Guide til grønlandsk kultur 6af12 – Kropssprog og at udtrykke sig

øjenbryning og stilhed

Man taler ikke så meget hér – og slet ikke i munden på hinanden. Det er ikke fordi man er stille altid (grønlændere kan sludre rigeligt når humøret er til det), men oftest er det kun én af gangen der taler mens resten lytter, og man taler oftest ret lavt. 20 grønlændere i alle aldre kan larme lige så meget som 3 danskere. Jeg tror også at det handler om respekt for den der taler, men i virkeligheden er det fordi at man på grønlandsk er nødt til at høre hele sætningen tydeligt for at kunne forstå meningen – på dansk kan man ret hurtigt forstå hvad der bliver sagt. Så danskere (og andre fra vesten) afbryder ofte og taler højt, grønlændere gør ikke.

Når der fortælles historier “omkring bordet”, gøres det ofte med fagter og stor mimik – mange folk er fantastiske historiefortællere – men i det daglige bruger man ikke fagter. Måske fordi man er vant til at have hænderne i lommen i det kolde vejr eller ikke har så meget temperament? Det fortælles at især gamle grønlændere ikke talte så meget men i stedet fortalte (fortæller?) historier med fagter og kropsbevægelser.

Det første man lærer, som ny i landet, er at “øjenbryne” som jeg har døbt det – at løfte øjenbrynene kan betyde et væld af ting: “tak”, “okay”, “ja”, “jeg accepterer”, “jeg forstår”, “hej”, “velkommen”, “du behøver ikke at bekymre dig”, “du har min opmærksomhed”, “jeg lytter” eller “Jeg er ikke sur”. Faktisk det samme som det sidelæns nik i Indien. Med tiden lærer du at se bevægelsen hos andre, hvor kort og diskret den end kan være. Folk der lige er kommet til landet, kan ses på at de går rundt og forsøger at få deres øjne til at falde ud.

Den anden bevægelse er at rynke på næsen, men det ses meget sjældnere – det betyder “jeg forstår ikke”, “hvilken?”, “nej det tror jeg ikke””.  Når man bliver spurgt, kan man altså svare på ret mange ting uden at sige noget med ord – det er meget praktisk.

Denne mimik hænger sammen med grønlændernes sparsomhed med ord, tror jeg. Ligeledes kan du nemt opleve at blive mødt med stilhed – det kan betyde at man ikke ved hvad man skal svare dig, at man ikke forstår dig eller at man simpelthen ikke har noget at tilføje. Ligeledes kan man sidde eller stå ved siden af hinanden eller være til fest uden at snakke sammen hele tiden. Men stilheden er noget af det sværeste for en nyankommet fordi danskere er vant til at sætte ord på alting og at uddybe de simpleste ting, og samtale er et tegn på interesse og venskab – til gengæld er stilheden noget af det som resten af verden kunne lære en masse af. Stilheden giver plads til eftertanke.

Når man taler, bruger man ikke sarkasme. Folk er gode til ironi, min ynglings-vittighed er en ven der sagde at han ville hjælpe mig med at finde en kæreste til mig – og han ville prøve dem først for at se om de var gode nok til mig.

Ofte understreger folk tydeligt at “..det bare er sjov”, når de har lavet grin med dig eller været ironiske. Udtrykket “nagu” eller et langtrukkent “Saaa” bruges i Sisimiut, hvilket er kort for (Sallu) [sæeschlu] som betyder “Det passer ikke”, “løgn!”

Så de er gode til at bruge og forstå ironi, men jo tydeligere, jo bedre – sprogbarrierer har indflydelse hér. Sarkasme, den ondsindede form for ironi, bruges ikke og skaber kun forvirring – så undlad det.

Ofte er folk meget ærlige – især når folk er fulde, men bestemt også i ædru tilstand. Vær forberedt på at et simpelt “hvordan har du det?” kan give dig svar som du ikke havde forventet eller måske ikke selv ville have fortalt. Til gengæld forventes det ikke at du kan løse problemerne eller hjælpe den anden. Bare vær medfølende, det er alt.

Man bruger heller ikke tid på at “fordømme”, altså tænker på om du gør det godt nok eller om du kan gøre det bedre. Ej heller er man “interpersonelt paranoide” – altså bruger tid på at at tænke hvad andre tænker om én. Faktisk så forsøger man slet ikke at gætte hvad andre tænker, det føler man nemlig at man ikke kan tillade sig. Jeg har selv brugt tid på at gætte på/tænke over andres mulige reaktion på mig eller motivation, og har oplevet tilrejsende danskere der var det i højere grad, i forsvarsposition overfor nysgerrige spørgsmål såsom “Hvordan har du det?” (ja, jeg ved det – det er ekstremt!) I det hele taget er Grønland og dets mennesker en vidunderlig mulighed for at lære sig selv at være umiddelbar og leve i nuet.

Bemærk at det IKKE betyder at folk vandrer omkring, fri for bekymringer – men de tænker bare på deres egen situation – ikke på hvordan andre ser dem.

Folk er karakteriseret af en stor respekt for andre i dagligdagen. Man kan ligefrem finde på at kalde det en “konfliktskyhed” som danskerne ser det. Folk kritiserer ikke hinanden offenligt, og hvis nogen synes at du er en idiot, er det ikke sikkert at du nogensinde finder ud af det. Med mindre de naturligvis pludselig afsender en klage over dig til din chef, og får dig flyttet eller fyret – dét er den grønlandske måde: pludselig og indirekte.

De gamle sagn og historiebøger fortæller mange historier om hvordan man traditionelt set lokkede den forhadte eller truende part ud i fjeldet, på jagt eller vandring, og så vendte de andre parter hjem uden vedkommende, og uden et ord. Men alle vidste….

Hvis man er uenig, tier man i stedet stille. Måske stiller man et modspørgsmål eller et forslag, men hvis man stadig er uenig med den anden, siger man ikke mere. Der er simpelthen ikke grund til det.

Det skal naturligvis siges at der er afvigelser, nogle folk er mere direkte end andre.

Jeg selv, som tilrejsende og personligt meget åbentmundet dansker, har ubevidst tillagt mig denne konfliktskyhed. En person der “taber mig” i en samtale, vil jeg ikke kritisere men hellere nikke høfligt til med et minimum af engagement. Bagefter vil jeg så foretage mine egne valg. Hvorfor? Fordi jeg sandsynligvis kommer til at møde denne person igen, får brug for denne persons hjælp eller han møder nogle som kender mig. Hvis jeg vil passe på mit omdømme eller have de samme fremtidige muligheder, kan jeg ikke tillade mig at skabe uvenskab.

Så en huskeregel til dig i en samtale kan være at hvis kommunikationen holder op og kun går én vej, da skal du nok ikke tro at det er fordi at du har overbevist den anden. Læg i hvert fald mærke til kropssproget og om der bliver “øjenbrynet” anerkendende.

Jeg har i min tid her (fra sommeren 2010 til sommeren 2016) kun oplevet omkring 12 ubehagelige mennesker – men 8 af dem har været danskere (eller er født i Danmark), på trods af at kun 10% af befolkningen er danskere. Måske har jeg bare været uheldig, men det er tankevækkende.

Oven i det, kommer folk der har gjort grimme ting ved andre, men opført sig høfligt over for mig. Over årene lærer man ting om hinanden i sådan et lille samfund – og løsningen er at holde høflig afstand.

På internettet kan folk være særdeles kritiske eller ligefrem grove ved hinanden – den egenskab opstår i alle der sidder bag en skærm, og “smitter”også grønlændere. Til møder kan man godt høre folk der tydeligt giver deres mening til kende, såsom “Det synes jeg ikke – jeg synes hellere man burde…” eller “Det kan man ikke.” Men sædvanligvis formuleres det mere passivt, uden aktivt at nævne bestemte personer: “Måske kunne man også prøve at…” – denne indirekthed er vigtig at lære, når man kommer som ny.

Men i det daglige er folk altid høflige, afbryder ikke, taler lavt, og så videre. I forsamlinger, uanset om det er fester eller faglige møder, er man altid stille når nogen taler – børn og voksne. Derfor kan grupper af grønlændere være endog meget stille, hvilket man hurtigt lærer at sætte pris på.

Typisk taler danskere meget højere – især hvis de lige er flyttet hertil eller er turister – og gerne i munden på hinanden. Især børnene. I undervisningen har vi haft gæster fra Danmark, og de 3 talte højere end mine 25 elever under gruppearbejde. Til kaffemik er det en særpræget oplevelse at kunne gå fra en “dansk” med 10 deltagere, og over til en “grønlandsk” med 30 deltagere, og føle det første som en larmende oplevelse og det sidste som en behagelig. Dette sker naturligvis også fordi man til en vis grad opdeler sig, holder sig til “sine egne”. Der er en opdeling i samfundet, som der er i alle andre samfund: privat, ser grønlændere som oftest andre grønlændere, og danskere lige så.

Mange sygeplejersker er fra Danmark, og er her kun i et halvt år eller et helt. For ganske nyligt var det normalt kun at blive sendt hertil i tre måneder – en økonomisk og kulturel katastrofe, i mine øjne. (og en nødvendighed, idet folk af mærkelige grunde ikke har lyst til at bo hér i bare et par år, og derfor skal hives hertil for dyre omkostninger i så lidt som 3 måneder af gangen – folk er afsindige) Jeg har endog mødt en dansk tæppelægger, der i 3 måneder rejste op af kysten og lagde tæpper i en række huse. Mærkeligt at en grønlænder ikke skulle kunne varetage dét job.

Jeg havde en ven der i en periode var meget syg, og jeg så derfor med egne øjne hvorledes falckreddere med uendelig tålmodighed og blide berøringer – modsat min egen frustration i øjeblikket – afventede til patienten var ved bevidsthed, førend de langsomt gik i dialog med patienten og hinanden og først efter lang tids samtale, næsten modvilligt, tog hende med på hospitalet. Det var alt sammen af respekt for patienten, og ikke udtryk for inkompetence eller rådvildhed.

Hun fortalte senere at i Danmark, havde den samme sygdom resulteret i lussinger, knoer i brystet og hårde ord fra falckreddere.

På byens sygehus blev hun behandlet af grønlandske sygeplejersker og tilkaldte danske ditto. Førstnævnte vækkede og talte til hende blidt og tålmodigt, mens sidstnævnte var mere “fagligt orienterede”.

En dansk sygeplejerske, der i skrivende stund har været her i næsten et år, kalder det at man hér ikke er resultatorienterede, men snarere menneskeligt orienterede. Det er en meget god beskrivelse af livet hér.

Det skal hertil siges at jeg med disse ord IKKE har beskrevet sundhedsvæsenet – dét er der nemlig delte meninger om. Jeg har blot omtalt en måde at omgåes patienterne på.

Folk ser ofte hinanden i øjnene – jeg har i hvert fald  observeret at folk ofte hér kigger mig i øjnene. Jeg ved ikke om det er endnu en form for respekt, men mere nærliggende er måske at det er for at tyde min intention, når sproget er en (delvis) barriere. Jeg har opdaget at jeg selv gør det, når jeg skal forstå hvad folk siger til mig på grønlandsk.

På gaden, i det mindste i mindre byer, kigger folk på næsten alle de passerer på gaden – fordi chancen for at møde én man kender er meget stor.

Danskere bruger ordet “man” når de omtaler sig selv i en ubehagelig situation men har ikke noget imod at sætte navn på en der kritiseres – grønlændere bruger “man” om andre der kritiseres men har ikke noget imod at sige “jeg” om sig selv i en ubehagelig situation.

Translate »