En vigtig grønlænder, Jens Simonsen, sagde engang at Grønland er et lille land og Danmark er et stort land – selvom opfattelsen i begge lande er den modsatte. Det havde han opdaget som ganske ung da han kom til Danmark på uddannelse. Han skulle rejse med tog for at komme til sin skole, og på den meget lange togrejse dukkede der hele tiden nye byer op, bondegårde, huse, biler, fabrikker og alt muligt andet. I Narsaq, hvor han havde levet hele sit liv, skal man blot gå ud af byen og ind i dalen, så er det som om at man er fuldstændig alene i verden.

Dette har jeg selv oplevet, under kursus i Danmark mens jeg har boet i Grønland. Selv en relativ – i dansk sammenhæng – kort køretur, bringer én igennem tilsyneladende endeløse veje af altid skiftende landskaber. Man kan køre og køre og køre på vejene, og der er så meget at se at det er ret overvældende.

I Grønland bevæger man sig i fjeldet (af nødvendighed) i et roligere tempo, og der er “bare” fjelde, sne/græs og hav. Simplere.

Naturen former mennesket, og Grønlands landskab har bestemt formet dets folk. Grønland er et lillebitte fangersamfund, så de er fleksible og tilbøjelige til improvisation, og de er åbne, accepterer og udnytter alle tilrådestående kræfter. Omvendt er Danmark et (relativt) stort bondesamfund, der kræver langtidsplanlægning, og giver en rigid samfundsstruktur med regler. Grønlænderen sætter pris på frihed, vil gerne kunne se ud på verdenen og føler sig fanget i en storby. Danskeren sætter pris på rammer og regler, ønsker ikke at andre kigger ind i hans verden og føler sig fortabt ude i det åbne landskab.

Begge lande har fordele og ulemper, men de stammer grundlæggende fra landets udseende/natur.

Mange grønlændere der bor i Danmark har en slags længsel efter at vende tilbage til Grønland – i hvert fald  en dyb kærlighed eller følsomhed – og ingen der besøger landet kan gå fri at føle et dybt indtryk efter at have været alene i fjeldet. Stå stille, og du kan bogstaveligt talt høre blodet løbe gennem dine egne årer. Litteraturen og sangene er fyldt med natur og kærlighed til landet, undtaget en periode i 1970erne rettet mod danskerne og i 90/00’erne rettet mod svigtende forældre, og måske kan grønlænderne generelt siges at være et romantisk folk, for naturen og det at være selvforsynende (i det mindste delvist) er en vigtig del af folks bevidsthed.

Vejret og ikke uret har bestemt rytmerne, og det ligger stadig i folk. Afstand måles snarere i tid end i kilometer: hvor langt er der til næste by? 2 timer – i båd, forståes. Der er ikke ret mange der har hundeslæder og næsten ingen ror i qajaq – selvom en del har gjort det gennem tiden. En hel del har været på rensdyrjagt – det vil sige 2-4 dages vandring i fjeldet, langt væk fra mennesker – og mange har været på fiskeri eller sælfangst med jolle, og det er ikke usædvanligt, som lille barn, at skyde sin første sæl. Mange mennesker ejer en jolle og en del har snescooter – dem bruger de til familieudflugter. Charley Kinney siger at “der er mange biler og de hedder både!” – en naturlig reaktion fra en amerikaner – med mindre at man flyver, så tager folk gerne både 4, 6 eller 8 timers sejlture til de nærliggende byer eller ud i fjeldet på udflugter eller fangster, selvom 12-14 timers rejser ikke er ualmindeligt. Længere ture er med færgen, der koster det halve af flyveren, men er en mere storslået oplevelse.

Byerne ligger langt fra hinanden, og da der ikke er veje imellem, er det med båd og fly at man rejser. Byerne er meget forskellige fra hinanden, på alle måder. Men de sidste år har folk rejst meget imellem dem, og man har familie og gamle venner i mange forskellige byer. Faktisk er Grønland et land af rodløse, det er de færreste der har hele familien i samme by som de bor i, og dertil kommer der de tilrejste danskere. Roden består så i selve landet, kulturen, naturen. Tidligere måtte man rejse derhen hvor fangstdyrene var, og familiemedlemmer døde af sygdomme eller på havet. I Sisimiut igennem 1910-20 var der cirka én der kæntrede på havet hvert halve år.

I dag rejser man på grund af uddannelse eller for at hjælpe sin familie dér hvor de er, eller for at leve sammen med en anden i dennes by. Så afsavn behandles forholdsvis logisk, uden de store følelsesudbrud selvom det er dybfølt – det har både været en historisk og er en moderne nødvendighed. Men folk har en stor forkærlighed for deres hjemby, og besøgende fra dén by vil blive modtaget overstrømmende, og man vil tale om hvem man kender derfra, og andre lokale nyheder. Ofte vil besøgende til en anden by have fået besked på at medbringe pakker eller genstande eller hilsner til nogle der bor i den anden by – selvom han ikke selv kender dem.

Grønland er i manges tanker synonymt med isbjørne, men det er de færreste der har set eller skudt én. Når det sker – fordi de forvilder sig for tæt på byerne og derfor er til fare for mennesker – så tilfalder skindet dén der ser den først (selv børn!), og resten til dén der skyder den. Så stimler alle sammen – eventuelt informeret via mobiltelefonkæder – for at se den blive parteret. Ofte bliver kødet undersøgt for trikiner og distribueret til skoler eller alderdomshjem, og resten taget af staten. Det er ikke lovligt at skyde dem ude i fjeldet, så hvis det alligevel sker som en form for jagt, får man bøde og kroppen og skindet konfiskeres.

I dag er det mere sandsynligt at bjørne kommer tæt på byerne fordi de er sultne, og så er der kapløb mellem folk der vil se dem tæt på – med mindre at isbjørnene er MIDT INDE i byen, så er det et kapløb om at komme ind i husense og væk fra dem! Det sker med et par års mellemrum i vestgrønland, og i Øst tager de en riffel med hver eneste gang de tager i fjeldet. Jeg er usikker på hvordan det er i nord.

Men de fleste grønlændere har set isbjørn samme sted som danskere har set elge eller ulve: i avisen.

Hvis du googler “Sermitsiaq” og “isbjørn”, så kan du finde en hel del historier og billeder.

Et jagttagn koster 100kr, udstedes til alle der beder om det, og at have et gevær er lige så normalt i Grønland som at have webergrill i Danmark. Der er næsten aldrig mord (statiskkerne er dog uenige – men i absolutte tal….) – og endnu sjældnere med geværer – og hvis de stjæles under indbrud, er det kun for at blive solgt videre. Geværer ses simpelthen som et redskab, ikke andet (nå ja, også selvmord) – og kan da også købes i friluftsudstyrsbutikker og havnekioskerne.

Behandling af fangstdyrene har rod i religionen, tror jeg. Ganske vidst er alt nu reguleret af kvoter og fangstperioder der varierer gennem året, men der er ingen der tænker på at opdrætte rensdyr og moskus i indhegninger.

I gamle dage sagde man at dyrene havde en “inua” – da “inuk” betyder (menneske), har dyrene altså en sjæl ligesom os. Når dyrene er lige med mennesket, behandler man det med respekt – sådan som man tror at dyrene vil behandles. I gamle dage var der ritualer omkring fangsten (meget få af dem ses en gang imellem stadigvæk), i dag er opfattelsen at man kun fanger det man selv skal bruge eller kan sælge og at man bruger eller bortgiver det man fanger. DSer har været enkelte tilfælde af døde sæler fundet uden skind, og rensdyrkroppe hvorfra kun køllerne var taget (de kødfyldte bagben) – og folk er altid rasende over den måde at spilde godt kød på. Og europæiske turisters praksis med at fange fisk og derefter sætte dem ud igen regnes direkte for dyrplageri. På samme måde ses det for unaturligt at holde rensdyr og moskus i indhegninger – der er en smule tale om det på grund af den stigende efterspørgsel, men jeg tvivler på at det vil ske.

Grønlændere har ikke nogen forståelse for EUs forbud imod salg af sælskind, når sælbestandene netop er så store at de truer visse fiskearte, og alle grønlandske sæler fanges ude i naturen som voksne, af lokale fangere i små både. EU gik endelig med til at tillade grønlandsk sælskind, men måske er skaden sket. At Great Greenland firmaet, der behandler og videresælger skind og færdige produkter, ser ud til at have været drevet mindre heldigt og per januar 16 har skjiftet direktør, hjælper ikke. De har sendt blandede signaler – både at skind hober sig op på lageret og smides ud OG at priserne for små systuer og andre virksomheder tilsyneladende er steget 125% på 3 år og levering er ustabil. De er fokuserede på luksusprodukter, og negligerer derfor billige varer – selv almindelige skind kan man slet ikke købe i deres webshop – hvilket således ekskluderer en bredere appel. (inklusive i Grønland) Det ødelægger det økonomiske grundlag for en god økonomisk eksportmulighed, som også er en vigtig, næsten vital, kulturel funktion. Og sælsind er jo smukt!

Der er ikke så mange fangere tilbage – kun folk der fanger i fritiden. Det er også kun folk med jobs der har råd til gode joller, så det er svært at være fuldtidsfanger, eller storfanger. Og der er ingen der fanger fra kajak længere.

Inde i landet, er det kun tilladt at jage fra hundeslæde eller til fods – det er både for at holde traditionen i live men også fordi snescootere er så effektive at dyrebestanden ville blive udraderet for hurtigt.

Fangst/jagt er MEGET vigtigt for folk – selvstændigheden er vigtig for grønlændere, herunder dét at kunne fange sin egen føde, sørge for sin familie. Det er langt fra alle der gør det i det daglige, men de fleste har været på jagt eller fisket i deres liv. At tage på jagt/fangst er derfor ikke bare at sørge for mad eller at komme “i pagt med naturen” – det er at føle sig knyttet til landet i dybeste forstand – som grønlænder, som menneske.

“Fjeldet” betyder det samme for en grønlænder, som “freedom” for en amerikaner eller “ytringsfrihed” for en dansker: det er dybt rodfæstet og dets betydning kan slet ikke overdrives.

De kalder det “den store psykolog” af en årsag.

Der ligger masser af affald rundt omkring i byerne, end dog i den nærliggende natur. Noget er fordi det blæser rundt i stormene, noget er tilsyneladende fordi folk simpelthen er ret ligeglade med affald. Det er i hvert fald mit indtryk, selvom andre har sagt mig at det er forskelligt fra by til by. Jeg tror at folks praktiske tilgang spiller ind igen.

Der gryer i disse år en forståelse af at vi skal passe på vores omgivelser, men endnu er den ikke så stor i det daglige. Til gengæld er diskussionen om storindustri ophedet – man er klar over at eksempelvis det planlagte aluminiumsværk ved Maniitsoq kan ødelægge store områder.

Udover at vandet lige omkring byerne ikke skal fiskes i, så er naturen helt ren – der er sjældent brug for at tage store mængder vand med ud i fjeldet, for der er mange kilder og elve at drikke fra – og det smager fantastisk.