Guide til grønlandsk kultur 1af12 – Egoisme og altruisme

Man passer på hinanden – undtagen når man ikke gør det

I supermarkedet er der køkultur hvis disken er indrettet til det. Men hvis der er to kasser åbne, flytter folk til den med kortest mulig kø uanset om andre har ventet længere. Der er ikke andet at gøre end at være meget tålmodig og ikke tænke på det., lad være med at brokke eller klage – det vil sandsynligvis blive set som et brud på god opførsel.

Omvendt brokker man sig ikke hvis personen foran er lang tid om at gøre sig færdig, man venter blot tålmodigt.

Biler tager ikke hensyn til cyklister – måske er forklaringen at der først i disse år er ved at komme flere cyklister, måske fordi bilen logisk set er mere farlig, så man tænker at det er cyklisterne der skal passe ikke at blive kørt ned af bilerne. Biler kører gerne ind foran cyklister og fodgængere i sving, men omvendt pænt udenom folk der går på vejene eller de sænker farten hvor der er synlige vandpytter hvis der også er fodgængere.

Hvis du beder om hjælp, så får du det villigt – men du skal ofte bede om det selv. Man tilbyder ikke at hjælpe andre på en direkte måde eller kommer med gode råd hvis der ikke er bedt om det. (med mindre de ved at du er helt fortabt eller gerne vil have råd) Det ses som at umyndiggøre den anden – tanken bagved er at man ikke kan tillade sig at vide hvad den anden har brug for eller lyst til. Og så kan man godt lide at gøre tingene selv, være selvstændig.

Dette ses desværre også i forbindelse med selvmord eller “psykisk sundhed”, idet nogen helst ikke vil fortælle andre hvor kede af det de er eller bede om hjælp, men i stedet drikker sig sanseløst fulde og hænger sig en tidlig morgen.

Så inden du gør noget nyt, så spørg en lokal om vedkommende selv ville gøre som du er ved at gøre, eksempelvis tage ud i båd i det givne vejr eller bygge hundeslæden på den måde som du har gjort det.

Hvis man tilbyder hjælp og får et nej tak (eller stilhed, som i denne situation kan betyde det samme, eller måske at de ikke forstår hvad du siger), skal man heller ikke spørge igen eller ændre sit tilbud om hjælp. (som danskere vil gøre: “Vil du have en kop kaffe? Aaah, kom nu, bare en lille kop? Jamen den er stadig varm – er du sikker?”)  Hvis situationen er mere selskabelig, for eksempel at tage med på jagt eller at drikke en øl, kan man godt insistere, bare ikke for ihærdigt.

Ofte kan tilbud om hjælp være forklædt som spørgsmål, og dét skal man være opmærksom på. Grønlændere kan nemlig udtrykke sig meget diskret, mens danskere er vant til store og kontante udmeldinger. Så spørgsmålet “Er din jakke varm nok?” kan altså betyde “Tag mere tøj på inden du tager ud, hvis du ikke vil fryse HELT VILDT MEGET!”)

Udover at kvinder har egne børn – måske med flere mænd ligesom i Danmark – så er der derfor nogle gange også børn som de ikke selv har født, men som behandles på samme måde. Jeg har kun læst om det, men der findes et udtryk – “gavebørn” – der dækker over en bortadoptering, som folk arrangerer imellem sig selv. Altså moderen giver barnet væk til et familiemedlem til opdragelse, eller tilbyder et familiemedlem at undfange og føde et barn til dem. (jeg har mødt ét eksempel på det sidste)

Jeg ved at der er mange der har plejefamilier og er adopteret – men de opdeler det ikke så skarpt (i halv-søster eller søster, eksempelvis) eller behandler det som et tabu. Dét er en måde at hjælpe hinanden på, når eksempelvis en ung kvinde ikke kan tage sig af barnet, eller et par har mistet eller ikke kan få flere.

Det er måske ikke noget der sker så tit længere, men det er et eksempel på at grønlændere kan være meget tætte, selvom de nødvendigvis ikke siger det til nogen. En vigtig handling/hjælp som man bare ikke skilter med.

Jeg har oplevet at man kræver en vis selvstændighed, man skal prøve selv i stedet for at spørge hele tiden. Jeg oplevede det indenfor håndværk, hvor jeg fik én instruktion, og så var det op til mig selv at prøve at gøre det. Jeg har prøvet det i andre situationer hvor jeg gerne ville samarbejde, men bare blev ignoreret og overladt til selv at finde ud af at min metode var socialt uacceptabel. Hvad du, som indvandrer, skal gøre er at være venlig, stille vedholdende og tilstede. IKKE ivrig og klar til handling og vild og blodig. Når folk vænner sig til dig, begynder de at inkludere dig, hvilket kan ske før du ved af det, og på en uventet måde. Men alt i alt kræver det ydmygt tålmod fra din side. (Jeg skriver dette udfra min erfaringer som den eneste dansker i qajaqklubben)

Folk er vant til at lære praktiske ting med familien, men vil gerne spørge danskeren som de snakker med, om de udtaler sproget rigtigt. Jeg korrigerer dog aldrig folk – jeg er alt for høflig – men jeg ved fra min egen grønlandskundervisning at det er en stor hjælp at folk gerne vil lære grønlandsk fra sig, og i øvrigt selv lære at udtale dansk korrekt.

Selvom folk på mange måder er meget inkluderende, så kan der i nogle situationer være en “alles kamp mod alle” når det angår visse ressourcer. En gruppe der har en sum penge, vil måske ikke være så glade for at dele med andre, men omvendt vil uinviterede gæster til en kaffemik vil være meget velkomne. Jeg er ikke helt klar over hvor grænserne går, men iblandt den store fælleskabsfølelse er der også en interessant snert af egoisme. En tom stol kan også være “optaget” og ikke engang venner må således sidde der, mens man omvendt gladeligt deler ud af den mad eller spiritus man har. Måske kommer den fra gamle dage hvor hver fanger skulle sikre sig sin egen andel, selvom man også hjalp hinanden som gruppe til nogle fangster og situationer.

Translate »