Guide til grønlandsk kultur 5af12 – Forholdet til/med danskerne

Had og kærlighed for evig og altid

En grønlænder ved alt om Danmark, men en dansker ved ingenting om Grønland.

..og en grønlænder kan sige lige hvad hun vil om Grønland – og Danmark – men en dansker kan ikke sige noget kritisk om Grønland / grønlændere. Folk er hypersensitive overfor kritik, både på grund af danskernes uvidenhed og fordomme, men måske også fordi de ikke har “mentalt afkolonialiseret” sig selv – læs slutningen af dette afsnit.

Man hader og elsker Danmark på samme tid – præcis som i et usundt ægteskab, som ingen af parterne kan tage sig sammen til at blive skilt fra. Jeg møder mange ældre (50 år og opefter) der hjemmevant fortæller om danske byer som jeg aldrig har været i, fra da de var plejebørn eller på uddannelse i Danmark. Eller når jeg er i byen, møder jeg fulde folk der, lidt nysgerrigt og lidt fjendtligt, spørger hvem jeg er og måske siger grimme ting på grønlandsk. Men som, når jeg svarer på den smule grønlandsk jeg selv taler, løser op for det fjendtlige og i stedet begynder at fortælle om danske eksmænd der var nogle svin eller om da de studerede i Danmark eller lignende. Og alle har de familie og venner der bor i Danmark. Alle har de kærlighed til, og sår og sorg fra, Danmark.

DR har brugt begrebet “syddansker”, underforstået at grønlændere er “norddanskere” – og det kan kun være en blåøjet (i betydningen dum og idealistisk) dansk humanioraprofessor der har opfundet det begreb.

En grønlænder tænker og opfører sig, udtrykker sig, føler sig, indtrykker og udtrykker sig, meget anderledes og forskelligt fra en dansker. På virkelig mange måder.

De heroppe der stammer fra Danmark, får ikke lov at kalde sig grønlændere. Folk heroppe værner meget om identiteten, og det er i disse år på mode at tale grønlandsk (men mindre end i 2010, og nu også mere indstillet på offentlig tosprogethed), kalde sig Inuit (der sjovt nok betyder (mennesker) i al almindelighed), og der er mere respekt for én der sejler qajaq (ikke det der plastic-halløj) end én der spiller håndbold – selvom der er langt flest håndboldspillere.

Udefrakommende danskere har gennem århundreder fortalt grønlændere at de gamle væremåder og verdenssyn ikke var gode nok, de har indført en masse lavteknologi som erstattede den grønlandske, og en masse højteknologi som man skulle vænne sig til at bruge. Under det hele lå ligger en idé om at “de grønlandske metoder” ikke er at foretrække.

I Danmark er udvikling sjældent kommet fra landet selv, men gennem idéer udefra – men det er sværere at pege fingre af nogen. Også i Danmark findes de små landmænd og fiskere ikke længere, også i Danmark har man måtte lære informationsteknologi og fremmedsprog for at kunne klare sig godt. Men i Grønland har det kun været danskerne der har været “porten til verden” – i hvert fald har det været nemmere at pege danskerne ud fordi de har været nemmere at se – så grønlændere har i dag et billede af at danskerne har presset udviklingen ned over deres hoveder, uden at man måske var klar til det.

Og i mange tilfælde har danskere været de der synligt har indført disse forandringer – som tilrejsende håndværkere og lærere – og når de har gjort det, har det været uden forståelse for grønlændernes kultur. Tidligere fik danske tilrejsende håndværkere endog en meget højere løn end grønlændere med samme arbejde – fornuftigt men uretfærdigt. Der måtte tiltrækkes nogen der kunne bygge de mange boliger og anden infrastruktur, men for grønlændere var det naturligvis ondskaben og imperialismen selv. Og endnu en mursten i den mur der hedder “mindreværdig”, og som jeg tror findes inde i mange grønlændere, måske ubevidst. Med Aviaaja Egede Lynges ord mangler der en “psykisk afkolonisering” i samfundet.

Dansk er elitens sprog (de bedst uddannede og nogle headhuntede folk kommer direkte fra Danmark), og man taler det helst – forstået på den måde at man gerne vil vise en dansker at man taler dansk. Forsøger en dansker at tale grønlandsk, bliver han relativt ofte svaret på dansk – måske fordi der er status i at kunne tale dansk, men måske fordi man ved at danskerne alligevel ikke forstår hvad man siger på grønlandsk, at deres grønlandsk er meget begrænset. (men hvordan får danskere så lært grønlandsk?)

Jeg har oplevet at der blandt mine gymnasieelever er en smule hetz BLANDT grønlændere af dem der ikke taler/staver ordenligt dansk – men jeg er usikker på hvor udbredt det er. Det skal her også siges at nogle af mine elever korrigerer mig når jeg taler eller beder dem lære mig grønlandsk: “Snak dansk, Mikkel! Vi har dansk nu!” (…fordi jeg jo er deres dansklærer) Men det kan jo være at de bare gerne vil lære, uden at der ligger noget elitært i det, for de kan jo godt lide at jeg gerne vil lære deres sprog.

Et eksempel på forholdet mellem Danmark og Grønland, kan være “Eksperimentet”: Red Barnet foreslog at en flok børn fra fattige hjem – men med over-middel intelligens – blev udvalgt af til at være i Danmark i ét år, for derefter at skulle vende hjem som fremtidens ledere af det grønlandske samfund. Planen blev forelagt det grønlandske landsting, som efter en grundig debat stemte 22 for og 4 imod. I 1951 blev 22 børn fra hele landet sendt afsted til Sydsjælland i Danmark. Efter halvandet år hos plejefamilie og i dansk skole kom de hjem til Grønland, men på børnehjem – ikke hos deres familie. Hér måtte de ikke tale grønlandsk, i skolen holdt de sig til danskerne fordi de blev drillet af de grønlandske elever, de blev nægtet at rejse hjem til deres biologiske familie og i det hele taget blev de på alle måder “holdt fast” i at skulle blive i det danske.

Kun 3 bor i dag i Grønland, halvdelen kom aldrig til at tale grønlandsk igen og ikke en eneste af dem har haft ledende stillinger, sådan som det var intentionen. Derimod er 7 ikke længere i live – og resten er forholdsvis bitre…

Da der blev lavet en film om det hele, blev den en kolossal publikumssucces i Grønland – i Danmark gad næsten ingen se den.

Altså: Grønland er blevet påvirket af dansk uovervejet ønske om at hjælpe, grønlandske ledere har set op til Danmark og derfor villigt medvirket. Den menige befolkning har gjort som de fik besked på, men er endt med en følelse af mindreværd og bitterhed. I 20’erne spredte grønlandske kateketer kristendommen, i 60’erne accepterede de grønlandske politikere implementering af industri og velfærdsstat som kun danske arbejdere kunne levere, og i dag sætter grønlandske politikere danske standarder for den grønlandske befolkning, som (næsten) kun danske akademikere kan levere.

De sidste 30 år håbede man ville blive transformation til fuld ligestilling, fuld uafhængighed – men virkeligheden er en anden: grønlandske politikere og frontfigurer – danske embedsmænd, rådgivere og offentligt ansatte med specialviden såsom sygeplejersker og gymnasielærere. I praksis er det danskerne altså meget synlige i hverdagen.

Fordi man er tæt knyttet til Danmark, vælger man også at blive bedømt på danske præmisser, og det kan man ikke leve op til. Det er jo fuldt forståeligt – eksempelvis har man i Grønland kun 20 års erfaring med udbredt gymnasie mod danskernes 100 år (eller i hvertfald 60 år) og mange elever er første generation der overhovedet GÅR i gymnasiet – men det giver et mindre nederlag. Et eksempel er at selvstyret / regeringen har bestemt at mine elever skal undervises i Dansk A – på linje med danske elever i Danmark, selvom disse grønlandske elever har dansk som fremmedsprog, og nogle af dem ikke taler det særligt godt. Måske ville de have gavn af, eller en succesoplevelse med, faget Dansk på B niveau? Og de dårlige karakterer uddeles af importerede danske lærere, ofte med meget lidt forståelse for det grønlandske samfund og elevernes udfordringer.

Hvis du som person vil modarbejde dette i det daglige, så lær noget grønlandsk – det er nøglen.

Der er også nogle der drømmer om praktisk uafhængighed af Danmark, men man vil sandsynligvis aldrig kunne have en velfærdsstat på dansk niveau når man kun er 55.000 mennesker – og slet ikke når der kun bor 15.000 i den største by, 5.500 i den næststørste, og så videre. Det vil kræve at samtlige mennesker bidrager med noget konkret – og sådan forholder det sig ikke… heller ikke i Danmark, men der er puljen af tilrådestående mennesker bare meget større.

Man kan formode at det skaber en følelse af at have solgt sin sjæl.

Som jeg selv sagde til mine elever: “Hvis i synes at danskerne tager alle de gode jobs, så skal i bare følge med i undervisningen og færdiggøre jeres uddannelse – så har danskerne ingen grund til at komme. Det er ikke MIG der skal stå her og undervise – det er én af JER!”

Omvendt er der meget få praktikpladser eller kollegiepladser i landet – så mange rejser i stedet til Danmark. Desværre.

Man er i disse år ved at indse at man aldrig slipper af med danskerne – 70’erne og 80ernes omvæltning gik mest på politik og økonomi og 00’ernes mest på sprog – og er i stedet i gang med at genskabe sin identitet, og stoltheden ved den. “Den der mister troen på egne evner, er glad for at blive domineret af andre. “ – en stærk omskrivning af Robert Petersen, via Aviaaja Egede Lynge i “Den bedste koloni i verden”. Hér fortsætter hun med at skrive at “..hele meningen med at blive uafhængig (er ikke) at blive lige så gode som danskerne, økonomisk eller materielt set.” (…) “Tiden er inde til at vi fortæller vores egen historie og definerer vores egne følelser og vores syn på hvordan vi er blevet påvirket af 250 års kolonialisering – hvis vi agter at blive mentalt uafhængige.” Det er dét hun kalder en “psykisk afkolonialisering”.

Og som kommentar hertil kan man spørge hvorfor dette – efter min mening kloge – udsagn nu er blevet kopieret ind i ENDNU en tekst skrevet AF en dansker OM grønlændere. Men så igen, grønlændere er velkomne til at gøre det, så danskerne ikke behøver. Hvis man ikke fortæller om sig selv, så kommer der på et tidspunkt en fremmed og gør det. Og man kan måske ikke lide den fortælling.

Translate »