver decideret fulde.

Hash er der en del af og der er tilsyneladende mange der bruger det regelmæssigt – eller også så kommer jeg bare de forkerte steder. Det koster en bondegård, men heldigvis er der ikke noget stærkere end dét. Den grønlandske mafia har åbenbart en form for moralsk grænse.

Næsten alle har oplevet én eller flere venner eller familiemedlemmer der har slået sig selv ihjel – enkelte kender helt op til 5-6. Jeg selv har oplevet to af mine egne elever der har gjort det – og en håndfuld der har forsøgt det – og jeg har fået fortalt om mange andre. I aviserne ser man en gang imellem at en ung person er forsvundet en aften, og man finder dem sjældent igen. Oftere sker det at man finder dem i et reb derhjemme.

Grundene er flere, og de har alle en større eller mindre bevidst eller underbevidst indvirkning:

1: Man har ikke tradition for at udtrykke sine følelser, i almindelighed. I gamle dage kunne man kun udfordre hinanden i en sang-kamp, ligesom et moderne rap-battle, og på den måde irritere eller dominere hinanden. Man boede mange mennesker tæt sammen og var afhængige af hinanden – sådan er det i højeste grad stadig – og kan derfor ikke tillade sig at have fjender. Det er simpelthen meget dårlig opførsel at være aggressiv og ophidset, at påkalde sig selv opmærksomhed eller fremhæve egne fordele, eller endda bede om hjælp.

Så mange grønlændere gemmer ofte deres følelser lidt væk.

2: Samfundet er alting, individet er ingenting: man er jo afhængige af hinanden, og det værste der kan ske, er at blive udstødt fra samfundet. I gamle dage måtte man forlade bopladsen hvis man gjorde noget foragteligt eller hvis man måtte flygte – man blev qivittoq: én af de skuffede, der forlader samfundet. (ordet har i dag ikke dets oprindelige rod (vestgrønlandsk) og kan derfor ikke findes i den form i ordbogen)

Selv i dag er der en del grønlændere der – ligesom i alle andre samfund i verdenen – flygter, nogle helt til Danmark. Samfundet kan både være byen man bor i, men er jo også familien, kæresten.

3: Døden har ikke været forbundet med noget negativt, som i kristendommen. Det vil sige at selvom Grønland er kristent, har de tidligere tiders syn på døden været gennemtrængende. Døden har endog i visse tilfælde været nødvendig, for at sikre andres overlevelse i ekstremt hårde tider.

4: Man har levet i nuet og ikke tænkt så meget på fremtiden. Når man har været afhængig af vejret og fangstdyrene, har der ikke været stor grund til at planlægge ud i fremtiden – og da danskerne ankom, var det dem der tog initiativerne og var cheferne / naalakkat. Så man føler meget stærkt, forbruger det man har i dag og håber at der kommer mere i morgen – men tænker ikke altid på næste uge. (Naturligvis har man dog gemt mad, så ofte det har været muligt, men man har vidst at tilfældet kan ødelægge planerne) Og problemerne i dag opleves tunge, uden tanke for at livet bliver bedre om en uge, en måned.

5: Som i det meste af verdenen, var det tidligere den førstefødte dreng der skulle efterfølge faderen som fangeren der skal sikre overlevelsen, derfor blev – og bliver han stadigvæk, forkælet. Og når man har fået alt, kan den første store fornægtelse eller det første nederlag føles uoverkommeligt.

Alle disse ting kommer så frem igen, når der drikkes, idet nogen helst ikke vil fortælle andre hvor kede af det de er eller bede om hjælp, men i stedet drikker sig sanseløst fulde, oplever et væld af følelser af forladthed og fortvivlelse eller blot såret stolthed og hænger eller drukner sig en tidlig morgen: unge mennesker der i en alder af 16-25 efterlader sig venner, familie, børn.

IngBritt Christiansen skriver om Isumaminik, “hans egen mening”, om det udbredte fænomen i samfundet at man ikke blander sig i andres sager. Det er bagsiden ved det ellers vidunderlige grønlandske kulturtræk, at enhver kan få lov at være sig selv: når man bliver ladt alene selvom man ikke har lyst til det, men ikke kan finde ud af at bede om hjælp. Det fører til at folk kan gå alene med deres problemer i lang tid, og til sidst føler sig så desperate at de ikke ser anden vej ud end selvmord.

Når vi i skolen har snakket om det, eksempelvis i rundkreds ladet hver person lette sit hjerte, har det altid haft en god virkning: folk HAR brug for at snakke om det – og ting som coaching , psykologer og terapigrupper er på vej frem. Men hvis man ikke tager initiativ, ville man have meget svært ved at opdage at folk har mistet en kusine, en bedste ven, en bror, en kæreste, en søn.