Guide til grønlandsk kultur 10af12 – Kristendom og spiritualitet

De døde, de levende og alle derimellem

Grønland er et kristent land, med stærke førkristne traditioner. Kristendommens indførelse har for nogle bragt enden på lange slægtsfejder eller de mange ritualer og tabuer, men især de nødvendige luksusvarer kom med kravet om kristendom. De danske præster har været strenge – krav om deltagelse i Kirke om søndagen, uanset det gode vejr for den nødvendige fangst, eller at en mand kun havde én kone – efterladende mange kvinder uden en forsørger, og mænd med færre hjælpere til det daglige arbejde.

Finn Lynge skriver at Grønland et splittet land, hvad den kristne kultur angår, for landet vil gerne kristendommen, men de vil ikke missionærerne og kolonimagten, som bragte kristendommen til landet. Derfor kan denne splittelse også være medvirkende til, at skabe øgede interesse for at lære om og bevare den førkristne tradition i dag.

Christine Højlund-Andersen har skrevet om moderne spiritualitet i Grønland: Det er “..ikke bare en fortid der stadig dyrkes, det er en identitet der efter århundreders underkendelse kaldes frem igen, og eksisterer side om side med moderne teknologi og andre former for spiritualiteter.” “Gennem den fortælletradition der er tilstede her i Grønland, bliver de unge bekendt med myter, sagn og fortællinger fra deres førkristne periode, disse historier internaliserer de til brug i deres eget liv, og skaber dermed deres verdenssyn, baseret på både fortiden og nutiden, hvor sidstnævnte er funderet i en vestlig forståelse af moderne.”“Herigennem bliver deres verdenssyn nu en sammensmeltning af hvad der er foregået i Grønlands forhistorie, hvor traditioner bliver transformeret om til at passe ind i nutidens rammer. Derfor kan grønlændernes verdenssyn for en udenforstående forekomme lidt rodet, idet de arbejder på at fastholde gamle traditioner, mens de hverken kan eller vil fornægte den vestlige verdens rivende udvikling.”

Grønlænderne vil have at deres verdensbillede skal fremstå som noget uafhængigt af deres forhenværende danske kolonimagt. Man overser derfor den store vægt som kristendommen har haft –  98% er medlem af kirken. Her er iøvrigt forholdsvis mange Jehovas vidner og medlemmer af pinsekirken og andre små religioner.

Så her er både dåb, konfirmation, ægteskab, begravelse, påske og jul som i Europa – men der er også tale om trommesang i kirken og en udbredt tro på qivittut og spøgelser der skal respekteres og som lader os vide at de findes.

I gamle dage kunne man blive bortvist fra bopladsen, eller bortvise sig selv af skam eller hvis man ikke kunne blive enige med de andre beboere. Man gik også nogle gange til fjelds – og dermed i døden – hvis man som gammel kun lagde de andre til last, hvis der ikke var nok mad. Her er der en forbindelse til selvmord: selvdestruktionen af den (selvopfattede) nyttesløse. Den som bor alene ude i fjeldet kaldtes for qivittoq [fjeldgænger] og det siges at nogle fik magiske kræfter af at bo derude: de kan antage forskellige skikkelser og løbe og hoppe hurtigere og højere end almindelige mennesker. Sikkert er det i hvert fald at menneskene er/var bange for dem – selv i dag er der mange der tror på at der findes qivitut – ikke kun blandt de ældre.

Alle heroppe kan fortælle historier om qivitut der er blevet set eller fundet spor efter ude i fjeldet. Om de får overmenneskelige kræfter kan man jo gætte på, men der er stadigvæk mennesker der forsvinder – og det er ikke dem alle man finder. Andre har fortalt mig historier om forladte (men tydeligvis beboede) huler i fjeldet, og om vilde eneboere der stjal får og udstyr fra gårdene og derfor blev eftersøgt og hentet af politiet.

Selv i dag bruges tanken om qivitut – man flytter meget rundt i landet eller til/fra Danmark i disse år, på grund af arbejde og uddannelse eller behov for langvarigt hospitalsophold. Så hvis enkelte mennesker måske føler sig utilpas i byen eller skammer sig over noget man har gjort, kan man flytte til en anden by eller til Danmark. Det kan måske kaldes en moderne form for at “gå qivitoq.” (qivitorpoq?)

En anden førkristen tradition der overlever, er “mitaartut” (de udklædte eller de fjollede). I dag ved folk kun at de fejrer den kristne helligtrekongersaften: i middelaldererens Danmark splittedes dagene efter jul – Jesu fødsel – i adskillige højtider, bl.a. d. 5 januar, der blev til religiøst optog gennem byen, hvor man fulgte en “ledestjerne” der blev båret forrest. Efter protestantismens indførelse blev det til folkelige og festlige optog og fest, enddog drukture.

Jette Bangs film Inuit (1940) beskriver hvordan man i Qaanaaq om vinteren klædte sig ud og (tromme-)dansede for at skræmme de onde ånder væk, eller måske for at simulere de mange natur- og hjælpeånder. (“toornat”) Det er oplagt at mitaarpoq (at klæde sig ud) stammer derfra, og således er en førkristen skik der er bevaret, omend oprindelsen er glemt. Det er Emaanoraq Nathansen fra Sisimiut der – som den eneste – har gjort mig opmærksom på denne forklaring på hvorfor folk nu mødes til udklædnings- og skræmmekonkurrence hvert år i Taseralik d. 5. Januar.

Til gengæld ses denne udklædning og skræmmeopførsel også når en (som oftest kvinder) person maler sig sort, med hvide og røde tegninger i ansigtet, oppustede kinder og håret sat op i fletning på baghovedet, og forsøger at skræmme de tilstedeværende. Jeg ved i skrivende stund ikke hvad det hedder, men dét er også en form for at huske på de toornat der findes omkring os.

Translate »