Følgende er skrevet fra min egen baggrund som dansklærer på gymnasiet i Sisimiut, fra 2010 til 2016. Følgende dækker kun de grønlandske forhold, selvom jeg gerne ville skrive mindst lige så meget om generel pædagogik.

Du skal vide med dig selv at du har lyst til udfordringen som lærer i Grønland – i en kultur som du ikke forstår – i mindst 2 år. Du skal vide at det vil blive en stor udfordring for dig, menneskeligt og fagligt. Du skal derfor heller ikke have nogen i Danmark som du ikke kan undvære i dén periode – 2 år – sommer- og vinterferier undtaget.

Læser du stadig videre med interesse? Okay, så følger hér nogle pædagogiske/kulturelle råd:

I begyndelsen vil du have svært ved at tyde elevernes reaktioner – men lær deres ansigtsmimik at kende ved at spørge dem om de har forstået. Vær ærlig istedet for at stille gode miner til slet spil – så får du også deres tillid.

Dansk er IKKE deres førstesprog, og de har ofte nemmere ved at formulere tanker på grønlandsk, og sammen med en ven eller to. (..men ofte nemmere ved at nedskrive det på dansk end grønlandsk!)

Forstyr eller stop dem derfor ikke hvis de snakker sammen på grønlandsk, spørg i stedet stille om de finder frem til noget spændende eller i en venlig tone om hvad de taler om.

Den første regel for dig som lærer, er derfor at tale så lidt som muligt, formulér dig meget præcist. Tænk dig om, inden du formulerer dine sætninger. Du kan bogstaveligt talt gøre nogle elever irriterede på dig, eller selv sørge for at eleverne flytter opmærksomheden væk fra dig. De kan ikke kapere alle dine ord: det er mentalt hårdt arbejde at skulle oversætte hele tiden fra et sprog man kun forstår delvist. Dit indre ur skal stoppe dig når du har talt i 3 minutter.

Du skal også tale i lav lix, altså ingen svære ord – eller endnu bedre – efter hvert eneste svære ord eller danske billedsprog du bruger, skal du indsætte et nemt synonym: “Jeg har erfaret – jeg har lært, opdaget – at mange mennesker sætter pris på pandekager, at de kan lide pandekager.” Men lad dem bare læse de svære ord og tving dem til at slå ordet op i ordbogen, enten da-gl eller én med forklaringer/etymologi.

Som nævnt er DEN VIGTIGSTE TING at du skal tale meget mindre end du er vant til – øv dig i at sige ting på den kortest mulige måde først, og senere fortælle en udvidet version til enkelte elever. Få grundbegreberne på plads, og giv altid praktiske eksempler på deres brug, men giv ikke langstrakte forklaringer – det vil kede og forvirre eleverne.

Din praktiske daglige opgave er ikke at formidle fagligt præcist information, men derimod at formidle relevant information på en forståelig måde – denne tolkning er helt min egen: eleverne har nogle gange større udbytte af en simplificeret version end af en detaljeret og helt nøjagtig ditto. Dén kan man til gengæld give til de elever der ønsker det eller som skal have større krav.

Til opgaverettelse, vil de hellere have en kort verbal instruktion end en skriftlig liste med ting der er galt – ikke lange forklaringer, bare peg ned i deres opgave på to-tre ting de skal huske/ændre.

Tving ikke eleverne, eller pres dem til at tale eller begynde med opgaven. Oftest skal de bare have tid til at tænke – så vent! Mind dem blidt men bestemt/beslutsomt om opgaven hvis der går for lang tid – de skal nok begynde på et tidspunkt.

De er ikke opdraget med autoriteter, så en hård tone vil have store og negative konsekvenser – selvom de ikke viser dig det. Som lærer kan man sagtens være konsekvent uden at hæve stemmen.

Du skal vænne dig til IKKE at være kontrollerende, men snarere vejledende og opmuntrende. Dette er i mange forhold altafgørende for et godt forhold til eleverne.

De fleste vil ikke bede læreren (særlig meget) om hjælp – måske er de lidt flove, bange for at begå fejl? Måske planlægger de bare dårligt? Der er ikke meget at gøre ved det, udover gentagne gange – og på forskellige måder – at opfordre dem til at lade dig hjælpe dem.

Ligesom grønlændere generelt er stille, er eleverne det også. Det er en fryd at kunne hviske en besked til den bagerste elev i klassen, under gruppearbejde – hvilket klassen da også griner af. Jeg har haft 3 danske elever og deres lærer på besøg i undervisningen, og trods at hele klassen gruppearbejdede, larmede de 3 danskere mere selvom de sad bagerst og snakkede med hinanden.

Naturligvis kan grønlandske elever også larme – især når de ikke laver skolearbejde – men som helhed er det min erfaring at danskere snakker højere.

Følgende er taget fra afsnittet om børn, og det forklarer hvorfor eleverne opfører sig sådan: Et godt opdraget barn er et der ikke blander sig, men afventer og lytter – det hedder naalaarpoq. Det må meget gerne kigge med i de voksnes gerninger, helst deltage aktivt eller stikke hovedet helt frem, men ikke fremstille egne meninger alt for voldsomt eller kritisere.

Så når danske lærere kræver verbal deltagelse og en kritisk holdning, er det altså PÅ TRODS af grønlandsk opdragelse – man kan sige at det er at gøre en smule vold på ungernes opdragelse. Det er i hvert fald nyt for dem.

Stilheden kommer også til udtryk ved at det er svært at starte gruppediskussioner – der er en håndfuld der gerne snakker og bidrager, mens resten ikke gider. Måske har de ingen mening om emnet, måske har de ikke noget nyt at tilføje – i al fald kan gruppediskussioner tage lang tid, så det skal man tage sig. Til gengæld giver det et rart miljø.

Bemærk at de der ikke bidrager, kan nemt have udbytte af at høre på de andre – så skæld dem ikke ud for ikke at deltage, opsummér hellere til sidst: “Hvem har lært noget nyt i dag? Hånden op!”

Én måde at bryde det på, er at provokere dem – tag enkelte elever som eksempel og sæt dem i fiktive ekstreme situationer, så kan vedkommende relativt ofte få sig selv til at deltage. Men det ER svært – og dét er et vilkår, som lærer.

Når jeg nævner at man kan pege eleverne ud som eksempler, så er det vigtigt at huske på respekten for individet – folk er meget følsomme overfor at blive udpeget, fremhævet, kategoriseret. Selv checker jeg ofte med eleven bagefter, som det var i orden at jeg drillede ham/hende under timen. Så husk gerne at trække dig selv som eksempel også, eller vær tilfældig i din brug af eleverne som eksempel.

Husk naturligvis på at folk er forskellige – nogle elever kan ikke lide at blive taget frem som eksempel. Resultatet kan være at eleven holder op med at komme til timerne, så find en balance.

Nogle af dem formulerer sig dårligt, men det er mest af generthed. De er bedre på tomandshånd end i plenum. Så hvis du vil have noget at vide om eleven, så tag en evalueringsrunde ude på gangen, eller endnu bedre: fang dem i sofaen til en snak – start selv med at fortælle om din egen dag.

Udover de almindelige menneskelige problemer såsom kærester, flytning og børn, så slås nogle af dem med store ting som dødsfald og vold. Psykologerne mener at lidt under en tredjedel af unge mennesker hér har tæt på dét der kaldes PTSD – en følge af vold, drukneulykker, selvmord og andre ting. Omkring 70% unge mennesker kan kategoriseres som “tilbageholdende”.

Husk altid på dette – i faget dansk lader jeg nogle gange eleverne læse tekster om alvorlige emner, men har erfaret at de skal advares om det først, og eventuelt have en alternativ tekst at arbejde med hvis de ønsker det. Vis at du er klar over at den enkelte elev slås med nogle ting, men lad vær med at grave i problemer med mindre han/hun ønsker det.

Hvis jeg har lagt mærke til noget ved eleven som jeg (som den blødhjertede person jeg er) har lyst til at hjælpe med, så kan jeg måske fortælle en anekdote fra mit eget liv, om dét emne – men uden at gøre det personligt for eleven.

Når alt ovenstående er sagt, så er det vigtigt at tænke på at de er LIGE SOM DANSKE ELEVER! De gider heller ikke altid at gå i skole, de laver deres lektier i sidste øjeblik, de har nogle gange stort fravær, de kan sagtens tænke selv, de vil i virkeligheden gerne lave skolearbejde hvis det bare er spændende, de bruger hele tiden mobiler, computere, sociale medier og anden højteknologi, og tænker på kærester og tøj og champions league og bandet som de spiller i i fritiden og fritidsjobbet og alle sådan nogle teenagerting.

Eleverne vil gerne have et personligt forhold til dig – selv fortæller jeg gerne om mit liv (i det ringe håb at de kan undgå de fejl som jeg har begået) mens nogle af mine kollegaer har undret sig over elevernes ønske om at vide noget om læreren som menneske.

Grønland er et lille land, med små samfund. Det er umuligt at være privat – med mindre man aldrig går ud og aldrig fortæller nogen om sin tilstand og tanker. Du møder eleverne i supermarkedet og i baren – både som kunde og som ansat. Så rollen som lærer/elev bliver med tiden udvisket – og i bliver alle sammen til mennesker….. hvor du så bare tilbyder dem en faglig viden og bedømmer dem på dét punkt. Efter at du har givet lille søde Juaninnguaq FX/00 for hendes afleveringsopgave, synger i i kor sammen om eftermidddagen og om aftenen serverer hun din øl på værtshuset. Det er virkeligheden, og du kan lige så godt slappe af og affinde dig med det. Skellene er små.

Hvad fortæller om du passer ind, om du får en god oplevelse i landet? Jeg tror at du får det svært, hvis…

..du er seriøs og selvhøjtidelig – man skal have humor og lade sig blive grint af.

..du har vigtig familie og kæreste i Danmark – Hvis man længes bort, kan man ikke gøre et godt arbejde.

..du ikke skaber dig et netværk hér.

…du bruger energi på at tilpasse elevernes opførsel efter dit hoved – du vil fornærme folk og støde dem fra dig og kan dermed ikke undervise eller samarbejde . Brug i stedet energien på at opsamle viden og tilpasse dig selv til det sted du er – tag det hele som en oplevelse og øvelse i ydmyghed.

..du er utålmodig – ting hér har deres eget tempo, ofte uden logik. Hvis du hidser dig op, støder du folk fra dig og du bliver selv frustreret.

…du bruger energi på at forandre det sted du kommer til – alting har en forhistorie og en grund, og du kender den ikke. Brug i stedet tiden til at spørge og lære – ikke til at påvirke eller kritisere – man påvirker også gennem ydmyge spørgsmål, og dét på en langt mere rar måde.

…du tror at ting fungerer, eller at folk opfører sig, som i Danmark – du er ikke i Danmark længere.

.. du er en meget direkte person – du VIL opleve at folk kritiserer dig bag din ryg, måske til din chef eller kollegaer, men ikke til dig.

At være lærer i Grønland er at være elev – det BØR det i hvert fald være , for det gør dig til en bedre lærer.

Mit eget liv som gymnasielærer har gjort mig til et bedre menneske: mere tålmodig, mere afslappet. Jeg har begået MANGE fejl undervejs, og føler mig ydmyg over at eleverne for det meste har tålt mig og mine skøre påfund, trods alt.

De har ikke altid haft rare lærere – og nogle af dem har haft for få stabile eller søde voksne i deres liv. Så øv dig i at blive én – for man kan ikke altid se hvem der bruger ens fodspor til at gå efter.