Folk griner meget af ting som man ikke har indflydelse på. Det gælder også små ulykker eller fejl, eksempelvis når man glider på isen eller når danskere ødelægger det grønlandske sprog i forsøget på at lære det.  Det er ikke for at være nedladende, man synes bare at det er dejligt at der er nogen der gider at lære deres sprog. Store ulykker tages naturligvis meget seriøst og med øjeblikkelig handling.

Som ny i landet, skal du hurtigt vænne dig til at blive grint af og til at grine med de andre af dig selv – det gør dit liv meget nemmere og giver ikke så grimt et indtryk af danskere i landet. Det er naturligvis en almindelig menneskeligt fornuftig ting, men som gæst i dette land er det virkelig nødvendigt, synes jeg.

Folk ser ikke grineri som at drille, man nyder bare det der sker.

Hvad er grønlandsk humor? Først og fremmest fysisk: man fortæller historier om fysiske bedrifter der gik galt eller forskrækkelser eller griner af uheld. Parodier og “klovneri” er et sikkert hit! Højpandet humor på intellektuelt plan iblandet en smule sarkasme har jeg aldrig hørt i Grønland, som i Danmark – mens skuespil og fysisk komik er sikre vindere. Dernæst griner man af det uventede eller reaktionerne på det – man stiller det ikke op for andre og griner når de oplever uheldet, men hvis det sker, så griner man.

Humor baseret på sex – eller rettere tabu omkring sex – findes ikke ret meget – noget er i hvert fald ikke “frækt”, det er kun sjovt. Den britiske/danske humor hvor folk bliver uenige og kommer op at slås, er heller ikke så populær hér – mentaliteten med at man ikke skaber ufred, ligger meget dybt i folk.

Jeg har oplevet at en hel skoleklasse grinte af et rensdyr der blev skudt og gav et dybt brøl fra sig, hvorimod jeg forventer at en dansk klasse ville have enormt ondt af dyret. Jeg har hørt om et elektricitetsværk der købte en meget dyr maskine, som en inkompetent truckfører formåede at ødelægge totalt mens resten af de ansatte så grinende på mens han gentagne gange tabte den og kørte ind i den, selvom det betød at bygden nu var uden strøm i endnu 2 måneder. Jeg har set 3 grønlandske teenage-piger gå sammen, og da den ene glider på isen og lander på røven, begynder de alle 3 at grine og de to andre står afventende indtil hun kommer på benene igen.

For at kontrastere med en danskers reaktion, kan jeg fortælle at jeg så en besøgende dansker kravle ubehjælpsomt rundt, og efterfølgende sidde fast i, en snedrive nedenfor vores hus. Hun blev meget fortørnet over at jeg leende betragtede hende, selvom hun hverken var i fare eller havde begivet sig ud i noget fornuftigt ærinde – hun havde erfaret at tøsneen ikke kunne bære hende men fortsatte rundt i den alligevel, for at “redde” nogle børn der ubesværet hoppede rundt ovenpå sneen fordi de jo vejede meget mindre. Selvom jeg kom hen til hende for at se om hun alligevel ville have min hjælp, overfusede hun mig.

Omvendt er der ingen der griner når en qajaqroer tipper rundt, fordi man ved hvor farligt det kan være. Det er ofte turister der kommer galt afsted, eksempelvis ved at lade små børn gå hen til hundene (der som hovedregel IKKE er kæledyr og som altid er mere sultne!) eller ved at gå ud på tynd is, men hvis grønlændere ser at nogen er i fare så kommer man til hjælp. Man ler naturligvis ikke af alvorlige ulykker eller andres smerte. Og det er også ekstremt sjældent at folk bander over fejl, uheld  eller mister temperamentet – eksempelvis taber en ting og derefter bander og svovler. Man kan ærgre sig over det men man hidser sig ikke op over det.

Et interessant fakta er at “tornaarsuk”, “toornaq” (ånd) [dornaarsuk] blev indsat i ordbogen som et bandeord af Hans Egede (der kristnede Grønland) fordi han så det som påkaldelse af onde ånder, mens det faktisk siges for påkalde gode ånder til at beskytte sig selv eller én man elsker. Dette ved mange grønlændere faktisk heller ikke.

Folk kan godt blive meget emotionelle, og fordi man til dagligt ikke er det, overrasker det nogle.

Man “blander sig” ikke i en rørt persons følelser, altså kommer med råd eller trøstende berøring, man lader som oftest personen tale eller græde ud, og lader stilheden gøre sin ting. Og oftest er det den værdigste måde.

Jeg har været til kaffemik, hvor en gæst fortalte om hvor taknemmelig han var for at have kommet i huset igennem mange år, og imens han forttalte, blev han stadig mere berørt – helt til tårer. Mens han fortalte, blev alle de tilstedeværende (10-12) helt stille, og lyttede blot. Til sidst var han ved at græde, og begyndte i stedet at synge fødselsdagssangen, der traditionelt synges meget stille. Vi andre begyndte også, og hele stuen fik en meget værdig aura. Da vi var færdige med at synge, sad vi et stykke tid og var stille.

Ved en anden lejlighed, fik en pige et opkald hjemmefra om at et familiemedlem i Danmark var død, og hun sank sammen i et hjerteskærende skrig. Jeg forsøgte at holde om hende, men hun var naturligvis for oprørt, og heldigvis kom en anden kvinde og tog pigen med udenfor. De andre tilstedeværende var helt stille, bortset fra pigens ven der også begyndte at græde. Efter at pigen var taget hjem til noget familie i byen og vi alle var faldet lidt til ro, var der meget stille i meget lang tid. Vi var kede af det for én vi kendte og holdt af og vi kender alle enten at være langt borte fra nogen vi elsker, eller at have mistet familiemedlemmer eller venner. Det er en betingelse i Grønland.

Sejre fejres for fuld udblæsning. Vindere af qajaq- og hundeslædekonkurrencer løftes nogle gange op af vennerne og bæres rundt – siddende i qajaqen/på hundeslæden. Man er stolt af sine sejre og bakkes op af venner og andre tilstedeværende, der umiddelbart efter sejren kommer hen for at give hånd som tillykke. Faktisk er et håndtryk den rigtige tilgang i mange situationer: hvis du møder én der har gjort eller modtaget noget godt – eller har fødselsdag – ønsk tillykke med et håndtryk og sig “pilluarit” [bichluarit] (tillykke).

En sejr – selv for ens politiske parti eller sportshold – fejres med begge arme i vejret. Den danske tilgang med tilbageholdenhed og negligeren af egen indsats, forstås ikke. Forfatteren og sygeplejersken Kim Leine, der har boet i alt 15 år i Grønland, blev overrasket da han trådte ind af døren til sin forlægger, og fik at vide at han havde vundet en vigtig litterær pris. Han kiggede sig først forvirret rundt, og hævede så begge armene lige op i vejret i triumf! For de tilstedeværende danskede, har det nok set en smule mærkeligt eller barnligt ud, men for en grønlænder er det den eneste rigtige reaktion til dén situation, og giver fuld mening. Denne glæde ved at vinde, er sat i kontrast af ydmygheden ved ens egen indsats eller evne. Sportskonkurrencer er måske mere om at være sammen og fejre sporten, end om at vinde – og fremmede som tager det hele lidt for seriøst (efter konkurrencen) er ikke holdt i høj kurs.

Og derfor forsøger man omvendt ikke at vinde på bekostning af andre, og man er lige så glad for sine konkurrenters bedrifter som af sine egne. Det ses også i mange grupper, hvor man ikke fremhæver sig selv fremfor andre, men ofte formulerer sit udgangspunkt som “vi”. Sig ikke “Du gør det forkert”, men hellere “Måske er der nogle ting der kan gøres anderledes.”

De dybe årsager til dette er flere: folk vidste at jagt var baseret på held, og den ene dag ovenpå, næste dag nedenunder, med brug for andre menneskers hjælp. Og i disse små samfund kender alle hinanden og er afhængige af hinanden hver dag og i alle situationer. Selv HVIS folk ikke kan lide hinanden, undgår de simpelthen kontakt.

Til grønlandsmesterskaberne i qajaq 2012, deltog jeg selv, som den eneste dansker/qallunaq, dette år. Jeg havde bygget en qajaq – naturligvis med stor hjælp – og deltog i konkurrencerne efter kun 5 timers træning i at sidde i én. Mine klubkammerater ville ikke høre tale om at jeg ikke kunne tage med til konkurrencerne eller bare tage med uden at deltage: “Du lærer at ro under selve konkurrencen!” Efter næsten hver konkurrence var der medaljeoverrækkelse, og folk blev nævnt ved navn og gik eller løb ud til skamlen for at få medalje om halsen. Publikum klappede og hujede begejstret når folk blev nævnt og især når folk med medaljen om halsen, rakte begge arme triumferende i vejret. Som den generte mand jeg dybest nede er, valgte jeg i stedet at bukke, hvilket folk slet ikke kunne forstå – de forsøgte vedholdende at overtale mig til at triumfere, og da jeg ved den sidste overrækkelse gjorde dét, klappede man ekstra højt. Tilbage på pladsen, eller efter ceremonien, giver man høfligt hånd til hinanden, uanset alder. Også medhjælpere, kantinepersonale, dommere  og andre der har hjulpet med projektet, får hver især klapsalver og hurra-råb.

Man drøfter heller ikke følelser i offentlighed, men kun til nære venner. Danskere kan have svært ved at forstå tilbageholdenheden, fordi danskere sætter ord på alting. “Kan du uddybe den følelse??”, “Hvad tænker du?”, og så videre. Grønlændere er ikke så hurtige til at finde ud af hvad de føler og tænker – de giver sig simpelthen mere tid til den slags. Og derudover kommer også sproget, hvis man taler med en dansker: måske føler de ikke at de kan give ordenligt udtryk på dansk, og så vælger de at være stille eller trække på skuldrene.

Omvendt fortæller man nøjagtigt hvad der er sket: hvis du spørger hvordan en person har det, kan det godt være at du får at vide at kæresten har tævet hende eller hun har hjemvé – eller en mand fortæller at han har tævet kæresten eller at hans bror engang begik selvmord. Til gengæld kan de ikke uddybe det – måske fordi de ikke føler at der er brug for dét. Det bedste man kan gøre, er bare at lytte – eventuelt stille simple spørgsmål som får den anden til at fortælle mere. Jeg har ofte oplevet at folk, når de møder mig for første gang, siger ting som (for en dansker) synes private. Men det skal opfattes som sympati eller tillid, fra deres side.

Der er en ny tendens i landet, det at man sidder i en rundkreds og fortæller om sine følelser og indtryk om et emne – hvis man har lyst til at sige noget. jeg har oplevet at folk har sagt ting som de ikke før har fortalt andre om sig selv, og jeg synes at det fungerer meget positivt, til at tage trykket i en gruppe eller situation. Det handler ikke om at udtrykke sin mening og derefter at debattere den – kun at hver person har mulighed for at udtrykke sig.